Dark Heart

Kapitel 4

>> Godmorgen <<jeg åbner mine øjne. Og jeg er forvirret. Igår besvimede jeg i en skov men jeg er vågnet i en seng.
>> Hvor er jeg? << jeg sætter mig op hvilket medfører at jeg får ondt i hovedet. Men det må jeg bare ignorere.
>> Jeg ved ikke hvad man kalder det << William smiler ked til mig. >> Men vi nåede frem <<
>> Men... Hvad skete der? << lige nu har jeg det ret dejavu.
>> Du besvimede og vi hentede dig << han smilede kort. Men så blev hans blik alvorligt.
>> Hvad så <<
>> De var for tæt på vores... det her sted. Så vi var nødt til at gå tilbage. << Han ser ned.
>> Så du siger at i, hvis ikke de andre havde været der, havde ladet mig ligge alene i skoven? << jeg smiler. Men jeg havde det ikke sjovt.
>> Neej. Det var også en af grundene. << han ser på mig.
>> Hvad med at vise mig rundt? << jeg er ved at gå ud af sengen.
>> Hvad med dit hoved? << han smiler.
>> Du skulle minde mig om det? << jeg sætter mig tilbage.
>> Men jeg kan vise dig derhen hvor vi spiser <<
>> Det er vel bedre en ingenting << jeg trækker på skuldrende.
Vi går ud af døren. Til venstre. Så går vi ned ad en gang og går så ind ad en dør til højre.
Jeg glemmer hurtigt vejen. Jeg tror jeg har brug for et kort.
>> Jeg ville lige advare dig om at de... Det er lang tid siden der er kommet nogen nye.<< han åbner den dør som vi stoppede forand. Og ved et langt bord sidder der... Mange mennesker. Mest mænd.
>> Det er så Claire. << William smiler.
>> Godt at se hende ved bevidsthed. << det er manden der sidder tættest på mig som siger det. Og jeg kan mærke at jeg rødmer. Det er sjælendt jeg bliver genert men jeg er det altså nu.
Jeg vender mig mod William. >> Hvor skal jeg sidde? <<
>> Bare ved siden af mig. << jeg føler mig som lidt af en outsider. Jeg kender kun en ud af hvad... 50? Og de andre kender allesammen hinanden.
>> Hej. << på min venstre side sidder der en pige. Hun er nok hvad... 19?
>> Hej << jeg vender mig mod min mad.
>> Jeg tror du er den første som faktisk er kommet sådan. << hun smiler.
>> Ja. << jeg smiler stille. Jeg tror jeg er ved at blive rød i hovedet.
>> Man skal altså ikke blive fulgt hertil af William. << jeg smiler.
>> Jeg sidder altså her << jeg ved ikke hvad det sjove er. Men jeg flækker af grin da William siger det. Jeg har nok bare haft brug for det. Jeg har ikke grinet i over en uge.

>> Må jeg få en rundtur nu? << vi har lige rejst os fra bordet.
>> O... << han bliver afbrudt.
>> Hey William. << en eller anden dreng med lyst hår er kommet over til os.
>> Hey Jason. Godt at se dig igen << Jason... Mason. Er det derfor Williams "navn" var Mason.
>> Du må være Claire. Jeg er Jason << det tror jeg jeg har fattet.
>> Hej Jason << jeg smiler.
>> Skulle du vise mig rundt eller hvad? << jeg har lagt armene over kors. Henvender mig nu til William.
>> Ikke lige nu. << han går. Og pludselig føler jeg mig alene.
Så jeg går ud ved gangen og åbner de mange døre. Og jeg tror jeg er nået til dør nr. 30 da jeg kommer ud. Men det er ikke den mørke skov jeg ser. Jeg ser en by. Med højhuse og butikker. De har jo deres ejet samfund. Det eneste der er i vejen med det er at byen er mennesketom.
Jeg hører en lyd og skynder mig ind igen.
Siden min mors død er jeg blevet meget mere bange. Men jeg er som jeg plejer at være. Nysgerrig. Så jeg går ud igen. Og der står en lille pige på højst 7 år.
>> Hej << jeg smiler til hende. Hun går langsomt over mod mig. Hun gemmer sig lidt bag sit sorte fedtede hår. Hendes sorte øjne kigger bange på mig.
>> Jeg gør dig ikke noget << jeg smiler. Igen. Og der er kun få meter mellem os.
>> Hvad ville du? << hendes tøj er laset. Hun ligner en hjemløs.
>> Sige Hej. Jeg er ny her og jeg kan ikke finde rundt. Og du er den første jeg har mødt siden morgenmaden. << Jeg bliver sur nu jeg tænker på William.
>> Nå. Så det er derfor du ikke kender til deres regler om os << hun ser ned.
>> Hvilke regler? << jeg bukker mig ned så jeg er på øjenhøjde med hende.
>> Jeg kender dem ikke helt. Du kan jo spørge dem << hun har lagt sine små beskidte arme over kors.
>> Men. Hvad er det her for en by? Og hvorfor er du så... << jeg stopper. Uanset hvad jeg skulle til at sige er det ikke sødt.
>> Det er en... By. Det er svært at forklare. Og jeg er som jeg er fordi jeg er født sådan. Men mine forældre blev placeret i byen. Spørg mig ikke om hvorfor. Jeg kunne ikke få det ud af mine forældre før de... Før de døde << jeg kan se en tåre falde.
>> Hvad siger du til at vi om en uge ses igen. Lige her. Og der håber jeg at jeg har et sted at bo... Og at jeg kan finde rundt. Og så kan du komme hjem til mig. Og få et bad og noget rent tøj. Og noget mad << jeg smiler til hende.
>> Okay. Så ses vi om en uge << hun går væk. Men der er noget ved hende der gør mig nervøs. Men jeg skubber hurtig nervøsiteten til side igen.