Saving Lucy

Kapitel 6 - den nye meget-ikke-rygte-skabende-overhovedet pige, aka, Lucy

Klasselokalet, Lucy sad i, lignede ethvert moderne klasselokale.

Der hang en stor tavle i den ene ende, bordene stod på så man sad to og to sammen, og eleverne stimlede hen til de pladser, de helst ville have.

Lucy prøvede at gøre sig så lille som muligt på den bagerste række, men hendes tasker med skolens logo på, samt det faktum at alle eleverne kendte hinanden, satte hende hurtigt under nysgerrige øjne.

Et velkendt ansigt fik Lucys skuldre til at sænke sig en smule, idet Lucille satte sig på pladsen ved siden af Lucy. Eller... Hun satte sig på bordet ved siden af Lucy og stillede sin designer-taske på stolen.

"Tag dig ikke af dem, mon amie." Hun gav Lucy et betryggende smil, der med vandrende øjne gengældte det, inden hendes blik faldt på et par kolde øjne, i den modsatte ende af lokalet.

Gen betragtede hende med et ulæseligt udtryk, der fik hårene på Lucys arme til at rejse sig. Hun havde på fornemmelsen, at den anden pige ikke bare kiggede på hende, fordi hun ikke vidste hvem hun var.

Den ubehagelige øjenkontakt blev brudt, da Theo kom hen til Gen. Lucy kiggede hurtigt væk, selvom hun kunne mærke Theos blik på sig også.

"Det er svært, når alle stirrer." Lucy fandt Lucilles blik. Pigen smilte bare.

"Og generer opmærksomhed dig?"

Lucy rynkede panden. Hun var vandt til opmærksomhed. Hun havde danset hovedroller på det kongelige teater, på trods af, at hun aldrig havde valgt at gå på balletskolen. De havde hvisket om hende der. Den gang var det enten af jalousi eller beundring. Men en nagende fornemmelse i siden fortalte Lucy, at den her gang var der en anden grund til det. Alligevel rettede hun ryggen.

"Nej." Hun kiggede rundt i lokalet. "Det, der generer mig, er at folk kun stirrer."

Lucille grinte en syngende latter, netop som døren blev åbnet og deres lærer kom ind i klassen med meddelelsen om, at de skulle lave et projekt i hans klasse.

*****

Af alle de magiske fag på skolen, var historisk magi helt klart det mest undervurdere. Selv Gens bror havde droppet faget, så snart han kunne, en holdning hun ikke delte.

Da Gen trådte og hen til sin sædvanlige plads - forrest ved vinduet - overhørte hun flere af eleverne brokke sig over faget.

Ikke at det overraskede Gen. Hvis man ikke havde en interesse for historie, var historisk magi da langt ude. I bund og grund lærte man om, hvordan den magiske verden havde holdt sig skjult for menneskerne. De lærte om, hvordan det var endt i krig, hver gang den magiske verden blev almen viden... Og de lærte om sære sager indenfor magien, der senere var blevet ulovliggjort, fordi man anså de værste konsekvenserne af magien for alvorlige.

Det ellers larmende klasselokale blev med et tyst, da Skoleinspektør Graves trådte ind.

Hvis der var en ting, den mand kunne, var det at få vendt alles opmærksomhed mod sig, selv hvis det kun var få øjeblikke. For det meste begyndte der at løbe en mumlen rundt i klassen igen, efter skoleinspektøren havde gennemgået dagens program.

Det var ikke anderledes i dag. Skoleinspektøren smilte ud til klassen, inden han gav dem dagens opgave. De skulle enten i grupper eller hver for sig undersøge en sag indenfor magien, der var endt med lovforbud mod en enkelt form af magi, og grundene hvorfor.

Gen så sig rundt. Et par af personenere i klassen sendte hende nogle håbefulde øjne, men hvis det var fordi, de ville være i gruppe med hende, måtte de nøjes med skuffelsen. Gen arbejdede bedst alene. De få gange, hun havde indgået i frivilligt gruppearbejde, havde været, når der var en person, hun gerne ville lave... skolearbejde med alene på sit værelse med tøjet af. Men der havde været en relativt for nyligt, og Gen orkede ikke at finde en ny, så det blev solo-arbejde denne gang.