Dark Heart

Kapitel 3

Det er mørkt. Jeg kan ikke se noget... Jo et glimt. Glimtet bliver til min mor. Jeg kalder på hende men hun hører mig ikke. Pludselig ser jeg nogen bag hende. Det er William. Han finder en pistol frem.
>> Mor! << Jeg kalder på hende og hun ser mig kort men det er forsent. Hun blev skudt ryggen.
Jeg vågner med et skrig. Lige før hun faldt.

>> Hvad er der Claire? << William kommer hurtigt over til mig.
>> Bare et mareridt. << jeg trækker på skuldrene. Men mit hjerte banker stadigt for hurtigt.
>> Hvad drømte du? << jeg ved at han spørger af venlighed.
>> Om min mor << mere siger jeg ikke og jeg ved at han forstår mig.
>> Okay... Ville du have morgenmad << han smiler.
>> Jeg er ikke så sulten. << jeg tøver >> Hvor langt er der egentlig til der hvor vi skal hen? <<
>> Jeg tror at vi ville kunne nå derhen på to dage... Så der må være en dag tilbage <<
>> Okay. Så lad os komme afsted << jeg rejser mig op og pakker det ned jeg har fremme.
>> Fint << han smiler og rejser sig.

Det er koldt. Det er sådan set det eneste jeg kan tænke på nu.
>> Må jeg spørge dig om noget? << William vender sig om mod mig.
>> Vi er i år 2015 og du har ikke noget køretøj? << jeg ser mod himlen. Der falder et snefnug ned på min pande.
>> Og kan vi skynde os lidt for det begynder at sne << vi sætter farten op. Men der begynder at blæse. Og eftersom det er modvind er der lige lidt hårdere.
>> Skal vi finde et sted vi kan være i læ? << jeg råber op til William da et træ vælter i stormen. Jeg skriger. Og pludselig bliver det mørkt.

>> Er du ok << jeg kan høre blæsten. Og mærke kulden. Men der er læ for blæsten og sneen.
>> Hvad skete der? << jeg tøver >> og hvor er jeg? << jeg sætter mig op men får hurtigt ondt i hovedet.
>> Altså. Det begyndte at storme og så væltede der et træ. Det ramte dig <<
>> Tillykke Sherlok. Og hvad skete der så? <<
>> Jeg fandt et sted med læ. <<
>> Ok. Tak << jeg smiler stille men det bliver mere til en grimasse. Jeg har meget ondt i hovedet.
>> Du skal altså have noget mad << han går over til tasken og finder noget mad frem. Og selvom jeg er imod det så hjælper det.
>> Jeg tror godt jeg kan gå lidt mere. Hvis der ikke er for langt <<

>> Er vi der ikke snart. << mit hoved smerter. Mine ben er ømme og jeg fryser.
>> Om et par kilometer << Så det er altså i skoven. Sidst jeg har været i skoven var med min mor da jeg var 7 år.
>> Det ved jeg ikke om jeg kan << mine ben knækker sammen under mig.
>> Kom nu << han sætter sig på hug ved siden af mig.
Jeg ryster på hovedet da jeg hører en gren knække bag os. Vi vender os begge.
>> Hvad var det? << jeg ser over mod William.
>> Jeg aner ikke hvem det er << lige da han siger det knækker endnu en gren og en mand træder frem.
>> Hej << han ser smilende mod William.
>> Hvad ville du? << William har rejst sig
>> Hvem er din veninde? << manden vælger at ignorere Williams spørgsmål.
>> Det kommer ikke dig ved << jeg ser mig kort tilbage. Jeg ser endnu en mand.
>> William hvem er de mænd? << jeg river ham svagt i ærmet.
>> Det siger jeg senere. Bare løb når jeg siger til << han visker.
>> Men... << jeg når ikke at sige mere før han afbryder mig.
>> Nu! << han rejser sig og hjælper så mig op. Og jeg prøver at følge med men William forsvinder stille i tusmørket. Og kort efter jeg har mistet ham af syne snubler jeg.

Jeg kan høre lyde af mennesker. Jeg tror at de slås. Men jeg kan ikke tage mig sammen til at åbne mine øjne. Jeg kan kun fokusere på hovedpinen som igen får mig til at besvime.