Secrets

Kapitel 12

A/N: OMGOGMOGMIGMGIGNGKGGGNFSKJDDDSJSDKKSK TUSIND TUSIND TUSIND TAK FOR DE 8K LÆSNIGNERRRR!!! FATTTER IKKE AT SÅ MANGE GIDER LÆSE DEN! AAAARGHHHHH!!!!

Som tak, får I et ekstra langt kapitel, så jeg håber I kan lide det! Det ville betyde så meget for mig, hvis I gad stemme og kommentere (og muligvis nominere mig til Danish Fiktion Awardsssss?)

Nå men, til historieeen!:

De kigger allesammen på hinanden. "Der....øhm...vi blev bare sat fri...altså vi var ankommet til fængslet, og indenfor en time eller to, satte de os bare fri..." forklarer Wiki. Jeg rynker på brynene. Jeg beder pigerne om at lade mig være lidt alene. De går ud.

Jeg sidder helt krummet sammen, og holder om mine ben. Tårer strømmer ned af kinderne på mig. Hvordan fuck er det endt sådan her? Jeg var en helt normal, 16-årig, pige. Jeg havde gode karakterer, en dejlig kæreste....eller....jaer, men pointen er, at mit liv var godt, og nu er det fucking nederen.

En klog pige sagde engang, at døden sutter røvbanan, men lige nu sutter livet endnu mere røvbanan. (@HeyItsCaroo)
Lige nu ville det måske ikke være så slemt at dø. Faktisk ville det være en lettelse. Ikke mere at bekymre sig om. Intet. Bare...ro, I guess.

Cirka hvert kvarter kommer pigerne skiftevis ind og tjekker på mig, aer mig, giver mig vand, tilbyder mig alt muligt fucking lort, jeg ikke har brug for, og så går de igen. Det fortsætter i omkring to timer. Jeg lægger mig i foster stilling, med hovedet mod væggen. Jeg begynder halvt at falde i søvn til sidst. Jeg hører så døren åbne. Jeg tænker, at det nok er en af pigerne igen, så jeg bliver liggende, og lader som om jeg sover.
"L-øhm-Lola?" hører jeg Shawns stemme sige. Jeg ignorerer ham. Han går over til mig, og aer forsigtigt noget af mit hår bag mit øer. Det føles rart. Han tøver, men lægger sig så forsigtigt ved siden af mig. Han gør ikke noget. Han ligger der bare. Jeg kan mærke, at han placerer sin arm om mig, så vi ligger i ske. Jeg føler mig sikker. Beskyttet.

"Jeg ved, at det må være ekstremt svært det hele, men jeg er her for dig" hvisker han. Hans stemme brummer næsten, det er lidt svært at forklare. Det må være, fordi det er tidligt om morgenen. Jeg smiler. Jeg ligger stadig med hovedet mod væggen, men jeg kan mærke, at han kigger på mig. Han dufter godt. Af lavendel og citron, hvilket egentlig er en underlig kombination, men han dufter virkelig godt. Jeg kan mærke, at jeg får lidt lyst til at kysse ham, men jeg ryster den af mig.
"Jeg synes, du er den mest fantastiske pige nogensinde...hvis du får brug for en at snakke med så—"

Uden at tænke mig om, vender jeg mig rundt og kysser ham. Han ser helt forskrækket ud og trækker hovedet væk. Vi får øjenkontakt, og så kysser han mig tilbage. Det er et langt kys. Han trækker mig helt ind til sig. Han holder mig som om vi er ved at kramme, mens jeg holder ham på kinderne. Jeg sætter mig oven på ham, og vi bliver ved med at kysse. Jeg tækker min bluse af. Han kigger forundret på mig, men tager så selv sin egen trøje af.

Pludselig ringer hans telefon. Han trækker sig væk fra kysset. Og tager den. Jeg ser irriteret og undrende over på ham.
"Øj ja, det er mig..." siger Shawn. Hans ansigtsudtryk skifter hurtigt fra lidt utålmodig, til en blanding af chok, frygt og forvirring.
"J-ja ok-okay....tak..." han lægger på, og ser bekymret på mig.
"Ca-Cameron har været i en bilulykke...han er i kritisk situation på hospitalet..." hvisker han stille.

Cams synsvinkel:
Lola kigger forvirret på os alle sammen. Jeg hader mig selv for at have skudt Alex, men da jeg så, hvad han gjorde ved mit livs kærlighed...jeg ville have, at han skulle dø. Jeg ville se ham lide. Jeg er et fucking monster, men det var han sgu også. "Hvor...hvor er han?" spørger hun. Jeg ser nød på mine fødder. Jeg har slet ikke sovet i nat. Næsten ingen af os har. Og så oven i det med politiet...
Alle kigger på mig. Jeg synker en klump. "Jeg...jeg skød ham..." siger jeg stille. Hun kigger mig i øjnene, og sender mig et blik af vrede, forvirring, chok og frygt.
"Du gjorde hvad!?" råber hun. Jeg prøver at tage fat i hendes arm, men hun trækker den hårdt til sig.
"Giv slip! Jeg vil aldrig se dig igen!" hun træder et skridt væk fra mig. Jeg kan se, at hun er bange for mig.
"Du må forstå, han havde tænkt sig at gøre sig ondt-" jeg prøver at forklare hende situationen fra mit perspektiv, men hun afbryder mig.
"Forsvind! Jeg kan ikke se på dit klamme ansigt mere, dit svin!!! Aldrig rør mig igen!" hun begynder at græde og hndes stemme knækker. Hun løber op af en af trapperne. En tåre triller ned af min kind. Hun hader mig. Jeg tøver lidt, før jeg går ud af hoveddøren. Efter mig går Cole.

