Somewhere far away

Austin?

Nialls synsvinkel

Jeg vågnede kl 8:30 næste morgen, og lå med Emily i mine arme, hun sov stadig. Jeg lukkede roligt øjne igen da jeg hørte nogle rasle med døren, det var nok en sygeplejerske der kom med morgenmad eller sådan noget. Da jeg kunne høre døren lukke igen åbnede jeg forsigtigt øjne, der stod en lille kop med blomster i. Hvem fanden var den fra? Jeg slap Emily og gik over for at se om der stod et navn eller et eller andet der kunne give mig et hint til hvem der var. Der sidder et lille stykke papir der er foldet på midten, jeg tog papiret og foldede det ud

Kære Emily.

Jeg hørte hvad der skete med dig og jeg er så ked af det. Jeg har det som om det er min skyld, jeg ved godt jeg fuckede det op men jeg håber du kan tilgive mig.
Jeg elsker dig.

Flake.

Jeg stod længe og tænkte på hvem fanden Flake var, da det gik op for mig det nok var en hun mødte i Danmark, hans ord fik vreden til at boble i mig og uden at tænke over det krøllede jeg papiret sammen, da jeg åbnede hånden igen gik jeg helt i panik jeg prøvede at glatte papiret ud men jeg havde lavede så mange riller og folder i det at man ikke længer kunne læse helt 100 hvad der stod.

Jeg kunne høre Emily vågne og panisk stoppede jeg papiret ned i lomme og satte mig ned i besøgs stolen i hjørnet "Niall hvorfor sidder du der over?" Emily kiggede forvirret på mig "øhh jeg vågnede og havde bare lige brug for at gå rundt" jeg smilede nervøst til hende. Hun nikkede og satte sig forsigtigt op, hendes ben var bundet ind i bandage og jeg kiggede kort væk det gjorde ondt at se hende sådan.

Hun rejste forsigtigt fra sengen og var lige ved at falde, jeg rejste mig hurtigt op for at hjælpe hende men hun rakte hånden ud og gav tegn til mig om at sætte mig igen. Jeg gjorde som hun sagde og satte mig ned igen, hendes korte hvide kjole faldt flot omkring hende selvom den så meget for stor ud, hun var virkelig blevet tynd. hun haltede over til mig og satte sig oven på mig "pas nu på dit ben" sagde jeg bekymret, hun grinede svagt og smilede til mig, hendes hoved lå på min brystkasse og det føltes faktisk rart, bare at sidde her. Os to. Vi sad sådan og snakkede i et par timer indtil der kom en sygeplejerske og skulle skifte hendes bandage, det var da lidt trist der skulle komme nogle men hun skulle jo have skiftet sin bandage så sådan var det. da lægen gik igen stod jeg ved siden af sengen og Emily "Niall jeg gider ikke være her mere jeg gider ikke ligge i den her skide seng mere!" Jeg smilede svagt til hende. Det er der ikke nogen der vil. Det er i hvert fald sjældent at folk siger at de vil blive på et hospital. "Jeg skal nok få dig ud... det lover jeg" sagde jeg og kyssede hende på panden og aede hendes kind. Jeg bevægede mig ud af rummet og ned mod bilen, jeg ville få hende ud...

Jeg ringede Louis op, på vej ud af hospitalet. "Hey Louis... hvordan får vi Emily ud? Hun vil rigtig gerne ud!" jeg var så koncentreret om Samtalen med Louis, at jeg ikke bemærkede ham drengen der var på vej mod mig. Vi gik sammen og jeg tabte min mobil. "Kig dig dog for!" udbrød han og jeg undskyldte mange gange, inden jeg skyndte mig videre. "Hvad var det?" kom det stille fra Louis. "ik noget" svarede jeg og smækkede bildøren.

Emilys synsvinkel

jeg lå igen alene, Niall skulle nok få mig ud. Det lovede han. Jeg lå og kiggede ud af vinduet da døren gik op og en person kom ind. Jeg kiggede ikke, men da hans rå stemme fyldte rummet kiggede jeg panisk i hans retning. "Emily... Der ligger du da godt" jeg svarede ikke men kiggede i stedet på ham med et panisk udtryk. Hans blå funklende øjne, hans blonde hår, han stod der i selv samme person. "Du ser overrasket ud" hans sleske smil og hæse stemme skræmte mig. Hvordan kom han ud? Jeg lænede mig hurtigt mod den røde snor, for at tilkalde hjælp. Men han havde læst min handling og placerede sig hurtigt ind foran og tog fat rundt om mine håndled.

