Somewhere far away

They don't even care!

Emilys synsvinkel

Da jeg vågnede på hospitalet sad Harry der han smilede venligst til mig som om han ikke vidste hvad der var sket det sidste år. "Hvor er de andre drenge?" min stemme var svag og utydelig, jeg var bange for at han ikke skulle kunne høre mig. Men det måtte han have gjort for han rejste sig fra stolen og gik over til mig, " de er her ikke " sagde han roligt som var det noget af det mest normale at fortælle en pige der er blevet kidnappet, voldtaget, kidnappet igen, kørt ned og næsten død. "Jamen hv......" Harry tyssede på mig "det er lige meget jeg her og jeg har faktisk noget til dig" han smilede glad og tog en lille æske op af lommen.

Nialls synsvinkel

Jeg stod foran døren ind til Emily, da Harrys og hendes samtale begyndte at blive en smule interessant. "De er her ikke" hørte jeg Harry sige og jeg tabte de to kopper med kaffe på gulvet og kæben. Sagde Harry lige at vi ikke var her? Hvordan kan han stå og lyve over for hende efter alt det hun har været igennem. Den... den... Urgh! Jeg gad ikke mere. Jeg vente om på hælen. Harry havde allerede fået hende til at tro vi ikke har været her, eller støttet hende. Louis kiggede mærkeligt på mig "hvad nu?" jeg kiggede på Liam og Louis og rystede på hovedet "vi må nok tage hjem..." jeg gik mod hovedindgangen for at komme ud på parkeringspladsen. Liam kom op ved min side og kiggede undrende på mig. "Hvad med Harry" jeg mærkede vreden boblede i mig, "han... jeg fortæller det når vi er kommet hjem" mumler jeg. Louis sætter sig ind foran og starter bilen.

***

"Fortæl så... hvorfor skulle vi ik ha Harry med hjem" jeg begynder fortælle hvad jeg hørte Harry fortælle Emily om at vi ikke havde tænkt på hende og vi var ligeglade med hende. "Det kan han da ikke bare! Vi har jo været der!" sagde Louis hurtigt og sank en klump. "Der er jo ikke noget vi kan gøre... Harry var der da hun vågnede... men at han vælger at lyve forstår jeg ikke" mumler Liam svagt og sukker. "Hvornår bliver hun udskrevet?" spørger jeg og kiggede skiftevis på Liam og Louis. "Øh... lægen sagde der nok ville gå et par dage alt efter hvor godt hun har det" mumlede Louis.

Harrys synsvinkel

Da jeg gav Emily halskæden havde der været en lille gnist af glæde i hendes ellers så smukke øjne. Hun havde allerede taget halskæden på og lå og beundrede den, med et lille smil på læben. De andre drenge var ikke kommet endnu selvom kl. Var blevet 16:00 og de sagde at de ville komme tilbage kl. 14:00. Ikke engang Niall havde været der med min kaffe.

***

Besøgstiden stoppede for et par minutter siden. Drengene var taget hjem så jeg var tvunget til at gå. Da jeg var nået halvvejs begyndte det at regne voldsomt. "You have to Be Kiding me!" mumlede jeg svagt og begyndte at gå hurtigere. Jeg kom hjem da kl. var blevet omkring 17:30 så jeg havde ca. været 1 time om at gå. "Drenge!" der var ingen svar men lyden af fjernsynet der kørte kunne høres. Jeg tog mit overtøj af og gik ind i stuen hvor Liam og Louis sad. "Hvorfor skred i bare?" de kiggede op på mig og så på fjernsynet igen. "Harry... hvorfor fortalte du Emily vi ikke har været der? Og var der?" jeg kiggede undrende på dem. Havde de hørt min samtale med Emily? "Jeg kan forklare..." jeg kiggede undskyldende på dem " det bare, jeg elsker hende så... og det virkede bare som det rigtige at gøre" de sukkede tungt "Harry forhelevde... hun har været så meget igennem og det første du gør er at lyve for hende" jeg kunne godt høre det var forkert når de sagde det... men det virkede som det rigtige at gøre der. "Hvordan vil du ha det..." Liam blev afbrudt af hans mobil "2 sekunder" mumlede han og gik hurtigt ud i køkkenet. "Du er simpelthen for meget... tænk jeg overhovedet er venner med dig..." kom det surt fra Louis der rejste sig og gik forbi mig, hvor han med vilje slog sin skulder ind i min. Jeg ømmede min skulder. "Jeg bliver nødt til at smutte" lød det ude i gangen. Jeg stak hovedet ud og så Niall var ved at tage overtøj på "hvor skal du hen?" han kiggede hurtigt op på mig. Han svarede ikke, og gik bare ud af døren.

