Saving Lucy

Kapitel 9 - Lejrtur og monsterjagt går jo pænt hånd i hånd

Solen stod højt på en skyfri himmel, da Theo kom ud i skolegården, hvor de andre elever, der skulle med, stod. Det var en klar, men kold, forårsdag, og Theo nød den kølige luft mod sine varme kinder.

"Kommer Graves ud?" Gen, der straks var kommet over til ham, gav ham et spørgende blik.

Theo trak på skulderne. "Ja, når han ellers har fået gjort Lucy klar."

"Lucy?" Spurgte Gen vantro. "Skal hun med?"

"Jeps," Theo sendte Gen et blik, han vidste, hun forstod i et splitsekund, "og jeg har fået ansvaret for hende."

Han brokkede sig på samme måde, som når ens lærer giver en lav karakter, bare fordi de kan. Men han havde ikke hjertet med i ordene. Hvis han skulle være ærlig over for sig selv, ville han helst ikke tilbringe noget tid sammen med Lucy overhovedet. Jo færre forbindelser han havde, jo bedre. Det var allerede for meget, at han holdt Gen og Felix tæt på, men han havde prøvet at overleve uden dem, og han var nær død af det. Og den fremmede pige gav ham lyst til at skabe nye forbindelser.

"Hvorfor?" Gens stemme skar igennem luften. Et par af de andre elever sendte dem blikke, men Theo ignorerede det. Folk stirrede altid, når han stod med sin søster. I stedet gav han Gen et vagt smil.

"Fordi jeg tog en cultro melior, og reddede hendes liv med den."

Gen hævede et øjenbryn, men sagde ikke noget. Hendes mund blev spids, og Theo vidste, at der bag de brune øjne, blev tænkt grundigt.

Et hak på skulderen skubbede Theo fremover, i det Felix kom op til dem.

"Hvad så bitches," grinte han. Theo smilte til ham, og Gen lagde hovedet på skrå.

"Theo skal babysitte Lucy, så det er ikke sådan super," sagde hun. Hendes stemme var kold. Felix rynkede panden, men inden han kunne sige noget, lød en lys stemme bag dem.

"I skal ikke tro, at jeg er synderligt glad for det."

Lucy så på dem. Hendes mørke krøller var trukket tilbage i en sidefletning, der vidste hendes ansigtsform. Theos mund blev tør, i det hans hud sitrede en smule. Gen så bare på pigen.

"Forskellen er, at ingen giver en fuck for, hvad du synes."

Med de ord gik Gen over mod nogle af de andre elever, der skulle med. Hendes sko klikkede mod stenene i gården.

Felix sendte Lucy et vagt smil. "Du skal ikke tage dig af Gen," sagde han, "Eller Theo for den sags skyld. Men du må hellere gøre, hvad Graves siger."

Lucy sendte ham et taknemligt smil. Theo vandt sin stemme igen.

"Så længe du ikke går væk og lader dig selv blive dræbt, skal det nok gå okay."

Lucy hævede et øjenbryn af ham. "Jeg havde ikke planer om det, før du nævnte det, men nu må jeg indrømme, at tanken er noget så tiltrækkende."

Theo åbnede munden, men der kom ingen ord, ved siden af ham klukkede Felix af joken. Lucy sendte Theo et smørret grin, før hun gik hen til Johanna Wehnert, der var en af de andre elever, der skulle med. Felix fnøs lavmælt, og hans øjne lyste af morskab, da Theo vendte sig mod ham.

"Hold kæft." Theo skubbede til Felix, der rakte hænderne opgivende i vejret.

"Jeg sagde ikke noget."

"Du tænkte det."

"Ja," indrømmede Felix, "Jeg tænkte, at jeg netop var vidne til, at en pige efterlod dig målløs."

*****

Skolen havde åbenbart en minibus, som alle eleverne kunne være i. De 8, der, udover Lucy, skulle med, i hvertfald. Lucy sad sammen med Johanna, der plaprede løs om skole, drenge og lektier. Lucy nød den uendelige plapren. Det betød hun ikke selv behøvede at tænke.