Justin, kom.

Bag døren

Justin gik besværet op af poolen og greb hurtigt sit håndklæde der var svunget over stigen til poolen. Han svang håndklædet rundt om nakken og brummede en smule inden har trådte indenfor og forsvandt ud af mine øjne.

Jeg var selv godt forvirret over den pludselig klokke der ringede midt om natten. Altså.. Det kan da ikke være andre end de skudefulde mænd der render rundt på gaden og ringer på alles klokker.

..

Jeg undrede mig over, at Justin ikke var kommet ud igen. Jeg mener, hvis det bare havde været nogle der kom ved en fejl, så er det da ikke sværere end at skubbe dem ud, lukke døren og låse den. Mit indre sagde, at jeg burde gå op og se om hvad der skete derude. Måske behøvede han hjælp. Jeg svømmede forsigtigt over mod stigen, kravlede langsomt op af den, tog mit hvide håndklæde og slog det omkring min ryg så det også lige kunne dække lidt foran. Jeg var nået indendørs og kunne høre en meget lav stemme men samtidig råbte stemmen. Det var tydeligt at høre.

Jeg stillede mig lige rundt om hjørnet og tog forsigtigt hovedet ud foran hjørnet. Jeg kunne ikke rigtigt se hvad der skete, men jeg kunne nogle lunde høre hvad Justin og stemmen derude sagde,

-I skal gå nu!, vrisser Justin hviskende og banker svagt på væggen med sin knyttede hånd da der lyder et lille bank.

-Det er ikke fair!, siger stemmen udenfor som jeg tydeligt kan høre da stemmen i hvert fald ikke hvisker,

-Shh, tysser Justin,

-I skal fandme ikke komme her midt om natten!, hvisker Justin men råber lidt imens af raseri.

-Vi er nødt til at se he...-

-Nej for fanden!, afbryder Justin og råber faktisk lidt den her gang. Jeg skynder mig at træde frem for at det ikke skulle ende i en slåskamp det her. Havde faktisk ikke lyst til at se Justin slås. Og ligegyldig hvem det så end var sammen med.

-Justin?, spørger jeg forsigtig og træder med lidt tungere skridt så han kan høre mig komme. Jeg ser Justin der står med hovedet udenfor døren og kroppen indendørs imens han holder døren lukkede mest som muligt. Justin vender sit rasende blik mod mig, men det flyder flat ud i et skuffet men kærligt blik.

-Hvor meget har du hørt?, hvisker han nervøst og hæst. Jeg smiler svagt til ham og vippede hovedet lidt for at kunne ane hvem der stod bag døren.

-Hvem er det?, hvisker jeg og går forsigtige skridt mod Justin og døren. Justin ryster sukkende en enkelt gang på hovedet og åbner så døren lidt mere så jeg ført nu ser hvem der står derude...

Mit blik ændrer sig tydeligvis til trygt og varmt blik, da jeg ser de tre drenge med løftede øjenbryn og ser en smule usikre ud men stadigvæk meget mistænksomme da de sikkert var en lille bitte smule fulde. Jeg går hurtigt hen til Justin og stiller mig lidt op ad ham imens jeg bare kigger på drengene.

-Så.., begyndte en af drengene akavet og slog armene ud i luften.

-Ja?, grinte jeg lavt. Jeg hører et lille suk fra Justin, men lader mig ikke gøre noget anderledes, da jeg havde stået lige overfor ham og slået fast at vi var kærester og det her bare var mine gode venner.

-Tjnarh, siger Simon bare ud i ét og vi griner alle lavt undtagen Justin.

-Jo, siger Harry så og træder lidt frem,

-Vi tænkte om vi ikke må overnatte her, for vi har ikke nog..-

-Nej!, afbryder Justin fast og højt. Det giver et lille sæt i mig og jeg kigger undrende og skræmt på Justin. Han kigger tomt ned på mig og ryster mildt på hovedet. -De skal ikke ind i mit hus!, siger han fast og laver en dyb indånding.

-Helt ærligt. Vi ved virkelig ikke hvor vi ellers skal være! Vi har slet ikke andre steder at være. Hvad skal vi så gøre? Vil i smide os ud på gaden og lade os ligge der så vi sulter og lugter og har det forf...-

-For helvede! Hvorfor er det lige pludselig vores skyld, at I ikke har noget sted at være? Bare fordi I kender Samantha betyder det ikke at hun er grunden til at I skal være ude på gaden. Jeg er da også ligeglad om i skal sulte og ligge beskidte og bede om hjælp og penge på gaden. Det er stadigvæk ikke min skyld! Intet her er min skyld. Vores skyld! Så tag og skrid med jer og forsvind! Og forresten, det her er mit hjem... Det er mig der bestemmer, så måske kender Samantha jer, men jeg gør ikke, så jeg vil altså ikke have jer herind!, råber han til sidst og banker igen hårdt ind i væggen med sin knyttede hånd. Det giver igen et sæt i mig så jeg står tilbage med store skræmte øjne.

Jeg ser drengene det også ser lidt skræmte ud, men alligevel ligner de bare sig selv. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige.. hvad skulle jeg gøre for at få dem ind? Justin tog døren og skulle til at smække den hårdt i imens han havde presset sine læber sammen, men så stiller jeg mig brat frem og stopper døren med mine håndflader og kigger langsomt op på ham.

-For min skyld?, hvisker jeg næsten såret men kærligt. Justin sukker hårdt og læner sig bagud mod væggen til han rammer den blødt. Jeg prøver ar kigge ham dybt i øjnene, men han har blikket mod jorden.

Jeg stiller mig op foran ham og sætter mine hænder på hver sin side af ham så han endelig kigger lidt op. Jeg prøver at ligne en der skal få ham til at få ondt af mig, men det føler jeg alligevel er lidt falskt. Men prøver i det mindste.

-Bare i nat?, hvisker jeg og stiller mig tættere på ham, så jeg allerede kan mærke hans indånding på min mund. Jeg tænker egenligt lidt på drengene derude.. hvad mon de tænker? De var virkelig stille..

-Kun i nat. Kun for dig, hvisker han og fjerner sig fra mig, men jeg hiver bare lidt fat i ham igen og giver ham er hurtigt kæreste- kys på munden og han forsvinder bagefter med et meget lille opgivende smil.

Jeg vender mig om med et større smil og klapper mine hænder sammen en gang,

-Nå! Kom ind, siger jeg tilfredst og træder alligevel lidt udenfor for at give dem et hurtigt kram hver. Jeg får et smil tilbage for hvert kram og lidt efter har alle stillet deres sko ved indgangen.

-Men jeg tager lige dem her, tilføjer jeg hurtigt efter at har opdaget at de stadigvæk bærer rundt på et par ølflasker. Jeg bøjer mig lidt ned for at tage én ud af Simons hånd og to af Maths. Ved ikke hvor Harrys flasker var, men måske havde han sat dem på gaden hvis han var færdig med at drikke? Jeg stolte flaskerne udenfor døren og lukkede den derefter i.

-Følg med mig, siger jeg efter et par sekunder da jeg har set de bare står der og glor som noget jeg virkelig ikke kan beskrive, men grunden var åbenbart at de ikke vidste hvor de skulle gå hen, da de jo ikke kender huset her.