Somewhere far away

Home sweet Home

Emilys synsvinkel

Jeg havde ikke bestilt andet end at græde hele dagen, Harry var den eneste der havde været inde ved mig. Jeg ville ikke spise noget og snakkede ikke særlig meget. Et var ikke et godt tegn. Jeg tror klokken var omkring 22:00 og jeg kunne ikke falde i søvn. Huset var stille så jeg gik ud fra at de andre var gået i seng. Jeg havde fundet en sportstaske oppe på det ene skab og fik hurtigt pakket mit tøj ned. Hvis jeg ikke husker helt forkert så havde min far stadig huset tæt ved skolen. Jeg sad lidt og kiggede på værelset og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Det bankede på døren og jeg var så tæt på at skrige. Jeg gemte tasken under sengen og gik over for at åbne døren. Jeg måbede lidt da Nialls blå øjne mødte mine. "Emily... må jeg komme ind?" jeg kiggede lidt på ham og trådte væk fra døren så han kunne komme ind. Han lukkede døren efter sig og satte sig på sengekanten. "Hør Emily... det Harry fortalte dig på hospitalet, det passer ikke..." jeg kiggede uforstående på ham og husker så hurtig da Harry fortalte at drengene ikke havde været der. Det var der han gav mig halskæden. "Hvad mener du med det ikke passer... Harry ville da aldrig lyve over for mig..." sagde jeg stille. "Vi var der Emily! Louis var helt fra den! Han besøgte dig hver dag!" sagde Niall lidt højt. Kunne det passe? Havde Louis været der? "Jeg var der hver dag!" sagde han lidt efter... Harrys ord blev ved med at køre rundt i mit hoved "de er her ikke" det lød eller så sandt. "Du lyver... " hviskede jeg "du lyver for mig... i var der ikke" sagde jeg derefter lidt højre. Hans gennemborende øjne viste noget der lignede sorg. "Hvis det er det du tror... så skal jeg nok lade dig være" sagde han hårdt og gik med hurtige og hårde skridt mod døren, inden han lukkede den kiggede han på mig men rystede på hovedet og smækkede døren efter sig. Det passer jo ikke... de var der jo ikke, Zayn var der og Harry var der. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke fortalte Harry at Zayn havde været der... men det var som om at ordene ikke ville ud. Men nu er det også lige meget... jeg ville bare væk. Jeg fandt hurtigt tasken frem igen og kravlede ud af mit vindue. Da jeg kom ud var jeg ret ked af jeg ikke havde taget sko og jakke med, for shit det var koldt.

***

Jeg havde gået i noget det føltes som en halv time, og jeg var endelig hjemme ved mit hus. Jeg havde savnet det hele så forbandet meget. Jeg fandt ekstra nøglen under den ene potteplante og låste mig ind i det store hus. Det hele så ud som det plagede jeg gik ind i stuen og kiggede lidt rundt. Alt lignede sig selv... selv mit værelse jeg smed mig i sengen og lukkede øjnene i et lille stykke tid. "Åh det er godt at være hjemme" mumlede jeg og løftede hovedet lidt.

Louis' synsvinkel

Jeg hørte døren smække fra Emilys værelse og kunne høre hvordan Niall brokkede sig. Jeg var stadig mega sur på Harry, det tror jeg vi alle var. Da der kort efter blev stille igen prøvede jeg at falde til ro igen, men der var noget helt forkert ved det her. Jeg havde hørt nogle løbe udenfor, men jeg vidste ikke om jeg skulle tjekke det. For ærligtalt var det lidt mærkeligt at der var nogen ude at løbe kl. 23:00 eller er det bare mig?

