Saving Lucy

Kapitel 10 - Kolde, døde øjne

Først så Lucy intet usædvanligt, da hun kom hen til stedet, hvor Theo var stoppet. Graves og Felix var ingen steder at se. Lucy lagde mærke til Gen, der sad lidt væk. Hun sad foran noget, der lignede en stor træstamme. Med et sæt gik det op for Lucy, hvad det var.

Gen sad foran Helles lig.

Lucys hjerte hamrede i halsen på hende, idet jorden gyngede under hende. Hun tvang sig selv til at tage et skridt fremad.

Helles hud var bleg. Hun havde brunt, indtørret blod i mundvigen, og hun lå, så hendes livløse øjne kiggede på Lucy, hvis underlæbe bævrede. Hun kunne ikke holde det inde længere. Et hulkende gisp skød sig vej op ad Lucy, idet de første tårer forlod hendes øjne, og dannede en sti over hendes kinder.

Hun kunne ikke se på Helle.

Helle, der havde grinet af hendes jokes. Helle, der havde dækket for hende, når hun pjækkede fra en time fredag morgen, efter hendes balletlærer havde været efter hende dagen før. Helle, der havde trøstet hende dengang...

Lucy vendte sig væk fra synet og ramte ind i noget hårdt, hun først senere registrerede, var Theos bryst. Duften af hans aftershave ramte hendes næsebor, men hun opfangede det knap. Det brændte i hendes bryst, og hun havde svært ved at trække vejret. Hulkene tvang sig ud af hendes strube, og tårerne tvang sig ned over hendes kinder.

En varm hånd lagde sig på hendes ryg.

"Shhhh."

Det virkede forkert, tænkte Lucy. Theo trøstede hende, mens hun sørgede over den veninde, der var død på grund af den verden, han kom fra. Men hun kunne ikke trække sig væk. Hun kunne ikke se på Helle. Det eneste hun kunne var at græde ind i Theos trøje. Hendes ben vaklede, og armen lagde sig ned til hendes hofte, for at holde hende oppe.

"Lucy?" Theos stemme var blid. Hvis Lucy ikke kunne mærke hans krop arbejde, når han snakkede, havde hun ikke troet, hans stemme kunne være så blid. "Hvis du ikke vil se det her, er det okay," forsatte Theo, "vi kan få en af lærerne til at komme. Så kan du hjælpe dem."

Lucy trak sig tilbage. Gennem tårerne var Theos træk udvaskede, det blå øje en diamant ved siden af det brune. Hun tvang sig selv til at tage en dyb indånding. Først resulterede det i flere gisp efter vejret, men hun tvang sig selv, til at fortsætte med at fokusere på sin vejrtrækning.

Hvis hun skulle finde ud ad, hvorfor Helle var død, skulle hun også kunne se Helle.

Lucy bed sig i læben, og ignorerede at hendes hår klæbede til hendes tårevåde hud. Hun havde efterladt en våd klat på Theos trøje, men hvis han var træt af det, viste han det ikke. Lucy ignorerede det også.

"Jeg vil vide det." Hendes stemme var svag. Hun følte sig svag. Men det behøvede Theo ikke se, så hun rettede ryggen og tog endnu en dyb indånding. "Jeg vil vide, hvorfor Helle døde."

Theo nikkede mod Gen og Helles lig. "Så skal du følge med nu."

Lucy tvang sit blik tilbage på sin døde veninde. Gen sad med lukkede øjne med Helles hoved i skødet. Hendes overkrop svajede ganske sagte, idet hun nynnede lavmælt. Felix og Graves sad på hver sin side af Helle. Hvornår de var kommet, vidste Lucy ikke. Hun tvang sig selv derover.

Det var som om, at hele skoven blev tys, mens Gen nynnede. Hendes hænder begyndte at lyse en smule.

"Rursus oriri, heu mortuus est"

Gens stemme var ru, som talte en gud gennem hende. Hun lagde hænderne på Helles hoved.

Med et gisp kom Helle til live.