Arrogant? - Mathias Gidsel

Kapitel 24

Kapitel 24: Nytår 

Marie og jeg træder ind på den mest proppede bar i Århus. Der er en boblende energi derinde. Vi maser os hurtigt op til baren og får købt nogle drinks og shots - som hurtigt tager lidt overhånd. Vi bliver fulde og danser rundt med alle mulige fremmed mennesker. 

Der er farverige lys, latter og højt musik. Stemningen er høj og alle er glade. Marie kysser med nogle fyre hist og her men mine tanker og læber tilhører kun én fyr. Jeg har ikke hørt fra Mathias siden vi blev enige om en pause - men jeg har heller ikke prøvet at skrive. Til gengæld har jeg holdt øje med alle kampene han spiller. 

Det har været svært få mig at komme i gang igen men selvom han hele tiden er mit baghoved, ved jeg det var den rigtige beslutningen. For ham. For mig. For os og jeg er ikke i tvivl om at vi finder vores vej tilbage til hinanden igen når tiden er rette. 

Det store ur på væggen begynder at tælle ned. Marie står ved siden af mig og vi tæller ned højt.

"10!"

"9!"

"8!"

"7!" Råber alle i går. Der står flere klar til at skydes konfetti af og DJ'en er klar med musikken og med farverige lys til så snart vi går ind i det nye år. Marie drejer sig mod en fyr hun har fundet og holder om ham; så hun er klar til at give ham et nytårskys. Jeg griner af hende og drejer hovedet og pludselig, i det magiske øjeblik hvor året skifter, møder mine øjne hans. Mathias står der, smilende, som et glimt af min fortid, der pludselig bliver en del af min nuværende virkelighed. Tiden synes at sætte sig i stå, og alt bliver tyst, undtagen hjertets banken og nytårsfyrværkeriet udenfor.

Jeg tror ikke mine øjne men jeg ser dybt ind i hans øjne, og alle de følelser, jeg har prøvet at lægge bag sig, vælter op i mig igen. For et øjeblik glemmer jeg alt om smerten og savnet. Det er bare Mathias og jeg i et fortryllet sekund midt i den hektiske nytårsfejring.

I samme øjeblik bryder folkemængden omkring dem ud i jubel og krammer, og jeg mærker en hånd på sin skulder. Jeg vender mig mod hånden og det er Marie "Hvorfor står du stadigvæk?" råber Marie for at overdøve musikken og hentyder til Mathias.

Jeg smiler stort og ryster en smule på hovedet, og hurtigt er mit blik er rettet mod Mathias igen, der nu bevæger sig mod mig gennem menneskemylderet.

"Hej," siger han, da han når frem til mig, men ordene tabes i larmen omkring os.

"Hej," svarer jeg og mærker, hvordan alting føles som en drøm. Vi omfavner hinanden, som om verden omkring os ikke eksisterer. I det øjeblik er fortiden og fremtiden blot abstrakte begreber, og alt, der betyder noget, er til stede lige nu –  Mathias og jeg, forenet igen ved begyndelsen af et nyt år.