Saving Lucy

kapitel 1 - Verdens værste studietur

Schwarzwald var smuk om foråret. Bøgetræerne nærmest reflekterede solens stråler i deres lyse blade. Fyrtræerne stod majestætisk og bød også foråret velkomment. Ved udkanten af nationalparken lå byen Baden-Baden. Den var hyggelig nok, med gamle huse, blomsterkasser og tysk charme, men Lucy tænkte, at hun nok havde syntes bedre om den, hvis den havde den mindste relevans til hendes klasses studietur. Men sådan var det altså ikke. I stedet for at tage af sted med idræt, som ESAA-klasserne altid gerne ville, var de taget afsted med tysk, fransk og historie. De havde brugt 2 nætter i Berlin, men da de også skulle nå til Frankrig, så turen var relevant for dem i klassen, der havde fransk fremfor tysk, havde de taget den sceniske rute mod landet.

Der var ingen, der havde forudset, at bussen ville bryde sammen og tvinge klassen til at tilbringe en nat i Baden-Baden. Der var heller ingen, der havde turdet gætte på, at det lille skodhotel, de ville ende op på, lå udenfor selve byen, hvor de trædækkede bjerge holdt al solskin ude.

"Ærligt hvis resten af vores studietur er i en fucking flække i Tyskland, sagsøger jeg skolen." Helle sparkede til et stykke bark, der lå på den lille sti op imod hotellet. Lucy betragtede sin veninde og smilte let ad hendes udbrud. "Jeg troede vi ville få lækre franske monsieurs... Ikke fucking frankfurtere."

Denne gang brød Lucy ud i latter, og måtte stoppe veninden, idet latteren tvang hende til at bøje sig forover. "Vi er ikke engang tæt på Frankfurt," sagde hun.

Helle rynkede panden. "Aja," hun viftede med hånden. "Så længe vi kommer fucking væk."

Lucy flettede sin arm ind i venindes. Hun så sig omkring. En skovsti snoede sig væk fra grusvejen på deres venstre side. Da hun havde spurgt hotelejeren, hvor den ledte hen, havde han bare mumlet noget på tysk om satans vilddyr, der altid stjal hans høns.

"Jeg tror din bekymring lige nu skal være at udforske den sti," smilte Lucy. "Det lovede du jo Kasper, at vi ville."

Helle rystede på hovedet og kvalte et fnys. "Nej jeg gjorde squ ej. Han udfordrede os til at gå ned ad den i mørket, og jeg tog imod udfordringen."

Lucy himlede med øjnene og trak veninden med hen imod starten af stien. Længere nede ad den blev bøgetræerne erstattet af fyrtræer, der for alvor lukkede solen ude. Lucy syntes det lignede en troldeskov.

"Hvis vi ser en ulv, efterlader jeg dig altså. Det slemt nok at gå på den her vej."

"Tjoh." Helle så på Lucy. "Du har en pointe."

Helle trak Lucy videre og væk fra stien. Lige inden Lucy lod sit blik glide væk fra stien og tilbage på vejen, raslede bladene. En knude samlede sig i hendes mave, da et par gule prikker glimtede mod hende. Hun nåede ikke at undersøge det, da Helle var begyndt at gå hurtigere, men hun havde en nagende fornemmelse i maven, af, at hvad end de gule prikker var, så var der nogen, der holdt øje med hende.

*****

Det blev tidligt mørkt i dalen, men for ikke at blive fanget i at snuse rundt i skoven, ventede Lucy sammen med Helle til efter lærerne var gået i seng, før de sneg sig ud ad hotellet.

Kasper og nogle af de andre fra klassen stod derude og hujede af Lucy og Helle, da de trådte ind på den dystre sti. Lucy ignorerede dem, men deres larm løsnede den knude, hun havde i maven, selvom hun stadig pillede ved uret, der sad på hendes venstre arm. Om knuden var af nervøsitet eller spænding, vidste Lucy ikke, men da hende og Helle var gået så langt ind af stien, at de nåede fyrtræerne, og deres venners stemme blev erstattet af nyttedyrenes lyde, skød gåsehuden igen op ad Lucys arme. Hun ville ikke være overrasket, hvis deres klassekammerater var gået, da de kom tilbage. Tanken hjalp ikke på hendes hjerte, der hamrede i halsen, da hun så sig omkring. Hun var ret sikker på, at hendes blå øjne var opspilede. Stanken hjalp heller ikke. Skove skulle dufte af fyrnåle og bregner, ikke rådne blade. Helle var også blevet tavs, hvilket fortalte Lucy, at veninden selv følte sig utryg. Hun tog venindens hånd.