Arrogant? - Mathias Gidsel

Kapitel 23

Kapitel 23: Pause?

Jeg sidder alene i min sofa. Det er en lørdag aften og jeg burde være ude med mine veninder eller sammen med min kæreste men jeg sidder her alene. Det er to måneder siden Mathias flyttede til Tyskland, og afstanden har efterladt en tomhed, som selv min travle dage ikke formår at fylde. Min telefon ligger ved siden af mig, og tanken om at ringe til Mathias har sneget sig ind i hendes sind igen.

Pludselig ringer telefonen, og mit hjerte hopper et slag over, da jeg ser Mathias' navn på skærmen. Vi har kun talt i telefon sammen to gange siden han er flyttet. Jeg tøver et øjeblik, før jeg beslutter sig for at tage opkaldet.

"Hey," siger Mathias, og hans stemme er både velkendt og fjern på en gang. Jeg mærker med det sammen en tung og træls klump i maven

"Hej," svarer jeg forsigtigt.

Der opstår en kort tavshed, før Mathias bryder den. "Jeg har tænkt meget på os og vores forhold," indrømmer han.

Jeg nikker, selvom han ikke kan se det og kan høre på ham at det ikke er gode tanker han har haft om os. "Jeg har også haft nogle tanker." svarer jeg trist. 

"Det er svært," fortsætter Mathias. "Jeg ved, at jeg ikke har været tilstrækkelig til stede, og du fortjener mere. Jeg ønsker ikke at trække dig ned eller ikke give dig nok, fordi jeg bliver nødt til at ligge alt min energi hernede."

Jeg sukker stille og siger, "Jeg har savnet dig så meget, Mathias. Men jeg forstår det også. Det er hårdt for os begge." Jeg kan høre min stemme ryster og jeg ved at jeg er ved at græde men prøver at holde det inde, for vores begge skyld. 

Han tøver, og jeg kan høre en vis desperation i hans stemme. "Lily, jeg tror, ​​det er bedst, hvis vi tager en pause. Ikke fordi jeg ikke elsker dig, men fordi jeg ønsker, at du skal have mere end det, jeg kan give lige nu."

Det er som om et sug går gennem mit bryst, selvom jeg selv har tænkt tanken, gør det ondt i hjertet med det samme han siger det højt og selvom jeg ved, at han taler fra hjertet. "Ja, det kan være det rigtige," siger jeg så stille at jeg ikke er sikker på han hører det.

"Jeg er virkelig ked af det, Lill. Men jeg tror det er sådan det er bedst lige nu. Vi kan finde tilbage til hinanden, når tiden er rigtig," lover han.

Jeg sukker let. "Jeg ved det godt, Matti. Jeg har selv haft tanken oppe og vende. Jeg vil heller ikke have du føler du ikke er god nok fordi du ikke føler dig kan give mig nok".

Vi taler lidt mere om det, og til sidst beslutter vi sig for at holde en pause. Det er en svær beslutning, men vi håber begge på, at det vil føre til, at vi begge to kan vokse individuelt og finde tilbage til hinanden, når omstændighederne tillader det.