Full Moon

1. Forandringer

Jeg kiggede fortvivlet ud af ruden. Jeg var bange for, at det var sidste gang en solstråle ville nå mit ansigt. Min mor Lisa så på mig oppe fra passagersædet. Jeg ignorerede hendes blik og bøjede mit hoved tilbage mod nakkestøtten. Min storesøster Chole så interesseret ud af bilruden ud på det ensomme landskab, der strakte sig med træer og træer, et klippefremspring hist og her, små vandløb og floder og lidt flere træer. Sådan havde hun siddet de sidste time og set på det endeløse landskab, hvor hver eneste kvadratmeter lignede hinanden. Til forskel fra mig var hun glad og storsmilende. Den sidste time havde jeg til gengæld siddet surmulende og håbede på, at de ville fortryde og vende om. Men det gjorde de ikke. Jeg var ikke helt sikker på, hvor glad min far var for at vi skulle flytte. Vi havde boede i Arizona stort set hele mit liv. Jeg elskede det hele ved Arizona. Men nu havde Lisa fået nyt arbejde på en high school i den lille by Shelton, så vi skulle flytte. De mente også, at det ville være godt for mig at 'prøve noget nyt'. Så får man da også bare endnu mere lyst til at flytte til en af de mindste, mest ligegyldige byer i hele USA.
Det er forklaringen på mit dårlige humør. Jeg var normalt en rimelig glad pige på tretten. Jeg havde blågrønne øjne, langt mellemblondt hår, en smule bleg hud, smilehuller, mange fregner hen over næseryggen. Men lige nu var smilehullerne gemt langt væk. Hvis der var noget der hed vredeshuller, ville de være der.
"Amy, er du ikke bare vildt glad for, at vi skal flytte? Det bliver så fedt," spurgte mor begejstret og gnubbede sine lår. Hun frøs, men det var vel standarten for hele staten Washington.
"Jo. Det bliver bare super fedt," svarede jeg tonløst, mens jeg stirrede tomt ud i luften. Min eneste håndbagage var en lyserød dahlia til minde om solen, som jeg nu sad og knugede ind til min brystkasse. Den var allerede begyndt at hænge lidt. Jeg tror, den var mindst lige så utilfreds over det her, som jeg var. Jeg havde plukket den ude fra vores forhave derhjemme. Da jeg var lille havde jeg brugt en hel eftermiddag på at plante dahliaer i vores forhave. Jeg strakte mig for at se forbi min far Michaels skulder ned på instrumentbrættet bag rettet. Klokken var halv ti om morgen.
"Ni minutter til destinationen," lød det fra GPS'en i forruden.
"Endelig!" mumlede jeg for mig selv. Vi kørte stille og roligt forbi det store, træ byskilt i vejkanten. Shelton. Det her er byen, jeg skulle tilbringe de næste mange år i. Byen jeg forviser mig selv til. Vi havde boede her engang, men da jeg fyldte fire flyttede vi til Arizona, hvor vi havde boet siden. Jeg kunne huske, at jeg engang havde en god ven, der boede her. Han hed Justice. Men det var flere år siden, at jeg havde set ham sidst, så jeg ville ikke kunne genkende ham længere.
Nu havde jeg vænnet mig til at bo i en storby med bagende sol, propfyldt med menneske, så at komme her til, var nået af en forandring.
"Farvel sol," hviskede jeg lavt.
"Amy, der er altså godt vejr i Shelton. Der er fantastisk sol om sommeren," prøvede Lisa opmuntrende.
"Der er ikke sol hele året."
"Jamen, så skulle vi være blevet i sydstaterne."
"Fint med mig. Jeg vil gerne hjem."
"Ikke på den måde. Shelton er vores nye hjem. Med tiden vil du elske det."
Opgivende stirrede jeg ud af ruden
"Så kommer det til at tage tid," mumlede jeg sammentyggede.
