Dark Heart

Kapitel 2

De sidste par dage har været et mareridt. Jeg har prøvet at komme over det men det gik ikke så godt.
Jeg kan huske den dag. Jeg besvimede ude i en baggård men vågnede op hjemme. Og så skulle jeg jo også lige tjekke om det passede. Det gjorde det. Min mor er død.
Det giver et sæt i mig da det banker på døren. Så jeg går ud og åbner.
Der står drengen fra igår.
>> Hvad ville du? << jeg har lagt armene over kors.
>> Må jeg komme ind? << han står og smiler.
>> Jaja. << jeg sukker. Jeg har ikke brug for at han kommer.
Han går ind i stuen. Forrest.
>> Hvor ved du fra at stuen er her? Fant du ud af det på samme måde som du fant ud af hvad jeg hedder? <<
>> Det er kompliceret. << han trækker på skuldrene.
>> Fint. Det har jeg ikke noget imod. << jeg tripper med foden. Jeg ville vide det.
>> Ser du. Jeg har boet i byen et år før jeg startede i skolen. << jeg ved ikke om jeg skal smile.
>> Ja. Der slap du vidst lidt let. <<
>> Og jeg har udspioneret dig. << han lyder som om han skammer sig. Og det er bare godt.
Det banker på.
>> Jeg kommer igen om lidt. << jeg smiler. Det var ikke ment som trøst men som trussel.
>> Hej << der står to mænd udenfor døren.
>> Hej << de går ind. Jamen velkommen da.
>> Sæt jer ned. << vi er gået ind i spisestuen. Det er ikke meget mere end et spisebord og nogen stole.
>> Ja. Det er jo ingen hemmelighed at din mor er død. <<
>> Nej. << de behøvedes ikke at gnide salt i såret.
>> Og det er kommet os for øre at du ikke har anden famile. << så stop dog den formelle tone. Og ordene.
>> Nej. Og << jeg har droppet at svare formelt igen.
>> Vi kommer fra et børnehjem. Der er plads til dig << han smiler.
>> Oka... << jeg hører en lyd inde fra stuen.
>> Jeg er tilbage lige om lidt. << jeg går ind i stuen.
>> Hvad laver du? << jeg ser mod drengen.
>> Jeg så den her vase og puf. Så var den på gulvet << han smiler stille.
>> Det gør ikke noget. Den var også så grim. << jeg smiler. >> Men du gør selv rent. << jeg går tilbage til spisestuen.
>> Undskyld. Det var bare... << jeg hører døren åbne. Drengen kommer ind.
>> Ved du hvor kludene er? << Mason står med en spand i hånden. Nu kan jeg huske at han hedder Mason. Det sagde han i skolen.
>> Ude i gangen, i det hvide skab, midterste række, til højre. << jeg tøver. >> Men det ved du jo allerede. << jeg smiler. Han går igen.
>> Vi skal til og afsted nu. Men vi kommer igen imorgen. Så du må skynde dig. << de smiler.
>> Okay. Farvel << jeg lukker døren og går ind til drengen.
>> Lov mig at du ikke tager afsted. << det var det første han sagde da jeg kom ind.
>> Ja. Det kan jeg ikke. Sig mig hvorfor jeg ikke skal tage imod hjælp fra en dreng jeg ikke kender. En dreng som tydeligvist har udspioneret mig. << jeg har lagt mine arme over kors.
>> Hvis du lover ikke at tage afsted fortæller jeg det. << hans arme er også over kors.
>> Nej. For jeg kan da ikke være sikker på at du ville overholde det. << svarer jeg spydigt igen.
>> Okay. Men det er en lang, kompliceret historie. << han ser på mig med sine mørke øjne. De er så mørke at jeg ikke kan se hvilken farve de er. Men jeg går ud fra at de er brune eller sorte.
>> Jeg er ikke en helt normal dreng. <<
>> Suprise! Det fattede jeg allerede igår. << svarer jeg med det samme.
>> Ikke på den måde. Der er andre ligesom mig << han ser over mod døren.
>> Ja. Galninge og sykopater. << jeg smiler. Og til min overraskelse smiler han også.
>> Det kan du godt kalde os. Men du er også en af os. << han ser på mig.
>> Måske er i så ikke gal... Nej. Hvad snakker jeg om. Du er af os. << jeg prøver at sige det sidste som Mason.
>> Det er derfor jeg har boet i byen et år før. Hvorfor jeg har udspioneret dig og hvorfra jeg ved alt muligt om dig. << han ser ned. Jeg svarer ham ikke. Jeg føler mig dum.
>> Claire. Du er en Mallyss. << han ser på mig igen.
>> Ja. Og hvad er så det? << jeg himler med øjnene.
>> En slags magiker. Det kan jeg ikke forklare << han har mørkt hår. Næsten sort.
>> Ja. Helt klart. Vis mig det << det første siger jeg med sarkasme.
Han peger på et billede af mig. >> Kan du se det billede? << jeg nikker. Og billedet flyver hen til Mason's hånd.
>> Ok. Og hvad har det at gøre med mændene? << jeg trommer med fingrende.
>> De ved også at du er en Mallyss... Og de er en organisation mod Mallyss. Og de giver dig ikke et valg imorgen. Så stik af sammen med mig << jeg kan ikke se væk fra hans øjne.
>> Og... Du har ret til at kende mit rigtige navn. Det er William. << han smiler skævt.
>> Og det sagde du ikke i skolen fordi??? <<
>> Fordi at jeg at de andre er i byen. Og de kender mit navn. <<
>> Skal jeg pakke noget? << jeg har rejst mig op.
>> Kun meget vigtige ting. << han smiler. Jeg løber ovenpå og finder en taske. Der kommer jeg min mobil, noget tøj, en tandbørste og en sovepose ned i. Men så falder mit blik på et billede af min mor. Det kommer med ned.
>> Jeg er klar nu. << jeg er nået ned igen.
>> Godt << vi går ud da vi ser en af mændene.
>> Skynd dig. Løb << Vi løber. Og pludselig kan jeg ikke længere se Mason... William. Og da jeg kigger ned er jeg også selv væk.
Vi løb til vi var ude af den lille by. Mine lunger og mine ben gjorde ondt. Jeg havde brug for en pause.
>> Godnat. << jeg smiler. Jeg er træt.
>> Godnat. <<
Men jeg kan ikke sove. Den søvn jeg har fået har været fyldt med mareridt. Om min mor. Og om William.
Jeg hører en bil køre forbi men bemærker den ikke. Det eneste jeg kan mærke, er at mine øjenlåg bliver tungere og tunger. Indtil jeg sover.