Pretty Boy.

Kapitel 2.

(Magdalena's synsvinkel)

.. Adam havde taget posen med pizzabakkerne og åbnet døren får mig og Samuel som hurtigt skyndte os ud i kulden.
Da vi træder ud i kulden begyndte vores ånde at blive til damp.

Vi gik op af grusvejen og ind på gårdspladsen. Vi trådte ind af hoveddøren og kiggede rundt får at finde en dør til køkkenet. Vi gik ind i køkkenet og så far og mor sidde med en mand og en kvinde. Jeg smilte. Jeg kiggede bag dem og så en lille pige og en fyr. Fyren fra pizzariaet. Han smilte til mig.

"Det her er så vores kære børn. Adam, Magdalena og Samuel" smilte min mor til ægteparret og viftede os over. Jeg hilste på kvinden.
"Patricia" smilte hun og gav mig hånden. Jeg gik videre til manden som også gav mig hånden. "Benedict".
Jeg gik videre hen til fyren og den lille pige. Jeg satte mig på hug. Hun smilte genert.
"Hvad hedder du?" Smilte jeg til hende. Hun længere sig ind mod fyren.
"Bianca.." hviskede hun lavt ind i fyrens jakke. Jeg smilte til dem begge. Mens fyren også lavt hviskede sit navn.
"Cody.." kom det meget lavt fra ham. Jeg kigger spørgende på ham. "Hvad?". Jeg kunne se han smilte akavet.
"Cody, Cody Rosendahl" gentog han en smule højere.

Jeg blev genert og agede en tot hår om bag øret. Jeg kiggede på pigen istedet for fyren ved navn Cody. Hun var genert og lænte sig ind til (det jeg tror) hendes brors bukseben.

"Magdalena, kan du og de andre gå ind på et af jeres værelser. Det er voksen snak nu" prøvede min far at sige med en meget voksen tone, som om jeg var fem år gammel.

Cody og Bianca rejste sig op og gik efter Adam og Samuel som allerede var på vej ned af gangen. Jeg kiggede efter dem inden jeg fulgte efter. Adam gik hen til sin dørkarm og bredte sig ud så ingen kunne komme ind.

"Jeg stoler ikke på fodboldfyrer eller playere. Så du kommer ikke ind på mit værelse!" Kom det snerrende fra ham. Cody vendte øjne og gik videre med Bianca i hånden.

Samuel gik direkte ind på hans værelse og begyndte at lege med nogle plastik biler. Bianca stod længe i dørkarmen og turde ikke gå ind til ham. Cody satte sig ned på hug til hende og hviskede: "Jeg tror ikke at Samuel bider. Og hvis han gør kommer du bare over til mig, ik?".

Det var det sødeste seriøst!! Hvordan kunne Adam være så irriteret på ham når han bare var den bedste storebror og en virkelig flik (OG Attraktiv) person??

Jeg gik ind på mit eget værelse og kiggede rundt på flyttekasserne og det møbel rod flyttemændene havde lavet ved bare at stille alting ind på mit værelse. Kun ved en smal gang mellem flyttekasserne og mit skrivebord, kunne jeg komme over til min seng. Jeg kiggede ud af vinduet og ind på kirkegården. Gravstederne var helt tomme ud over en gravsten. En høj stor marmor sten, med tre navne på.

Det kunne måske være et sæt søskende. Da den tanke strejfede mig kunne jeg mærke kuldegysningerne på min krop. Tre søskende.

"Hey" kom det fra døren. Jeg kiggede tilbage og så ham stå op af dørkarmen. Hans øjne havde et helt særligt glimt og hans mund trak sig op i et smil.
Jeg smilte til ham og satte mig på sengen. "Hej" hviskede jeg lavt så jeg ikke forventede at høre det. Han stod længe bare og kiggede ned i gulvet inden han bryd tavsheden.
"Dit værelse ligner fuldstændig mit". Han grinte lidt i den ellers varme og charmerende stemme. "Jeg har flyttet så meget at jeg altid bor i flyttekasser". Det fik mig til at grine kort.

