Dark Heart

Kapitel 11

Jeg ved der er gået lang tid siden mit sidste kapitel. Men jeg har ikke så meget tid. Men jeg prøver at få næste kapitel udgivet noget hurtigere. - Anna

>> Sådan. Så er du færdig << Abigail træder et skridt tilbage og smiler.
>> Hvad har du gjordt ved mig? << hun har givet mig de længste øjenvipper. Og min øjenskygge er blå. Først næsten hvid men går langsomt over i mørkeblå. Og mine læber er lyserøde. Og så er der alle de cremer og alt det andet.
>> Er du ikke fin << jeg kan ikke lide at have Så meget makeup på. Men det ser vel ok ud.
>> Jo. Tak << jeg krammer hende.
>> Kom nu. << Abigail kommer alt det makeup ned i hendes taske. Og lidt i min.
>> Men altså jeg... << Abigail snakker og jeg må indrømme at jeg ikke lytter mere.
>> Bøh! << det giver et sæt i mig. Men da jeg vender mig om er det bare William.
>> Det må du ikke gøre igen << Jeg ser mod Abigail. Hun griner.
>> Var det meningen? << nu henvender jeg mig til Abigail.
>> Jeg vidste det ikke. Men han havde en periode hvor han hele tiden gjorde det ved mig. Men da jeg ikke længere blev forskrækket stoppede han. << hun griner. William himler med øjnene.

********************************

>> William! << jeg kan ikke finde ham. Vi trådte ind og William skulle tale med nogen. Og så blev han væk i alt kaoset. Lyset larmen og alle de mennesker. Og eftersom jeg er lavere end alle de voksne er det svært at se noget.
>> Hej Claire << jeg vender mig om og ser Madison. Flottere end sidst i sin lyserøde kjole.
>> Hej. << sidst jeg mødte hende var hun ikke den sødeste.
>> Leder du efter William? << vi er nødt til at råbe for at høre hinanden.
>> Ja. Hvorfra vidste du det? << jeg kan se nogen stirre på mig. Lidt for højt.
>> Du kaldte. Men jeg ved hvor han er. Han er i baren << jeg har åbenbart taget fejl af hende.
>> Tak << jeg går over mod baren. Den er ikke så sværd at finde. Det eneste sted med normalt lys.
>> William? << jeg kan ikke se ham. Men... Jeg troede på Madison. Hvad skulle han lave i baren?
"Bang." Der lyder et brag og jeg bliver kastet tilbage. Jeg kan høre folk skrige. Jeg er lammet af chok. Hvordan kan man bombardere det her?
Folk løber væk herfra. Det er her omkring eksplosionen kom.
Uden det er gået op for mig fanger jeg mig selv i at stå og stirre på det der engang var et menneske. Nu er det en lyserød bunke indvolde med grønt hår. Jacob.