Nialls synsvinkel

Da Harry spurgte hvor jeg skulle hen, svarede ikke... jeg gad ikke snakke med ham. Det var blevet ret koldt udenfor, men sådan er vejret jo. Jeg havde valgt at gå en tur, jeg ville bare væk fra det hele lige nu. Tanken om at Emily nok ville hade os andre undtaget Harry var ikke rar. Vi ville jo aldrig få hende til at tro andet det ville jo være umuligt... eller ville det? Jeg kom til en lille sø som blev lyst op af solens sidste skær. Klokken var ikke særlig mange, jeg vil tro den var omkring 19:30 eller sådan noget. Der sad folk rundt omkring, par der holdte i hånd, sad på bænke og alt mulig andet... de så så lykkelige ud. Det fik endnu en gang mine tanker over på Emily. Hvordan mon hun har det, hvordan reagerede hun mon på det Harry sagde. Argh det her er noget fucking lort! Jeg sparkede til en sten og overvejet lidt og gå ud og få mine tanker på noget andet.

En time efter fandt jeg mig selv på det bedste diskotek, med en virkelig lækker pige. Hun havde den her virkelig flotte sorte kjole, der gir til knæene. Den ligner lidt den... og vupti mine tanker på Emily igen. Pigen hedder forresten Alexandra, hun er virkelig sød og hun ligner virkelig en hver drengs drømmepige, det vil jeg væde på. Hendes hånd er på mit ene lår og hun sidder virkelig og flirter på højtryk. Jeg giver efter og lader hende føre mig ud bagved hvor hun hurtigt finder et ledigt toilet. Jeg hjalp hende af med hendes kjole mens hun langsomt knappede min bukser op. Hendes berøringer fik mine tanker tilbage på Emily... "undskyld" mumler jeg og skubber mig fra hende og forsvinder ud af klubben.

Emilys synsvinkel

Lægerne har udskrevet mig og jeg sidder lige nu med Harry i hans bil. Han er helt stille, som om der er noget der nager ham. Jeg sidder og er ret nervøs for at komme hjem, for efter Harry fortalt at de ikke bekymrede sig om mig. Og om de ville blive sur på mig over at jeg valgte at stikke af. Jeg tog rundt om halskæden Harry gav mig for nogle dage siden, det var som om han faktisk havde ment noget med den. Men hvad ved jeg ikke.

Vi var endelig noget hjem og jeg steg ud af bilen og kiggede på huset. Det bar så mange minder, det var der jeg fik taget min mødom af min egen fucking storebror og faktisk fik følelser for den mest perfekte dreng. Der kommer det endelige spørgsmål så... vil jeg blive? Eller skal jeg tage hjem... Harry lægger hans hånd på min lænd og for mig med op til døren hvor han hurtigt for lukket os ind. Jeg havde ikke forventet den helt store velkomst, og ja jeg ville faktisk bare gerne sove. Jeg gik gennem stuen og kiggede lidt rundt og så Louis sove i sofaen. Og jeg smilte lidt. Jeg bed i mine læber så de bliver til en smal streg for ikke at begynde at græde. Jeg kigger ude i køkkenet og ser Liam stå med ryggen til. Jeg gik hurtigt væk og op på det værelse jeg var blevet tildelt med tårer løbende ned af mine kinder. For enden af gangen stod Niall på vej ind på hans værelse. Jeg stopper op og kigger lidt efter ham, men det så ikke ud som om han havde opdaget mig. Hans dør smækker og jeg mærker en stikkende fornemmelse i hjertet og jeg for hurtigt fumlet mig over til min dør og lukker den langsomt efter mig. Jeg glider ned af døren og hulker svagt mod mine knæ. De er jo 100% lige glade med mig. Jeg skal væk her fra, uanset hvad de siger til det.