Han satte sig ved siden af mig på sengen. "Ska' du så gå på WestLake High? Jeg går der nemlig selv". Jeg nikkede og smilede stadig. "Ja, jeg skal begynde her imorgen. Første år på gymnasiet". Han så lidt spørgende ud, indtil han forstod det.
"Du er altså sytten?" Spurgte han og ventede på et svar. Han kiggede på mig og fik mig til at rødme.
"Ja, det kan jeg vel ikke løbe fra" grinte jeg lidt af hvad jeg selv sagde. Pinligt, for det gjorde Cody slet ikke.

Han rejste sig op og gik over til dørkarmen. "Øhm.. ja. Vi ses nok på skolen ik?" Prøvede han at flygte mens han kløede sig i nakken. Han gik ud af døren og man kunne nærmest høre han løbe ned af gangen. Inde længe smækkede hoveddøren og dér vidste jeg at jeg nok ikke lige kom til at tale med ham igen.

"Gider du godt holde din fucking kæft!" Kunne jeg høre Adam råbe af Samuel.
Jeg satte min film på pause. "GIDER I GODT FUKING LADE VÆR MED AT LARME SÅ MEGET!!!".
Hele huset blev totalt stille. Jeg kiggede på min computer og så der kun var fjorten procent tilbage. Jeg sukkede. Jeg kunne ikke engang nå at se filmen færdig.

Et bank kom fra min dør som jeg havde lukket. Den knirkede og ind kom min mor. Hun smilte forsigtigt til mig.
"Hej skattepige" smilte hun mere sikkert da hun havde ser hvilket humør jeg var i.
Igen sukkede jeg. "Hej Mor".
Hun satte sig på kanten af min og lagde hovedet på skrå. "Hvad sker der?". Hendes stemme var bekymret og hendes øjne viste mig en form for følsomhed. Jeg rettede mig op og kiggede rundt i mit værelse. "Det bare.." startede jeg og kunne ikke fortsætte. Jeg vidste ikke selv hvad der var galt. Eller jo. Men jeg ville ikke have hende til at vide at jeg vidste lige præcis det. Hun ville blive rasende hvis hun vidste jeg allerede havde et kæmpe Crush på drengen fra pizzeriaet. Hvis ikke min far blev mere sur.

Så jeg vidste godt hvad der skulle gøres. "Det bare at jeg virkelig ikke glæder mig til at starte på den nye skole. Jeg kender jo ingen." stak jeg en løgn og kiggede skyldigt ned i mit lyserøde sengetøj.
Hun smilte og tog noget frem fra bag hende. Et stykke tøj. Hun folede det ud og jeg så på en blå ternet nederdel og en mørkeblå striktrøje med v skæring, et par lange hvide sokker. Og da jeg så ikke troede det kunne blive værre, fandt hun også et par sort (ultragrimme) sko frem.
"Din nye skoleuniform" sagde hun og fik et endnu større smil på læberne. Jeg sukkede så højt jeg kunne og lagde mit hoved ned i dynen. Mente hun seriøst det her? Den seriøst GRIMMESTE skoleuniform man overhovedet kan finde? Hvorfor ikke bare tvinge mig til at gå i skole i min fars præstekjole. Seriøst?

"Mor gå nu bare ud okay?" Hvinede jeg af ydmygelse og kiggede hurtigt op til min mor som kort grinte af mig. ".. Jeg vil bare seriøst gerne sov det her væk". Hun rystede grinende på hovedet af mig, lagde min skoleuniform på flyttekassen ved siden af min seng og gik ud.

Kunne imorgen mon blive mere ydmygende? For det første var jeg den nye pige. Hvilket ville sige: ingen venner.
For det andet skulle jeg have klodens grimmeste skoleuniform på. Ingen ville sku da nogensinde være venner med mig?

•••
Hey!!
Tusind tak for at læse helt her til!
Jeg følte lige for at smide et nyt kapitel
ud til jer, så i kan læse lidt mere;)
Håber i kan lidt bogen indtil videre
og selvfølgelig at i vil følge med!
-Kbooke