Secrets

Kapitel 15

Lolas synsvinkel:
Jeg sidder i kantinen med Wiktoria. Jeg kan ikke koncentrere mig om andet end Cam. Jeg har bare lyst til at løbe hen og kysse ham. Pludselig kommer Gray hen til os. Han giver mig et kram. Jeg tror, han er blevet kærester med Soph. Dette er okay, jeg er glad på begge deres vegne. Og jeg er ikke sur over, at han var mig utro...vi var jo ikke forelskede i hinanden mere. Det havde vi ikke været siden fjerde klasse.

Lidt efter kommer Travis hen mod og sætter sig. Derefter kommer hans venner William, Zach og Alex. William er den eneste der ikke var der, da hele BS (Bad Squad) var flygtet til Zachs hus, så han virker irriteret og forvirret over, at han skal forlade det ~seje bord~. Efter dem kommer Noora og alle hendes veninder. Alex holder om Noora. De er seriøst bare det sødeste par.

Hele skolen stirrer på os. Der er næsten ikke plads til os alle sammen. Jeg kan se at skolens bitches, Olivia, Hazel og Jennifer, står og glor på os. De føler sig udenfor, det er klart. De begynder at gå herhen. De tror sikkert at det er en popularitetskomsammen af en art, og Olivia vil ikke være ekskluderet.

Da de er tæt på at nå bordet, rejser Alex sig op foran dem.
"Øhh hvad laver I?" spørger Olivia forvirret.
"Gå væk, Ofelia" siger han. Hun ser nu sur, men også endnu mere forvirret ud.
"Jeg hedder Olivia!" svarer hun irriteret. Nu rejser Noora sig også op.
"Skrid, din klamme sæk abelort" siger hun så. Olivia er tydligt frustreret.
"Du skal ikke tro, du er sej eller populær, bare fordi du blev ballets dronning og endelig har fundet dig nogen venner!".

Jeg griner, og rejser mig så op. "Olivia, søde...du skal ikke tro, du er sej eller populær...FOR DET ER DU IKKE! Alle hader dig!" siger jeg så. Hele kantinen begynder at grine og sige "åååååh" eller "buuuuuurrn". Olivia måber. Pludselig ringer min mobil. Det er Shawn. Jeg skynder mig at tage den.

"Lola...HAN ER FUCKING VÅGEN!" udbryder han.

Jeg begynder at hyperventilere. Wiki stiller sig op og tager fat i min arm.
"Hvad sagde han?" spørger hun bekymret.
"H-han er v-v-vågen" får jeg frem. Hun vender sig mod alle: "Han er vågen!" siger hun hurtigt. De tøver kort, før Travis så samler mig op og begynder at løbe. Wiki løber med.

Da vi når ud til parkeringspladsen, kaster Travis mig næsten ind i sin bil, og Wiki sætter sig ind ved siden af. Travis begynder at køre. Efter omkring et kvarter er vi ankommet til hospitalet. Vi løber indenfor. Shawn står nervøst og venter på os. Jeg løber ind i armene på ham. Jeg kan se, at han har grædt. Kort efter, løber hele BS'et (Bad Squad) ind.

"Hvor er han!?" spørger Ash. Shawn fortæller, at de skal undersøge ham, og sikre sig at han er i en ordentlig tilstand. Vi nikker allesammen.

Cams synsvinkel:
Jeg ligger i en hospitalsseng. Der er sygeplejersker og læger rundt om mig, og de prøver at tale med mig, men jeg hører dem ikke. "Lola" hvisker jeg hæst. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg hr en mærkelig fornemmelse omkring det navn. De kigger forvirret på mig.
"Hvad mener du med Lola, Cameron?" spørger en af dem.
"Lola," hvisker jeg hæst. Hvem er det? Min fornemmelse fortæller mig, at hun betyder noget for mig, men jeg kan ikke huske, hvem det er. De begynder at diskutere om, hvorvidt det er okay, at lade mig tale med nogen. De ender med at sige okay.

En kvindelig læge i 40'erne, med rødt, krøllet hår, hjælper mig op. Hun placerer mig i en kørestol og følger mig ud til venteværelset. Alt er så lyst. Jeg har svært ved at huske ting. De sagde, at jeg var i en trafikulykke, og at jeg havde ligget i koma. Jeg husker svagt en piges stemme. Syngende. Det var som om jeg var vågen, selvom jeg var i koma og ikke kan huske noget som helst andet. Folks stemmer blev til mærkelige drømme for mig.

Hun ruller mig ind i venteværelset, og jeg får med det samme øje på en pige. Jeg genkender hende ikke.. Jeg har ondt i hovedet. Hun kommer forsigtigt mod mig. Hun har våde øjne. Jeg hard et som om, hun betyder noget for mig. Jeg prøver forsigtigt at rejse mig op. Hun krammer mig.
"Cam, jeg er så ked af, at jeg bad dig om at gå! Jeg elsker dig så meget og-", hun begynder at græde voldsomt.
"Hv-hvad mener d-du? Kender jeg dig" spørger jeg forvirret. Bad hun mig om at gå? Hvorfor? Hvem er det igen hun er?

"Han har svagt hukommelsestab, så han kan ikke huske så meget af, hvad der skete månederne op til ulykken, hvem han selv er eller hvem folk er!" forklarer lægen. Jeg ignorerer hende. Pigen nikker grædende. En dreng kommer gående mod mig. Han virker på en måde bekendt, men jeg kan ikke huske, hvem han er.

"Fuck, hvor er jeg glad for, at du er vågen, bro!", han skal til at kramme mig, men jeg skubber ham forsigtigt væk.
"Hv-hvem er det du er?" spørger jeg undrende. Han rynker nervøst på brynene.
"D-det er mig. Shawn. Vi har været bedste venner de sidste 10 år!?", han taler som om det gør ondt. Jeg ryster på hovedet for at signalere, at jeg stadig ikke kan huske ham. Han ser forvirret ud. Et par andre på min alder kommer forbi, men jeg genkender ingen af dem. Undtagen...

"Rose?" hendes ansigt lyser op, da jeg siger hendes navn. Jeg genkender Rose. "Hvornår er du kommet hjem!?" jeg smiler. Hun kigger forvirret på mig. "For et par uger siden" siger hun. Jeg halter hen til hende, og krammer hende. Jeg kigger rundt. Alle står og stirrer på os. På mig. Hende der først krammede mig, begynder nu t græde endnu mere. Ham jeg tror hed Shawn, krammer hende og hvisker, at det nok skal gå.

Halløjjjjj
Det var altså det for dette kapitel, håber I kunne lide deeet. Næste kapitel kommer til at være min 10k-læsninger-special!
Undskyld, det har taget så lang tid at opdatere, men jeg har haft travlt med en bog, som forhåbentlig snart kommer ud!

Desuden har Secrets vundet årets romantiske bog, såehhhhhh YAYYYY
Vi ses til næste kapitel, tak for al den positive opbakning!