Saving Lucy

Kapitel 21 - Bierstuber og Blodbørn

Gen hev trøjen en smule over hovedet i håbet om, at den ville dække for nogle af de tunge regndråber, der stod ned overalt omkring hende.

Egentlig havde frk. Schubert ikke givet hende lov til at gå, men Gen var ligeglad. Hendes tanker var på én ting, og hun skulle fortælle det til Theo så hurtigt som muligt. Det eneste problem var, at hun ikke kunne finde Theo.

Han havde virket ved siden af sig selv, da han kom for at besøge hende om aftenen, og det bekymrede hende. Hun havde en dårlig fornemmelse af, hvor hun ville finde ham, så nu havde hun, på trods af strenge ordre om at blive i sengen og en dundrende hovedpine, forladt skolen i pisregnvejr.

Et gult lys stod ud ad vinduerne ved den lokale bierstube. Gen humpede ned af de glatte trappetrin, for at komme ned til døren, og lukkede sig selv ind. Varmen slog hende i hovedet og gjorde hende et øjeblik rundtosset. Musikken dunkede ude af takt med hendes hovedpine.

Hun rystede svimmelheden ad sig. Hun havde vigtige ting at sige. Hun håbede bare, at den Theo, hun allerede nu spottede alene ved et bord, ville forstå vigtigheden af det hun sagde.

Hun vraltede gennem det varme lokale, hvor byens mænd og kvinder stuvede sig sammen og nød et varmt måltid. Theo så hende, før hun satte sig overfor ham.

Hans blik var fjernt. Hans øjne var røde. Med et sæt indså Gen, at han havde grædt.

"Theo?" Hendes stemme var blid. Pludselig var hun ikke sikker på, om hun skulle sige det nu.

"Gen." Hans stemme var monoton. Han så på hende, da hun satte sig overfor ham. "Burde du ikke være på skolen?"

Gen ignorerede hans spørgsmål med bekymret mine. "Theo hvad sker der?"

Theo så på hende med tænksomme øjne.

"Ingen..."

Og så med et brød han sammen foran hende. Tårerne begyndte at flyde ud ad hans øjne, som Gen kun havde set en gang før. Et splitsekund var hun for overvældet af synet af hendes storebror, der græd foran hende, til at gøre noget. Det næste havde hun rejste sig op og lagt armene om ham.

"Det okay. Du kan godt fortælle mig det."

Theo rystede på hovedet. "Nej jeg kan ej..." Han tog en dyb indånding. "Jeg kan ikke fortælle det til nogen uden også at miste dem."

Et skår skar sig ind i Gens hjerte ved den mængde håbløshed, hun opfangede i Theos ord. Hvad havde slået ham ud af den på den måde?

Hun bed sig kort i læben, inden hun tvang sin bror til at se på hende. "Theo, du kan fortælle mig det. Jeg vil bare hjælpe dig. Du kommer ikke til at miste mig."

"Sådan som jeg ikke mistede mor og far?"

Gen trådte et skridt tilbage. Hun havde egentlig accepteret, at hun måske aldrig ville kende sandheden om sine forældres død. Men nu sprang nysgerrigheden frem igen.

"Handler det om mor og far?"

Theo sukkede og kiggede ned i sine hænder.

"Det har altid handlet om mor og far." Hans blik fandt hendes. "De blev myrdet for øjnene af mig Gen, ved du det?"

Gen rystede forsigtigt på hovedet, inden hun trådte tættere på sin bror igen, og satte sig ved siden af ham.

"Han dræbte dem foran mig, og så sagde han ville komme efter jer også, hvis jeg sagde noget nogensinde. Jeg kunne holde til det... Men nu..."

Et hav af spørgsmål vældede gennem Gen. "Hvad nu?"

Theo fangede hendes blik. "Det er noget med Lucy. Wiktor sagde de ville have hende. Han truede jer igen. Jeg... Jeg... Jeg ville bare ønske, at jeg aldrig var kommet hjem tidligt den lortedag." En tåre trillede ned ad hans kind. "Jeg ved ikke engang, hvorfor Lucy er så vigtig."

Med et vidste Gen, at det var nu, hun skulle sige det, hun havde fundet ud af.

"Måske ikke," Gen kiggede kort rundt i lokalet, inden hun så tilbage på sin bror, "Men det tror jeg, jeg gør."

Theos øjne blev store. "Hvad?"

Gen sukkede. "Kan du huske min opgave om Blodbørn?"

Theo nikkede til Gen, der tog en dyb indånding.

"Blodbørn er ikke som andre magikere. Ved menstruation inden den ægløsning, der giver det æg, der befrugtes, vil moderen gennemgå diverse magtfulde, svære, fuldkommen sindssyge ritualer. Ved undfangelse vil hun - og faderen - dyrke flere ritualer. Gennem hele graviditeten vil de gentage dette. Barnet skal, efter det er født, bades i faderens blod."

Gen fik kvalme alene ved tanken, og af et dømme fra Theos blik, var hans reaktion nogenlunde ligesådan. Gen fortsatte:

"Resultatet er en magiker stærkere end nogle andre. Efter det første blodbarn blev for stærkt, samlede Rådet sig og kastede en mægtig besværgelse. Blodbørns magi blev bundet. De vil være som mennesker, indtil de finder et anker... Eller nøgle eller hvad man end kalder det. Hvis de er i nærheden af et, vil det kalde på dem. Især hvis de bliver følelsesmæssigt oprørte... Du ved, ligesom når vi bruger magi pga. følelser."

Theo nikkede, så Gen fortsatte:

"Så længe de har det anker på sig, vil de være mægtigere end enhver magiker..."

Theo fortsatte for Gen:

"Uden ville de virke som mennesker."

Theos øjne blev store. Han kiggede på Gen.

"Siger du at?"

Gen nikkede, "Det giver mening. Hvorfor skulle O'Sulivans ikke ville have en under deres kontrol? Hun viste ingen tegn på kræfter i skoven den aften. Men hun er helt sikkert en del af vores verden."

Theo rettede sig op, pludselig klar i blikket. Gens stemme var dybt alvorlig, da hun fortsatte:

"Der er et blodbarn i live, Theo. Det er..."

Men inden Gen kunne sige navnet, lød det over Theos læber.

"Lucy."

;)

Kapitlets spørgsmål: Har du været på en bierstube?

Jeg var på studietur i gymnasiet og det var så hygge. Vi skålede med alle bordene lol.

Over and out