Beklager dette korte kedelige kapitel. - Anna
>> Ville du vise mig stedet? << jeg står med armene over kors.
>> Fint. << jeg smiler. William sagde faktisk ja.
>> Hvor starter vi? << jeg er virkelig bare så glad lige nu.
>> Udenfor << han ser mod gangen.
>> Altså byen << jeg nikker svagt.
>> Nej. Udenfor << han smiler over jeg dummer mig.
>> Udenfor? << jeg løfter øjenbrynene i en spørgende grimasse. Han griner og går. Jeg følger efter.William åbner den næste dør og der er sne. Ligesom i byen.
Jeg ser op. Det er ikke byen. Vi er i skoven.
>> Hvad? << et hus er ikke så stort.
>> Kom herud << han går baglæns ud. Og jeg følger efter.
>> Hvad er det der er så interesant? << jeg er stoppet op foran William.
>> Ikke interesant. Men det er stadig fascinerende. Stadig nu << han lyder som en gammel mand.
>> Hvad er det så? << jeg himler med øjnene.
>> Vend dig om << jeg vender mig. Og jeg ser ikke det jeg forventede at se. Der står bare en hytte. En lille et etagers skovhytte.
>> Men... Huset... Byen? << jeg ser rundt. Ingenting.
>> Jeg aner det ikke. Det blev lavet før jeg kom. Men det er en slags magi << William trækker på skuldrene.
>> Det er utroligt. << jeg bliver ved med at se rundt. Bare for at sikre mig at jeg ikke ser syner
>> Ville du videre? << jeg nikker.
Han åbner døren forrest og går ned ad en gang.
>> Her er ikke så interesant. En masse værelser. Du skal jo have din egen lejlighed << han smiler kækt.
>> Nu? << jeg ser vantro på ham. Tror han ikke.
>> Ja. Jeg ville altså også smart tilbage. Og vores lejligheder ligger ved siden af hinanden. << han smiler. Jeg ved ikke om det kun er godt. Ham som nabo?
>> Må jeg så ikke hente mine ting? << jeg står med hænderne samlet op foran. Det gør jeg sjældent.
>> De er hentet. << han smiler. Ved tydeligvis noget jeg ikke ved.
>> Så lad os se den << vi går videre. Ud af døren og ud i byen.
>> Hvem er de hjemløse? De burde ikke være her. << vi er lige fået forbi et hjemløse kvarter.
>> ... Aner det virkelig ikke. Det er kun de øverste som ved det << han nikker i retning af den højeste bygning.
>> Nå. << jeg ser ned. Tænker på pigen jeg mødte.
>> Kan du se den store bygning? << han peger på et højhus. Det er de allesammen.
>> Det er der du skal bo. Du deler den selvfølgelig med andre men du har den øverste kvarte << han smiler men jeg aner ikke hvad man skal bruge alt det plads til.
>> Er bygningerne ikke lidt kedelige? << jeg ser rundt. De er alle grå. Ikke ligesom de billeder jeg har set af Times Square.
>> Jo. << han trækker lidt på skuldrene.
>> Men lad os nu se << vi går ind og bruger elevatoren op.
>> Skal vi se min lejlighed først? Jeg bor lige nedenunder << jan smiler.
Vi stiger af men før det skal vi taste en kode.
>> Fra elevatoren er der direkte adgang til lejligheden. << Dørene åbner og vi træder ind. Der er ikke rodet hvilket jeg ville have troet. Der er meget drenget men jeg havde ikke forventet andet.
>> Det er fantastisk << jeg ser ud af et vindue. Der er god udsigt. Man kam se hele byen.
>> Nu til din << William smiler og vi går ind i elevatoren igen. Den kører et par etager op og så åbner dørene.
Jeg ser rundt. Min lejlighed ligner ikke Williams. Min har grå vægge og betongulv. Og så er det ikke indrettet.
>> Det var så hvad jeg tænkte vi kunne bruge resten af dagen på << William smiler.
>> Er der butikker? << jeg ser ud mod byen.
>> Jada. Kom med << jeg går med.*
Vi har været nede og købe ting og vi er næsten færdige med basic. Væggene er hvide og gulvet er af birketræ. Der er lyst. Og jeg har fundet ud af at jeg kan lære det der med ar flytte ting med hjernen.
>> Hvad ville du have ind? << det eneste der mangler er møbler.
>> Alt hvad der er brug for << jeg smiler stille. Og i løbet af ingen tid er en gammel seng blevet til den dejligste seng. Og det tager ingen tid at få tingene op og ned af trapperne.
>> Wow det er flot nu. << jeg ser på de hvide gardiner og alt muligt.
>> Ja men der mangler ligesom noget her << William har vist mig et stort rum.
>> Prøv at forestille dig et musikrum. Med et stort sort flygel. Og mikrofoner og en guitar og... Det hele << jeg luller øjnene og ser det for mig.
>> Mener du sådan her? << for hm kræver det næsten ikke mere end et knips før alt står der.
>> Det er... Jeg ved ikke hvad jeg skal sige << jeg smiler.
>> Er du musikalsk? << William ser undrende på mig.
>> Øhm. << jeg smiler.
>> Spil noget for mig << han kigger på klaveret. Jeg sætter mig over og spiller en sang.
>> Du har en smuk stemme << William smiler. Jeg smiler også stort. Det gik også fint da jeg begyndte at synge. Men der var et par fejl da jeg spillede.
>> Er du klar til træning imorgen? << han smiler.
>> Øhm. Hvor er det? << jeg ser ud.
>> Jeg viser dig det << han er på vej ind i elevatoren.
>> Okay << jeg kan ikke vente til imorgen.

YOU ARE READING
Dark Heart
RandomClaire Huntington lever et helt almindeligt, kedeligt liv. Men en dag er intet som det plejer. Skyldes det den nye dreng? Eller noget andet?