"Slip mig!" sagde jeg panisk og begyndte at trække mine hænder til mig, men han var stærkere end mig. "Er du klar til at komme ud herfra?" jeg rystede på hovedet, ikke med ham. "Emily... Jeg kan se du ikke vil være her længere. Det sagde ham drengen der var på vej ud af hospitalet... jeg citere 'hvordan får vi Emily ud" Jeg sukkede svagt "Hvad vil du overhovedet med mig? jeg er ikke noget værd" mumlede jeg og refererede til mit ben. "århg hold op med at vær' så dum Em... du ved at det ikke passer" hans hånd lagde sig på min kind og jeg rykkede væk fra den. "Austin... stop" han grinede svagt "come on Em! du kan ikke være sur for evigt" han satte sig frustreret på stolen og hvilede hovedet i hænderne. "jeg har ændret mig! kom nu... lad mig vise dig det" han så op med lidt håb i øjnene. Jeg ville gerne sige ja... Men så igen. Hvorfor skulle jeg. "Please Em" Jeg så en tårer løbe ned af hans kind. Han mente det. "hvad med de andre... " jeg nåede ikke sige mere. "Det er lige meget med dem" han rejste sig og tog mine hænder. "tag med mig... please Em..." han satte sig tilbage i stolen og mumlede svagt " at du ikke er i nærheden flår mig i stykker"

Jeg åbnede munden svagt. "har du det virkelig på den måde?" spurgte jeg svagt og satte mig op. Han nikkede og kiggede op på mig og sænkede hovedet igen. "okay" Jeg smilede svagt. han kiggede hurtigt op igen. "hvad?" han rejste sig op. Jeg smilede stille og rettede mine arme mod ham. "okay... få mig ud herfra" han bar mig op og jeg smilede svagt.. Austin smilede stort, han gemte sig for ikke at blive opdaget. Da der var fri bane løb han hen mod udgangen. "Ik tab mig" hvinede jeg og strammede grebet om ham. "Aldrig" grinede han og stoppede ved den pæneste sportsvogn jeg havde set. En Aston Martin! den var pisse pæn. "Hvordan har du fået råd til den?" spurgte jeg og humpede hen til døren og satte mig ind. "åhh... jeg fik såmænd bare et godt job" svarede han som om jeg var totalt dum. Jeg himlede øjne af ham og begyndte at grine.

Jeg aner ikke hvor vi kører hen, men jeg glæder mig til at se hans hus. "hvor langt er der?" spurgte jeg svagt. hans hånd lagde sig på mit lår og han kiggede hurtigt på mig, inden han kiggede mod vejen igen. "om 30 minutter" svarede han stille og begyndte at nusse mit lår med hans tommelfinger. Jeg nikkede og lagde min hånd på hans for at få ham til at stoppe. Han flettede vores fingre sammen og gav min hånd et svagt klem. Jeg kiggede ud af vinduet og sukkede. Jeg var faktisk ret sulten. Hvordan det er gået til ved jeg ikke, men det er i hvert fald ikke en rar følelse.

Austin åbnede bildørene for mig og hjalp mig ud. "Kom her Em..." jeg smilede stille til ham, og lagde min arm om ham. "tak... Kan jeg måske lige få lov til at ringe til en, når vi kommer ind" Austin kiggede ned på mig og nikkede stille. "det kan da godt være" vi gik op til hoveddøren. Huset var stort... vent... det er ikke et hus, det er et palads! Det var stort og det så meget åbent ud. Det lå lige ud til vandet. "Må jeg ikke nok prøve den der?" jeg pegede på en racerbil der stod parkeret foran garagen. Austin kiggede over på den og smilede. "Det kunne godt arrangeres" Hans smil var blændende. "kom nu med..." Han bar mig i brude stilling. Jeg lagde mine arme om hans hals. Han åbnede døren og fik os ind i det store hus. "er du sulten?" jeg rystede svagt på hovedet. Det her skal nok blive sjovt!