Justin, kom.

Fødslen under øjnene

Jeg lå i hospitalssengen med spredte ben op af to ting der støttede dem. Justin stod ved siden af mig og holdte mig hårdt i min hånd. Der var helt stille i lidt tid, da babyen ikke var klar, men kunne komme på hvert tidspunkt. Jeg kunne virkelig ikke lide stemningen, for om måske tre sekunder ville der måske lyde et skrig fra mig og en læge der stod og pressede på. Måske ville stilheden vare en time.. Jeg havde ingen idé.

Jeg klemte Justin's hånd og kneb øjnene lidt i. Der var gået nogle minutter som bare havde varet med stilhed. Pokkers stilhed. Men vores baby var så tæt på. Hun var snart klar. Det var jeg sikker på! Jeg kiggede forsigtigt ud af vinduerne, hvor der var en fantastisk udsigt, da jeg lå oppe på tiende etage. Jeg kunne se en masse andre hoteller og nogle små biler der lignede små fnullermænd.

-Nu! Pres!, blev der råbt og jeg og Justin fløj næsten forskrækket op, men jeg skyndte mig bare at presse alt hvad jeg kunne... Jeg mærkede noget der virkelig satte sig indeni mig, som gjorde mega ondt. Jeg skreg af smerte og tror jeg gjorde Justin's hånd følelsesløs da jeg klemte så hårdt, at jeg næsten ikke troede jeg kunne klemme hårdere. Jeg fik klemt nogle tårer ud og mærkede noget der begyndte at komme ud hvor smerten til sidst også begyndte at stoppe langsomt.

Men ingen tvivl om, at jeg var totalt ødelagt indeni! Jeg tog mig forpustet på brystet og prøvede at slappe lidt af i hovedet imens der var stilhed som aldrig før igen.

-Hvad er der?, spørger Justin lægen og kigger tvivlsomt og en smule bange på ham. Jeg lægger benene lidt ned, og kigger på lægen der står med den blodblødte baby i armen. En slap baby der overhovedet ikke skriger, bevæger sig eller gør imod.

-Jeg tror.., begynder lægen lidt hviskende og skynder sig over til er slags bord for at sætte en masse ledninger ind til 'hende' som Justin nu var så sikker på. Justin slap hurtigt min hånd og halv løb næsten over til lægen for at hjælpe, men lægen skubbede ham bare lidt væk. Jeg begav mig til at græde voldsomt og satte mine hænder op foran ansigtet imens jeg hørte deres svage stemme der alligevel diskuterede lidt voldsomt.

Pludselig kommer Justin over og sætter forsigtigt sin hånd på mit bryst. Jeg fjerner langsomt mine hænder fra ansigtet og kigger dybt nervøs ind i hans øjne hvor jeg stoppede en lille smule med gråden og hulkede i stedet for.

-Sam.. Babyen er.. hun er.., han brød sammen, og det samme gjorde jeg. Voldsomt!

-Hvad?, hviskede jeg grådkvalt og kiggede på hans røde øjne der havde rettet sit blik på min dyne...

-Død, svarede lægen forsigtigt i baggrunden og kom forsigtigt herhen. Her gik jeg selv død!