Som vi langsomt trillede hen af vejen, kom vi tættere på noget, der skulle ligne en by. Mor slog hænderne sammen i begejstring. Min mor fandt denne "by" charmerende. Den så også meget hyggelig ud, måtte jeg indrømme. Vi kørte forbi en høj totempæl. I bunden var en bjørn med en fisk i hænderne. Oven på den var en bæver. Oven på den var en ugle, og på toppen var en ørn med udstrakte vinger. Far svingede ind i en indkørsel foran et toetages, hvidt træhus. Sådan så næsten alle husene i hele byen ud.
"Så er vi her," sagde Chole og sprang ud af bilen, mens hun samlede sit lyse hår med en elastik. Jeg overvejede, om jeg skulle blive siddende i bilen eller gå med ind. Men jeg gik alligevel med. Med tøvende skridt gik jeg op af verandaens tre trin op til døren. Langsomt tog jeg i håndtaget og åbnede den lyse trædør. Min familie var længe i gang med at undersøge det møbel frie hus.
"Hvor er mit værelse?" spurgte jeg.
"Det første værelse når du kommer op af trappen," svarede far. Jeg nikkede og gik op. Da jeg kom op, så jeg mig omkring i rummet. Det var firkantede, ikke så stort, hvide vægge, og lyst trægulv. Mens jeg kiggede mig rundt, bevægede jeg mig over mod vinduet. Man kunne se over på huset lige ved siden af. Forsigtigt lagde jeg min blomst i vindueskarmen. Mit blik fangede de tunge mørke skyer på himlen.
"Ja, så er der vel ingen vej tilbage," mumlede jeg.
Som timerne gik, kom flyttemændene endelig. Jeg sad på en bænk ude i forhaven og så på, mens de bar møblerne ind. Her havde jeg siddet det meste af dagen. Mens de andre havde gået på opdagelse i huset og i byen, var jeg blevet 'hjemme'. Ordet var begyndt at passe mig lidt bedre. Jeg havde ligesom indset, at jeg ikke kunne komme tilbage. Og så måtte jeg vel blive her. Måske var det rigtigt, hvad mor sagde. Måske ville jeg komme til at holde af det her sted. Men der var vel en grund til, at vi engang flyttede.
Efter jeg havde siddet der et stykke tid og kiggede på flyttemændene, der op til flere gange var snublet på verandaens trappetrin, kom der en dreng hen til mig. Hans kraftige sorte hår lå kludrede rundt på hans hoved.
"Hej, jeg hedder Justin Douglas," sagde han lidt genert og satte sig ved siden af mig. Hans store brune øjne fik mig til at smile. Hans hud var rigtig solbrun. Han virkede bekendt. Noget ved hans øjne.
"Uhm, jeg hedder Amy Brennan."
Han så overrasket på mig, og hans øjne spilede op. Han rystede på hovedet og så ned i jorden. "Okay. Jeg ville bare lige byde jer velkommen. Jeg bor lige ved siden af," fortalte han ydmyg og pegede på huset ved siden af, magen til vores. Det var det, jeg kunne se fra mit vindue. Mens han sad og snakkede, fangede en skikkelse over ved skoven lige ved siden af hans hoved min opmærksomhed. En høj, mørkhåret dreng stod lænet op af et træ. Han kiggede direkte på mig. Selvom jeg prøvede at koncentrer mig om Justin, skævede jeg hele tiden over mod ham.
"Nåh, jeg ville bare sige velkommen," sagde han og så på mig med sine store brune øjne. Jeg prøvede at løsrive mit blik, men det var virkelig svært. Hvorfor stod han der og kiggede direkte på mig. Det var underligt.
"Jo tak," nikkede jeg en smule fraværende, mens mine øjne prøvede at fokuser i to retninger. Han skulle lige til at rejse sig, da en lille dreng kom løbende mod ham. Den lille dreng stoppede op ved siden af Justin og så måbende på mig, som om jeg var et væsen fra det ydre rum.
"Ja, det er så min lillebror Kyle."
Kyle trådte lidt til siden og gemte sig bag sin brors ben. Han lignede Justin med det mørke hår, brune øjne og brun hud. Hvilket var lidt usædvanligt for denne solskinsfattige by.