Saving Lucy

Kapitel 20 - Trælse Wiktor og hans trælse spytklatter

Gen vågnede dagen efter. På trods af det, var Theo stadig den eneste, der havde fået lov til at følge en normal dagligdag. Felix havde lov til at gå rundt på værelse, men siden frk. Schubert havde på fornemmelsen, at en af hans skrammer var fra en belua, skulle han forblive i ro.

Lucy have fået lov til at gå lidt mere rundt, og hun sad ofte i Hulen mens Jennifer spandt ved hendes fødder.

Theo selv havde aldrig følt sig mere rastløs. Af den grund fandt han sig selv et par hundrede meter væk fra skolen. Han prøvede at få styr på sine tanker. Det var som om, lige pludselig, at Gen ikke længere var den eneste, han følte han skulle beskytte. Og han hadede sig selv for det.

En skygge gled ind foran ham, og han kiggede op.

Da Theo genkendte ansigtet, vendte det sig hans mave. Han havde lyst til at brække sig, skrige og krybe ned i et hul på en gang.

Men hans forældres morder smilte bare hånligt til ham.

Ved hans side knyttedes Theos næver sig sammen. "Hvad vil du?"

Han havde set morderen i ny og næ siden forældrenes død. Nok til at vide, at han hed Wiktor, og at han arbejdede for O'Sulivan's fanatikere.

Det store brød af en fyr, der stod foran ham, opsøgte Theo næsten årligt, som for at minde Theo om, at truslen stadig stod. Han havde ofte drømt om at stikke en knytnæve lige op i den lidt for brede næse og tørre det hånlige, tandfattige smil af Wiktors ansigt. Men han lod være. En tåbelig handling som den, ville blot risikere Gen.

"Jeg hører i blev angrebet for et par dage siden," sagde Wiktor med den stærke østeuropæiske accent, han havde. Han spyttede på siden ad stien. Theo hævede et øjenbryn. Wiktor vidste, han hadede ham. Men han kendte ikke mere til Theo end det. Desuden havde Theo løjet siden han var et barn overfor sine nærmeste. En hvid løgn overfor manden foran ham burde han kunne slippe afsted med.

"Ja."

Ordet var hårdt og stødt. Wiktor fnøs og lagde armene over kors, så de træstamme tykke biceps blev spændt.

"Jeg synes," Wiktor lænede sig ind, så Theo kunne lugte blandingen af Wiktors billige deodorant og sved, "At du bør huske, hvad du har med at gøre. Ellers tager vi dem alle sammen fra dig, som jeg tog dine forældre."

Theo mærkede sine ben stivne. Hans hjerte hoppede op i halsen. Han tvang sig selv til at flytte blikket op på Wiktor, som veg en smule tilbage. Manden foran Theo kunne måske dræbe i koldt blod, men han veg stadig tilbage for Theos øjne, som så mange andre, især i den magiske verden, gjorde.

"Jeg ved ikke, hvad det er, du tror, jeg har gjort?"

Wiktor hævede et øjenbryn og lænede sig tilbage. "Sørg for pigen ikke kommer til skade. Vi får brug for hende. Godt arbejde med hende allerede, for resten. Hun stoler jo på dig."

Gåsehud skød op ad Theos arme, da han indså hvad Wiktor sagde.

Inden han kunne svare trak den store mand sig tilbage, og Theo var efterladt alene med sit bankende hjerte, mens to ting gik op for ham.

Lucy var vigtig for O'Sulivans enklave. Og Wiktor havde en plan om at bruge Theo til at få hende.

*****

Det knitrede fra det tændte ildsted i Hulen. Lucy sad med ryggen op ad Jennifer, hvis dybe spinden fik Lucys hud til at vibrere en smule.

Gen var i bedring. Det betød, at Graves formentlig snart ville fortælle Lucy, hvordan hun hørte til i den her latterlige verden. I sin hånd holdt hun den klods af en mobil, hun havde fået udleveret. Hun svang den forsigtigt rundt, ude af stand til rent faktisk at indtaste nummeret. Hvad ville hun overhovedet sige?