Jeg var på en eller anden mærkelig måde faldt i søvn og vågnede ved at Liam kom ind til mig med hurtige skridt og alvor i øjnene. "Louis..." jeg satte mig op og gned mig i øjnene "jaer?" spurgte jeg dovent og kiggede op på ham. "Kan du ikke lige prøve at ringe til Emily?" jeg rynkede brynene "hvorfor skal jeg ringe til hende?" spurgte jeg og tag min mobil fra sengebordet. " jeg gik under kontakter og fandt Emilys nummer. De velkendte bip toner lød og kort efter lød Emilys stemme "det Emily... jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, da jeg sikkert er i gang med noget mere vigtigt. Men du er velkommen til at lægge en besked efter bippet... BIP" jeg kiggede op på ham "hun tager den ikke..." mumler jeg. "Argh " lød det fra ham og han stormede ud af værelset. Okay... hvad gik det ud på? Jeg tog hurtigt tøj på og gik ned i stuen hvor de andre sad. "... og der er ingen der kan få kontakt til hende" jeg kiggede på dem "hvorfor er i så mærkelige?" de kiggede alle over på mig og Liam sukkede "Emily er væk" jeg mærkede en mærkelig fornemmelse i maven... væk? Igen? "Niall var inde ved hende og sagde at Harry havde løget og så sagde hun at han var en løgner og derefter stormede han ud af huset... og hun var væk her i morges... hvad hvis det er Zayn?" jeg rystede på hovedet... det måtte ikke være Zayn. "se Harry! Du skaber fandme ikke andet end problemer" mumlede Niall og surmulede lidt mere. "Jeg har sagt undskyld! Jeg kan da ikke gør for at tøsen vælger at skride" sagde han surt. "Vi må lede efter hende!" kom det hårdt og hurtigt fra Liam. jeg nikkede hurtigt og tog min mobil op af lommen. Torben måtte vel kende hende bedst. Den kendte biplyd kom og lidt efter blev opkaldet svaret på "ja det Torben" lød hans stemme "hej Torben det er Louis... " "hej Louis... hvad så?" jeg gik direkte til sagen "ved du noget om hvor Emily plejer og opholde sig når hun vil være alene?" spurgte jeg hurtigt "øhhh... ja, hendes værelse vil nok være mit første bud... eller også er det ved det klatretræ der ligger nede ved stranden... hun plejede at komme der med hendes mor. Jeg skal nok lige skrive adressen til dig" jeg nikkede og kom i tanke om han ikke kunne se det "tak Torben... hils mor" sagde jeg og lagde på. Få sekunder efter kom en besked fra Torben. Jeg kiggede på drengen "jeg tager over og lede i hendes hus" sagde jeg og gik ud for at få tøj på.

Emilys synsvinkel

Jeg sad inde i tv stuen og så en eller anden action serie... den var faktisk ret kedelig så jeg sad også med min MacBook og tjekkede lidt af hvert. Det bankede på døren og lidt efter lød ringeklokken også. Jeg sukkede og satte min MacBook på sofabordet og luntede ud til den store dør. Da jeg åbnede døren skulle jeg til at lukke den igen. Louis stod og så på mig med bedende øjne. "Emily... hør på mig" jeg åbnede døren igen "hvis du er kommet for at sige Harry lyver gider jeg ikke høre på dig" sagde jeg surt og kiggede på ham. Han kiggede ned "Emily... jeg ved du nok ikke tror på og andre... men vil du i det mindste ik nok komme med tilbage" jeg rystede på hovedet "jeg skal ikke tilbage til jer" sagde jeg en smule hårdt. "Emily! Hør nu forhalede på mig... jeg kan bevise jeg var der" sagde han og jeg kiggede på ham "så lad mig høre..." sagde jeg og kiggede surt på ham igen. Han tog en lille bog frem og slog op på en bestemt side. "her ... læs det" jeg tog bogen fra ham og læste hvad der stod... det lignede en eller anden dagbog

30/7

kære dagbog...

det er meget længe siden jeg har skrevet i dig, men lige nu har jeg bare
så meget at skulle ud med...
De sidste par uger har Emily bare lagt i sengen. Hun ser så fredfyldt ud...
nærmest død, men den bippende lyd fra respiratoren siger noget andet.
i dag sagde jeg noget til hende, jeg sad ikke bare at så på hende... jeg sagde
' Emily... hør, hvis det bliver for hårdt...' efter de første ord begyndte jeg at
græde. ' så... så bare gi op... du har været så stærk... det er okay hvis du
gir op...' da jeg havde sagt det blev det hele for meget. på turen hjem
var jeg sygt bange for at hun havde hørt hvad jeg sagde til hende... men
hun har været stærk, så det er helt op til hende om hun vil gi op.

Jeg holdte vejret lidt "i er simpelt hen..." jeg mistede ord og smed bogen på Louis igen, derefter smækkede jeg døren i og gled ned af døren. Han havde løjet... og de andre drenge... de havde været der. Jeg fik den største trang til at kaste rundt med alt og skrige af lungers kraft.