Dark Heart

Kapitel 5

Beklager der går så lang tid mellem kapitlerne. Jeg prøver at skrive dem lidt hurtigere og længere. Men her er et lille kort kapitel. - Anna

Jeg kan høre larm. Jeg går efter
larmen eftersom den må komme fra mennesker. Jeg er sulten og tørstig. Jeg har gået rundt i flere timer uden at finde nogen mennesker overhovedet. Og da jeg endelig så et sted jeg kendte var der ingen. Men nu kan jeg høre larm.
>> Nej det passer ikke << jeg ser alle dem fra morgenmaden. De sidder og spiser igen. Men nu må det så bare være aftensmad.
Jeg ser rundt på folkene rundt om bordet og mit blik stopper ved William som sidder og snakker med dem fra imorges.
Jeg går stille hen til ham med armene over kors.
>> Hun besvimede hele tiden. Det var så upraktisk. Jeg mener at vi jo ikke kom nogen vegne <<
>> Jamen tak da << jeg smiler.
>> Er du kommet? << William ser op på mig.
>> Ja << jeg trommer med fingrende.
>> Vi kunne ikke finde dig. Vi har ellers ledt efter dig. << han himler med øjnene.
>> Jamen det ville ikke have været nødvendigt hvis du bare havde vist mig rundt. << jeg skuler til ham.
>> Ja men... << han ser ned. Han har nok ikke noget at sige.
>> Hvad gør du nu? << Williams venner griner.
>> Hvad ville du gøre hvis du har været væk fra dine venner i et år og så kom tilbage << hans venner griner.
Jeg åbner munden men har så ikke noget at sige. Nu er det mig som står uden svar. For jeg har ikke rigtig nogen venner.
>> Jeg skulle rejse fra mine venner << Williams venner griner igen. Gad vide om de ved at jeg ikke helt har nogen.
>> Helt klart << jeg går. Jeg sætter mig på en ledig plads på den anden side af bordet.
>> Hej. Jeg hedder George. << jeg har sat mig ved siden af en mand i 50'erne eller sådan noget. Hans hår er gråt og hans hud er grumset.
>> Jeg hedder Claire << jeg smiler.
>> Det ved jeg << han smiler kort. Jeg vender min opmærksomhed mod maden.

>> William << jeg er færdig ned at spise og William sidder og snakker. Men han ser dumt på mig da jeg siger hans navn.
>> Ja det er sig jeg mener << jeg himler med øjnene.
>> Jeg håber at det ikke er for svært at vise mig tilbage til mit værelse. << mine arme er over kors.
>> Øhm << han ser rundt på sine venner. De griner. Men det gør de nu hele tiden.
>> Okay << han går med.
Jeg var lige ved at kunne lide ham indtil vi kom herhen. Nu er han igen bare en idiot. En arrogant idiot.
>> Kunne du ikke give mig et kort over stedet her << han nikker.
>> Og over byen? << han ser på mig.
>> Hvorfra kender du byen? <<
>> Jeg kan ikke gøre for at jeg så den. Der var jo ingen som ville vise mig rundt. << jeg smiler nu jeg kommer i tanke om at jeg til at starte med snakkede om at jeg ikke kendte ham og nu om at han ikke gad at vise mig rundt.
>> Jeg skal nok vise dig rundt imorgen. << jeg himler med øjnene. Som om han ville det.
>> Det lover du << jeg tror stadig ikke at han ville.
>> Jeg lover << han ser ned. Jeg er næsten sikker på at han lyver.
>> Så se mig i øjnene << jeg smiler. Jeg har hørt at man kan se på folk hvis de lyver. Og jeg har selv svært ved at holde masken mens jeg gør det. Så hvis jeg skulle se nogen i øjnene...
>> Hvorfor? << han ser mod mine fødder.
>> Fordi jeg kan se at du lyver hvis vi har øjenkontakt. << og der kom sandheden. Jeg kan ikke lyve.
>> Okay << han ser mig kort i øjnene men kigger så væk.
>> Du lyver. Det kan man se. Men jeg kan love dig at du ville blive pinlig over mig imorgen hvis du ikke gør det. << jeg tøver men tilføjer: >> Og du skal vide En ting. Jeg kan ikke lyve << jeg siger det som en trussel. Og pludselig går det op for mig at vi er stoppet. Og her er stille. Uhyggeligt stille.
>> Hvad sker der her << jeg hvisker. Er bange for at bryde stilheden. Og pludselig bliver jeg grebet af en frygt. Ikke for noget specielt. Bare frygt.
Jeg ser mod William. Han står som frosset fast.
Jeg ser mod den anden side. Men der er ingen.
Jeg ville skrige men kan ikke sige en lyd. Jeg ville løbe væk men kan ikke bevæge mine fødder.
En lyd skærer gennem luften og jeg finder hurtigt ud af at den kommer fra mig så jeg stopper hurtigt med at skrige. Jeg kan stadig mærke frygten men ikke i ligeså høj grad. Og jeg kan bevæge mig.
>> Hvad var det? << jeg er forpustet.
>> Jeg aner det ikke. Det... Det... Det er aldrig sket før. <<
>> Hvad med at komme videre << jeg prøver at lyde upåvirket men det er ikke fordi det går så godt.
>> Eller gå tilbage << han ser mod den vej vi kom fra.
>> De trak sig tilbage. De kunne have fortsat. << nu lyder jeg mere beslutsom.
>> Det har du ret i << vi går videre.

Jeg kan ikke sove. Hvad skete der tidligere idag? Det er næsten mere uhyggeligt end min mors død.
Den pludselige frygt. Jeg får kuldegysninger.