Somewhere far away

Near Death

Flakes synsvinkel

Jeg sad med mit hoved begravet i mine hænder, hvad havde jeg dog gjort? Hun gad ikke snakke med mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare holde kæft? Jeg elsker hende, men bare ikke på den måde, lige nu! "Flake? Er du okay?" jeg kiggede op på Katrine der stod i døren og smilede svagt. Jeg havde forsøgt at få fat i Emily i 2 dage nu. Men hun gad ikke svare mig. "nej... det er fint" mumlede jeg og smed mig tilbage i sengen. "er det stadig hende pigen?" jeg sukkede og mumlede et svagt ja. "Jeg forstår ikke hvorfor hun ikke blev" kom det uforstående fra hende. "hun var vel sur over det jeg sagde til hende" svarede jeg og satte mig op igen. "hvad sagde du da?" jeg rystede svagt på hovedet. "det er lige meget" jeg rejste mig op og smilede svagt til Katrine. "Kom her" mumlede jeg og holdte mine arme ud mod hende.

Hun lavede en hurtig bevægelse og lagde hurtigt armene om mig. Jeg kyssede hende i håret og sukkede der efter tungt. "Det skal nok gå... Hvorfor ringer du ikke til... hvad hed han Zack..." jeg grinte svagt af hende. "Zayn?" rettede jeg med et spørgsmål. "Ja... Zayn! Han må vel vide hvor hun er..." jeg grinte lidt af hende. "det har du måske ret i" sagde jeg og pressede svagt mine læber mod hendes. Mig og Katrine havde noget, men vi ville ikke være sammen, vi så hinanden som familie. En meget tæt familie + hun havde en kæreste. Ham og jeg er gode venner og vi har den aftale at hvis der sker mere end de venne-kys vi, Katrine og jeg, laver vil han praktisk talt dræbe mig.

Hun klappede mig på skulderen og kyssede mig på kinden, derefter forsvandt hun ud i lejligheden. Jeg trykkede Emilys nummer ind og ringede op. Jeg var ved at give op, men hun tog den. " Emily" der lød hulk "Emily... hvad sker der?" spurgte jeg hurtigt og rejste mig op. Hun skal være okay. "Hj... bib bib bib" Jeg kiggede ned på mobilen. Zayns nummer var hurtigt trykket og jeg satte den op til øret. "Zayn..." lød hans stemme hård. "Ja hej Zayn... det er Flake" sagde jeg. "ahh... Flake min gode ven! Hvordan går man rundt og har det?" jeg sukkede svagt "fint tak... Jeg har lige noget vigtigt jeg skal spørger dig om" sagde jeg hurtigt og lige ud. "Ja? Kom med det"  jeg tog en dyb indåning. "Der er den her pige ved navnet Emily... øhm... hun forsvandt for 2 dage siden... Har du nogle anelser om hvor hun kan være" der var stille i lidt tid og så kom der et hæst grin "åhh... Styels lille pyntedukke... Ja hun er hjemme ved ham... jeg har ordnet hende . "den sidste sætning fik det til at løbe koldt ned af ryggen. "Ordnet hende...? Hvad mener du?"  Han grinte og lagde derefter på. Hvad havde han gjort ved Emily?

Emilys synsvinke

Jeg stod sammen med de andre folk i forsamlingen, alle var klædt i sort. De fleste græd, specielt Louis. Han så helt færdig ud. "Det skal nok gå Louis... Hun er et bedre sted nu" kom det stille fra Harry, som lagde en trøstende arm om ham. Jeg stod mellem Liam og Niall, begge to var helt stille. Der løb få tårer ned af Liams kinder og Nialls øjne var helt blanke. "vi er samlet her i dag, Venner og Familie, for at sende .... Godt afsted" jeg hørte ikke navnet, jeg var alt for optaget på hvorfor Louis græd, Mor var her, far var her, drengene var her, jeg var her... Alle i familien var her... hvem var det så der lå i kisten oppe ved alteret? Far holdte om mor, mens han selv stod og græd. Jeg forstod det ikke. "hun var så et godt menneske" hulkede Mor. Jeg lagde min hånd på hendes skulder og smilede opmuntrende til hende. Men det var som om hun ikke så mig. Jeg vendte mig om og så op på alteret. Et billede af mig var placeret i midten af to buketter blomster. Der stod tre stearinlys og et par bamser. "hvad sker der?" ingen reagerede. Jeg gik op til kisten og fik store øjne da jeg så mig selv ligge nede i kisten. Lig bleg. HVAD? Er jeg død? Jeg var blevet klædt fint på, så jeg var klar til at blive sendt afsted. Ifølge dem.

Jeg var ikke klar til at tage nogen steder hen! Jeg bliver her. "Jeg er her!" jeg råbte det igen og igen. Det kunne ikke være sandt.  Hvordan? Hvorfor? Jeg mærkede en stærk kræft trække i mig. Jeg prøvede ihærdigt at kæmpe i mod, men da jeg hørte Louis' bløde, rolige og sikre stemme opgav jeg.