Somewhere far away

Poor Thing

Louis' synsvinkel

At stå med Emily i min favn var noget jeg virkelig havde savnet, Emily var hjemme, og jeg ville ikke lade hende gå igen. "Jeg har savnet dig" mumlede jeg ned i hendes hår. Min fucking søster var hjemme igen. Mine øjne løb i vand, det her måtte ikke være en drøm. "Vi må skrive det til de andre, de skal vide at du er her" mumlede Niall stille. Jeg nikkede hurtigt og slap taget om hende.

 
Til Harry
Harry! Kom hjem... hurtigt ^-^
Fra Harry
Hvad nu bro?
Til Harry
Emily!!

Der kom intet svar fra ham nu. Han vidste hvad jeg mente og hvis jeg ikke gættede helt forkert så sad han med et stort smil på læben. "kom Emily" sagde jeg stille og fulgte hende ud i køkkenet hvor der stod lidt mad. "du er sikkert sulten er du ikke?" hun rystede lidt på hovedet. "jeg er ikke sulten..." lød det stille fra hende. Niall sukkede og rystede svagt på hovedet. "Emily... plaese... fortæl mig at du har spist mens du har været i Danmark" kom det hurtigt fra Niall lidt efter. jeg anede en tårer trille ned af hendes kind. "Emily..." sukkede jeg og lagde mine hænder på hendes skuldre. "du skal spise!" sagde jeg lidt hårdt. Hun kiggede op på mig og rev sig fri fra mit greb. "det er mit liv... jeg gør med det som jeg vil" svarede hun stille. Døren ude i gangen gik op og Harry kom smilende ind i køkkenet og det første han gjorde var at lægge armene om Emily. Hun begyndte stille at ryste, hendes øjne lukkede sig svagt i og flere tårer løb ned af hendes kinder. Harry fik vendt hende om og trak hende helt ind til ham, hendes arme var også hurtigt rundt om ham.

Emilys synsvinkel

Da Hans Arme lagde sig rundt om mig og hans parfume ramte Min næse, slog jeg hurtigt armene rundt om ham. Jeg havde savnet ham, om min hjerne ville det eller ej. Jeg havde savnet ham. Det fortalt mit hjerte mig. "jeg har savnet dig" mumlede han og jeg begyndte at græde. Hans stemme var alt jeg ville hører. Taget i betragtning af at han løj for mig og var skyld i mine tragedier elsker jeg ham stadig. Det han havde gjort, var ikke okay. Det ved vi alle! Men jeg kunne ikke lade vær at tænke, han var måske blevet anderledes. Jeg havde vel lov til at håbe. Han slap mig og holdte hans hænder på mine skuldre "Det må du aldrig gøre igen! Jeg har været så fucking bekymret for dig" jeg nikkede stille. Jeg følte mig som et lille barn der lige havde fået skældt ud. men jeg kunne lide det. Det at have en beskyttende storebror og alle hans venner også passer på mig. Jeg ville jo ikke andet end det.

Vi havde rykket ind i stuen hvor Niall sad med hans arm om mig, jeg var faldet i søvn. Men det var han altså også. Det mindede mig om Flake. Jeg burde nok snakke med ham. Men så igen, hvorfor skulle jeg? Han kunne jo ikke lide mig. Hvorfor er jeg så afhængig af om drenge kan lide mig? "Niall... vågn op" kom det stille fra Louis der stod foran os. "Vi skal køre om 1 time Niall" en hånd lagde sig på min skulder og jeg hørte Louis' knæ knække. "Emily... er du vågen" jeg nikkede og åbnede øjnene. "kan du være selv i et par timer? Vi skal til et stævne her om 1 time" jeg nikkede og skulle til at sætte mig op. Nialls hæse stemme gav mig kuldegys. "du kan lige vove på at rejse dig" mumlede han og holdte mig tæt ned til ham. "men Niall, du skal gøre dig klar" Han sukkede og satte sig op så jeg sad på ham, en meget akavet stilling hvis man så det. "jeg kunne godt vænne mig til at vågne sådan her" sagde han mens jeg flyttede mig. "Det var trygt så er helt enig" mumlede jeg og plantede et kys på hans kind inden at jeg gik op og fik mine sorte jeans og mine bamse sko på. Jeg kunne ikke finde nogen af mine bluser så jeg smuttede ind til Niall for at se om han havde nogen hoodies. Heldige mig. Han havde en nike hoodie liggende fremme på hans seng, som jeg lige hurtigt smuttede over hovedet.

Emilys outfit