Justin, kom.

Lykken forhelvede!

-Justin!, hvinede jeg og løb ind til ham hvor jeg overfaldt ham med et kram så han rent faktisk faldt ned fra stolen med mig på. Jeg gav ham tretten kys på hans mund så han fik et lille grin frem og jeg viste et kæmpe smil fra mig imens,

-Jeg er gravid!, råbte jeg lyksaligt op i hans hoved og klemte ham hårdt så han måtte gispe for vejret. Jeg tror han var blevet mundlam, for han lå bare helt stille..

-Justin!, hviskede jeg og rejste mig op fra ham og hjalp ham op ved at give ham en hånd. Han rejste sig langsomt, forvirret og overrasket på samme tid, op imens han ømmede sig stille. Jeg klappede i hænderne af glæde og fik et større smil på læberne end dengang vi mødtes. Langsomt gik det op for ham, hvad jeg faktisk sagde. Han rystede stille på hovedet og rynkede øjenbrynene. Han var virkelig slet ikke glad..? Jeg fik min mundvige langsomt nedad, da jeg så hans overraskende skræmte reaktion. Til sidst stod vi begge helt seriøse overfor hinanden.

-Er du slet ikke glad?, hviskede jeg og kiggede skuffet på ham. Mine tårer pressede på imens jeg ventede på det værste fra ham. Han begyndte at ryste en lille bitte smule på hovedet mens han trak sig på skulderen. Jeg fældede en tåre og skubbede ham blidt og løb ind i soveværelset bagefter, og satte mig til at græde. Jeg håbede virkelig på en undskyldning fra Justin, for nu ville jeg virkelig ikke miste ham, hvis jeg skulle have et barn. Jeg vil ikke lade mit barn opvokse uden en far. Det vil jeg ikke! Jeg krøb sammen og tog min hånd forsigtigt på maven. Jeg hørte Justin give en lille lød fra sig. Han var vist kommet herind. Jeg havde begravet mint ansigt i mine hænder og undgik at kigge op. Jeg mærkede en bevægelse i sengen. Justin.., tænkte jeg. Det var selvfølgelig Justin. Jeg sukkede lidt og fjernede mine hænder så han kunne se det grimme ansigt på mig lige nu. Ikke fordi jeg havde lyst til at vise det, men han skulle sgu se hvordan det påvirkede mig, på den måde han reagerede.