Arrogant? - Mathias Gidsel

Kapitel 4

Kapitel 4: Afslapningsdag

Det er en afslapningsdag i Egypten, det vil sige at der ikke er nogle kampe eller noget træning i dag. Desværre er der heller ikke så meget at lave, da vi er begrænset til vores etage på hotellet på grund af Corona foranstaltninger. Heldigvis har alle brug for en pause, og det er en god mulighed for at tilbringe tid sammen som hold.

Efter morgenmad, finder vi nogle spil; der er brætspil, kortspil og endda et par spillemaskiner som vi spiller sammen i mindre hold. Det er en sjov måde at konkurrere og styrke vores bånd som et hold uden for banen. 

Da det er frokost tid sidder jeg sammen med Magnus. Han gør mig altid i godt humør og vi griner meget sammen. Han er og har altid været en utrolig venlig og sympatisk person. Han deler nogle sjove historier fra hans tid på holdet og som venstre fløj. Vi griner meget sammen, og jeg kan virkelig se og mærke, hvor meget han elsker håndbold og holdet.

Da jeg har spist frokost, går jeg op på mit hotelværelse for at slappe lidt af. Min dør står halvåbnet mens jeg ligger på sengen. Det banker på, jeg kigger hen mod døren. Det er Mathias. "Hej Mathias" siger jeg og smiler.

"Hey, hvad laver du" spørger han.

Jeg trækker på skulderne "Ikke så meget. Jeg slapper bare af."

Han nikker stille "cool..." siger han stille.

Jeg smågriner "Vil du joine?" spørger jeg og han nikker med det samme. Han lægger sig i den anden side af sengen. "Hvad laver de andre?" spørger jeg.

"De tager en lur. Gamle mænd" siger han drillende, hvilket får mig til at grine. "Hvad tror du Emil laver?" spørger han stille.

Jeg trækker på skulderne "Keder sig nok. Skal vi ringe til ham?" spørger jeg. Han nikker og jeg ringer hurtigt Emil op på facetime. Han tager den hurtigt.

"Heeeej" siger Mathias og jeg glade i munden på hinanden.

Emil kigger overrasket på os men får så sagt "hej". 

"Vi tænkte lige vi ville ringe dig op og høre om du klarer den" siger Mathias

"Ja eller faktisk, så ringer vi fordi Mathias savner dig så meget, altså virkelig virkelig-" prøver jeg at tilføje men Mathias holder mig for munden så der ikke kommer flere ord ud og kilder mig, så jeg spjætter med benene og armene mens jeg griner, hvilket får ham til at grine. 

Emil griner også "Det ser ud til Mathias klarer den" siger han mens han griner. Mathias stopper med at kilde mig og vi kigger afventede på Emil. "Jeg klarer den venner, det er røvkedeligt men jeg klarer den" forsikrer han os. 

"Det var godt. Vi er klar til du kommer tilbage til holdet i hvert fald. Du skal jo lige slå Mathias' debut" siger jeg drillende. Hvilket gør Mathias skær en grimasse, som får os til at grine.

"Ja hold da op, Mathias, du var fuld flyvende. Det hjalp virkelig på humøret her" siger Emil glad. Vi snakker lidt længere tid med Emil, indtil han skal til at spise, men selvom vi har lagt på, bliver Mathias liggende i sengen mens vi taler om mere dybtgående og private ting. Jeg tager mig selv i at smile over at han gider dele ting med mig. Vi taler om vores liv uden for håndboldverden, vores drømme og hvad der inspirerer os. 

"Du er virkelig mors dreng var?" spørger jeg drillende.

Han nikker "Ja, det vil du vel godt sige. Men du vist ikke komme for godt i gang. Det er rimelig tydeligt du er fars pige" siger han. Jeg griner og kaster min pude efter ham, hvilket jeg aldrig skulle have gjort, for det tager Mathias som tegn til at vi skal 'kæmpe' mod hinanden. En kamp jeg har tabt på forhånd.