Saving Lucy

Kapitel 2 - (U)frivillig bedøvelse

Lucy røg ind og ud af bevidsthed. I de få klare øjeblikke opfangede hun, at hun lå på bagsædet i en bil. Nogle gange mærkede hun bilen bremse hårdt, så hun var ved at falde ned ad sæderne, men en stærk arm holdt hende tilbage. Lucy burde have været bange, men hun kunne ikke bevæge sig. Hendes skulder brændte og hver gang hun åbnede øjnene, var verdenen foran hende sløret, som hvis hun så det gennem mudret vand. Der var stemmer omkring hende i ny og næ, men hendes hjerne var for tung til at høre, hvad der blev sagt.

Lyden af en bildør vækkede Lucy igen. Hendes syn var stadig sløret, og hun havde knap kræfter til at løfte hovedet.

"Hvordan har hun det?"

En bekymret stemme lød tæt ved Lucys hoved. Hun prøvede at kigge imod den, prøvede at tale, men hendes tunge føltes for stor i hendes mund. Nogle tog hende forsigtigt ud af bilen. Hun stønnede, da personen rørte skulderen. Havde hun været mere frisk i hovedet havde den skarpe smerte fået hende til at skrige, men ikke engang det kunne hun.

"Hun falder ind og ud af bevidsthed. Beluaen fik held til at hakke hende i skulderen." Ordene kom et sted ved siden af hende. Det var altså ikke den person, der bar hende, der talte. "Hun er blevet forgiftet. Jeg tror det bliver en hård omgang."

Hvad end der blev svaret hørte Lucy ikke, for hun mistede bevidstheden igen.

*****

Næste gang Lucy vågnede kunne hun se klart igen. Hun lå med hovedet ned i det, hun regnede med, var en hovedpude. Hendes overkrop var bar, medmindre man så bort fra BH-en, hvor den stroppen over den dårlige skulder også var blevet fjernet.

Lucy mærkede hurtigt efter og prøvede at rejse sig op og se sig omkring, men i samme øjeblik hun bevægede sig, holdt en fast hånd hende nede.

"Forsigtig."

Stemmen var blid. Lucy drejede langsomt hovedet for at se stemmens ejer. En mand nok midt i fyrrene sad på hendes venstre side. Han havde en rynke mellem øjenbrynene lige over den krogede næse. Bag det afbarberede skæg kunne Lucy ane det, hun gættede på, var ar.

"Vi skal have tilset din skulder færdig, før vi kan vende dig om." Hans varme øjne fandt Lucys. "Okay?"

Lucy gryntede. Hendes stemme virkede stadig ikke. Manden smilte til hende, så et par rynker opstod ved siden af hans øjne.

"Sygeplejersken giver dig noget bedøvende nu, okay? Så kan vi tale sammen når du vågner."

Lucy sagde ikke noget. Hun mærkede knap nok nålen, da den blev stukket ind. Hvis de ville mig ondt, tænkte hun, så ville de ikke tilse mit sår... Hvis det overhovedet er det de gør.

Før hun kunne tænke videre over det faldt hun ind i mørket igen. Det eneste hun opfattede, var smerten i skulderen, der langsomt gik fra at brænde konstant til blot at dulme en smule.

*****

Gen opsøgte Theo det øjeblik, han trådte ud af sygeafdelingen for at hente de bøger, Inspektør Graves havde bedt om, samt at lægge kniven tilbage på plads. Han var ikke overrasket. Hun havde mødt dem i entréen og var først gået væk, da Inspektør Graves havde beordret det. Nu stod hun med krydsede arme foran ham, hendes ene øjenbryn elegant hævet. Theo vidste, hvad hun ville spørge om, inden hun åbnede munden, så han trak bare på skulderne ad hende.

"Vi ved ikke noget, Gen," sagde han på engelsk og gik imod inspektørens kontor. "Hun var ved nogenlunde fuld bevidsthed lige før, men såret på hendes skulder er slemt. Vi kan først vide noget, når hun vågner, og vi rent faktisk kan spørge hende om, hvad der skete."