"Vent lidt, bro!" råber Cole efter mig.
"Hun fucking hader mig!" råber jeg tilbage. Han løber op til mig.
"Gå nu ind og tal med hende! Hun elsker dig, og det ved du også godt! Og hvis du elsker hende, hvilket jeg ved du gør, så burde du gøre alt i din magt, for at gøre det godt igen!" siger Cole seriøst. Jeg stopper op og vender mig mod ham.
"Forkert! Hun elskede mig! Datid! Og jeg kan ikke gøre mere! For helvede Cole, jeg vidste jo ikke, hvad jeg skulle gøre! Hun betyder alt for mig, så da jeg så hende ligge der halvt bevidstløs på den kolde, hårde asfalt, med tårer i øjnene, blive fucking voldtaget af en af mine bedste fucking venner, ville jeg ikke andet end at redde hende!" jeg prøver så hårdt, jeg kan på ikke at græde.
"Ved du hvad!? Fuck dig! Jeg prøvede at hjælpe dig, men du er bare en lille bitch, og jeg gider dig faktisk ikke mere!" Cole vender sig om og går tilbage ind. Jeg sætter mig på min motorcykel og kører væk.

Efter noget tid, ankommer jeg til en bar. En enkelt fulderik sidder ved bardisken, eller hvad fuck det nu hedder, men ellers er der tomt. En ung kvinde, nok 22-26 år gammel, står i baren. Hun ser skeptisk på mig. Jeg har store, tunge, mørke render under øjnene, røde hævede øjne og uglet hår, så måske giver det mening.
"ID?" hun giver mig elevatorblikket. Jeg kigger hende seriøst i øjnene. "Jaer, whatever, jeg er sgu lidt ligeglad med hvor gammel du er" grynter hun.

|To timer senere|

Jeg er pisse stiv. "Hvor har jeg set dig før?" spørger bartenderen undrende.
"Fucking BK, fucking Lola, fucking Alex, fucking uhm...Cole..." udbryder jeg surt. "Lola...jeg fucking elskerrr øh hende".
Bartenderen kigger underligt på mig. "Lola? Er det din kæreste?"
"Hun var min kæreste, men nu hader hun mig" forklarer jeg.
"Hvis du virkelig elsker hende, hvad laver du så her? Burde du ikke være ude at vinde hende tilbage? Ved mindre du tror, at du vil finde hende i bunden af flasken, klokken 12:48 på en søndag" siger hun sarkastisk.
"Du har ret...jeg må gå...her er øhhh penge" jeg kaster hende en 100$ seddel, hvilket er alt for meget, mennhun hjælper mig med at få Lola tilbage, såeh. Jeg rejser mig op og skrider.

Jeg sætter mig på motorcyklen og kører. "Jeg elsker dig, Lola!" mumler jeg.
"Jeg elsker dig!" råber jeg, så højt jeg kan. Pludselig hører jeg et dyt, og det næste jeg ser er en bil kørende med fuld fart mod mig. Jeg bliver kastet af cyklen. Derefter bliver alt sort.

Shawns synsvinkel:
Jeg kører med fuld fart mod Skt. Marcus' hospital, hvor Cam ligger. Lola sidder ved siden af mig. Tårer triller ned af kinderne på hende. Jeg ved, at hun elsker ham. Det gør pisse ondt, for jeg har elsket hende, siden første gang, jeg lagde mine øjne på hende. Jeg har aldrig været gladere end da hun kyssede mig. Jeg ved, at det bare var sådan noget impulsivt lort. Hun er meget følsomt sårbar lige nu, og jeg gjorde det ikke bedre. Desuden er Cam min bedste ven.

Vi ankommer til hospitalet, og jeg parkerer hurtigt bilen. Vi løber allesammen indenfor. En ældre dame står i receptionen.
"Hej, vi er kommet for at se Cameron Davis!" siger Toby.
"Jeg kan desværre ikke lukke jer ind lige nu, eftersom Cameron er i operation!" smiler hun falsk. Hun peger ind mod venteværelset.
"I kan sætte jer ind i venteværelset, og udfylde disse papirer," hun rækker os en stak papirer. Toby åbner munden for at protestere, men fortryder så, og lukker den igen.

Vi sætter os ned. Jeg kan se, at Lola ryster. Hun elsker ham. Jeg ved, at hun elsker ham. Og det må jeg leve med.

Lolas synsvinkel:
Jeg kæmper for ikke at tude alt for meget, men det er svært at holde det inde. Shawn stirrer på mig. Vi fuckede op. Jeg fuckede op. Jeg burde aldrig have kysset ham, men jeg kunne ikke styre det. Jeg elsker Cam...men burde jeg? Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan stole på ham igen. Lige meget hvad, vil jeg aldrig kunne glemme synet af Alex' livløse krop på mig. Blodet. Det var sløret først. Føltes mest af alt som en fjern drøm...eller nærmere mareridt. Men det bliver stærkere og stærkere hver dag, og jeg er bange for, at jeg til sidst ikke vil kunne klare det mere.

Jeg får hurtigt udfyldt skemaet. Jeg ekser mig op og går langsomt mod receptionen. Jeg lægger det forsigtigt ned. En læge kommer gående mod os. Hun rømmer sig hurtigt.
"Cameron er netop blevet færdig med sin operation,"
Jeg afbryder hende: "Må jeg se ham!?". Hun sukker.
"Jeg er ked af at meddele, at Cameron," hun synker en klump, "desværre ligger i koma"

A/N AAAARGHHHH, håber I kunne lide detttt! Tak for alle læsningerne og stemmerne, det betyder hele verden for miggg!!! Tak fordi I læste medddd.