Saving Lucy

Kapitel 15 - FRIDAY NIGHT BITCH FIGHT (selvom det egentlig er lørdag formiddag)

Døren klikkede lydløst i, da Gen lukkede den bag sig. Hun havde fundet Lucy og Johannas værelse tomt, som hun havde håbet på. Vinduet var åbent, og lod en kølig luft strømme ind. Hun trak de handsker, hun havde stjålet fra kemilokalet, frem fra baglommen og trak dem på. Hun ignorerede Lucys side af værelset, og gik direkte til de potentielle steder, Johanna kunne have gemt det, der kunne bevise Gens mistanke.

Gen kendte gemmestederne. Hun havde selv boet på det her værelse sidste år, indtil hende og Johanna var kommet nok op og skændes til, at viceinspektør Royce havde besluttet, de ikke skulle bo sammen, for alles nattero.

Gen ramlede ned under sengen, men der var ikke andet end robust trægulv.

"Leder du efter noget?"

Stemmen fra dørkarmen var hård. Hårene på Gens arme rejste sig, i det hendes hjerte missede et slag. Hun tog en indånding og rettede sig op.

"En ørering. Jeg tror jeg har tabt den."

Johanna, hvis røde hår var i en rodet knold, hævede et øjenbryn. Hendes arme var over kors, og hun lænede sig let på det ene ben. "På mit værelse?" Hendes blik faldt på Gens hænder. "Med handsker på?"

Gen rettede ryggen og forholdt sit ansigt neutralt, i det hun trak på skulderne. "Du sagde jeg ikke måtte røre dine ting."

Johanna fnøs og lukkede døren bag sig med et klik. "Jeg ved godt, hvad du prøver på, men du kan altså ikke skyde skylden på mig så let."

Gens hals trak sig sammen. Hun lukkede øjnene og tvang sig selv til at tage en dyb indånding.

"Jeg ved, hvem du er. Jeg ved, hvad du har gjort, Johanna, du skal ikke prøve på noget."

Gen takkede stille hvad end, der havde givet hende evnen til at virke rolig, selv når hun var langt fra det. Johanna fnøs igen.

"Du tror, du er så klog, gør du ikke?" Johanna smilte tvært. "Men du ikke den eneste her på skolen, der kan lægge to og to sammen."

Gen indså med et sæt fejlen i hendes plan. Og den lukkede dør grinte ad hende, idet hun gjorde sig klar, til hvad der nu ventede.

*****

Der var tyst i hospitalsfløjen. Lucy sad på stolen inde på sygeplejerskens kontor, imens frk. Schubert kiggede på hendes sår, der ikke var meget mere end tre mørke streger på hendes ene skulder nu.

"Det kan vi sagtens arbejde med," sagde frk. Schubert med en tyk tysk accent. "Du er heldig, beluaen ikke fik bedre fat i dig."

Lucy gryntede et svar, men hendes opmærksomhed var andetsteds. Den var sådan cirka på tværs af skolegården i et lille lokale på biblioteket. Hendes hjerne blev ved med at gennembore aftenen inden. Når hun lukkede øjnene, kunne hun stadig mærke følelsen af Theos arme, der omklamrede hende. Hun kunne dufte hans aftershave. Hun kunne mærke hans læber mod hendes.

Alene tanken om det fik hendes hjerte til at hoppe og blodet til at bruse.

Hvorfor havde han kysset hende, hvis han ville have hun skulle tage hjem? Var det ment som et farvelkys? Eller var det en syg form for omvendt psykologi drenge brugte, når de kunne lide piger? At fortælle dem de burde skride ad helvede til for bagefter at kysse dem?

Alligevel... Lucy bed sig i læben. Theo havde næsten virket bekymret for hende. Måske burde hun tage hjem. Var det overhovedet det værd at opklare Helles mord, hvis hun alligevel bare glemte det?

Frk. Schubert gjorde sig færdig og smilte til Lucy. "Vi vil sagtens kunne fjerne arrene," sagde hun, "Men jeg ville beholde dem. Det er ikke enhver der kan overleve et angreb fra en belua. Deres gift kan være ret kraftig, du er heldig, de drenge fandt dig så hurtigt." Sygeplejersken rynkede panden. "Ja, og du er heldig, du er stærkt bygget. Det hjalp givetvis også en del."

Lucy takkede forsigtigt, inden hun tog sin trøje på igen og gik ud ad hospitalsfløjen. Det var første gang nogensinde, tænkte Lucy, hun var blevet kaldt 'stærkt bygget'. Hun var oftest blevet beskrevet som spinkel, til dels stærk, og ekstremt smidig. Mange af de begreber, de andre ballerinaer, hun kendte, også opfyldte.

Lucy lænede hovedet bagover og sukkede. Frk. Schubert havde smurt noget creme på arrene, der nu sved en smule. Hun skulle lige til at smutte ned ad trapperne, da lette fodtrin lød.

Johanna dukkede op fra udgangen mod skolegården. Ved synet af Lucy smilte hun. Hendes røde hår sad i en knold, der ville være enhver ballerinas mareridt, så løs den var. Hendes kinder var røde, som havde hun stået i en kold vind.

"Lucy!" Hun hev fat i Lucys arm, det øjeblik Lucy var helt nede på 1. sal. "Vil du ikke med mig?"

Lucy trak sig lidt væk fra Johanna, men pigen holdt fast.

"Hvorhen? Jeg er ikke sikker på, at Graves ville kunne lide tanken om, at jeg forlader skolen..."

Johanna trak på skulderne og trak Lucy med bag sig. "Jeg skal altså bare købe nogle cupnudler og sådan... Desuden kan jeg godt holde én belua fra dig længe nok til, at du kan hoppe ind i en bil og køre fra den."

"Cupnudler siger du?" Lucys blik faldt ned på Johannas hånd, der havde en rød stribe på sig. Lucy rynkede panden, hendes hoved føltes tungt, sikkert af alle de tanker, der hvirvlede rundt i det. Hvad havde hun tænkt på, lige inden Johanna kom? Hun lod sine skuldre falde ned. Hun vidste ikke engang hun havde spændt dem. "Okay... Tror jeg. Hvad har du lavet med hånden?"

Johanna kiggede et øjeblik uforstående på Lucy, inden hun så ned på sin hånd og gav et akavet grin.

"Nårgh det? Lucille og jeg har malet. Jeg må have fået noget på hånden."

Noget ved Johannas tonefald nev Lucy i siden, men inden hun kunne tænke videre over det, trak Johanna hende med sig, og Lucy lod roen falde over sig. Johanna havde jo været den første, der havde gjort noget for, at Lucy kunne føle sig velkommen.

"Du viser vej."

Halløj jordboere

Jeg er ~stück~ i en fysikaflevering, så kan man jo ligeså godt opdatere wattpad ikke?

Kapitlets spørgsmål: Hvor stram skal en knold være?

Jeg kan bedst lide det når den er stram men rodet, I ved? Sådan at den ikke falder ud, men ligner den kan gøre det?

Der forresten kun 6 kapitler tilbage lol... Glæder mig til i får dem læst ^_^

God sidste uge af april (tiden er seriøs meningsløs for tiden)

Over and Out