Arrogant? - Mathias Gidsel

Kapitel 14

Kapitel 14: En triumferende finale

"Finale finale finale" halvråber Emil mig ind i hovedet, da jeg træder ind af døren til spisestedet. Jeg griner af ham og ryster svagt på hovedet. 

"Det er fortjent" siger jeg og går forbi ham. Han følger efter mig op i bufferen.

"Det ville være så vildt at vinde mit første VM" siger han.

Jeg nikker "Ja, synes også I fortjener det, for I har virkelig gjort det godt og spillet overlegent gennem hele turningen" siger jeg og smiler. Han smiler tilbage, selvom jeg næsten ikke se det for mundbindet. 

"Jeg glæder mig dog til at komme hjem og få de her mundbind væk" brokker han sig. Jeg griner og nikker.

"Også mig" siger jeg og retter på mit mundbind. Vi tager noget mad og sætter os ned ved siden af hinanden. Mathias sidder i den anden ende. Emil læner sig ind og hvisker til mig "Har du fortalt din far om dig og Mathias". Jeg kigger panisk rundt for at se om nogen lytter med.

"Klap i Emil" siger jeg, hvilket får ham til at grine.

"ÅH hold op, hvis ikke de har fundet ud af det, så gør de snart. I kan jo næsten ikke holde øjnene fra hinanden" siger han drillende. Jeg dasker halvhårdt til ham.

"Emil, shh, en dag til, eller rettere én kamp til, så må du råbe til det ud til alle hvis det er det du vil" siger jeg. ¨

"Deal" siger han. Jeg griner og ryster på hovedet. 

"Men for at svare på dit spørgsmål, så nej, det har jeg ikke. Jeg venter til efter kampen. Jeg ved Mathias' fokus 100% er på kampen og jeg vil ikke have min far skal tvivle på ham" siger jeg. Emil nikker forstående og vi spiser resten af vores morgenmad mens vi snakker om kampen i vente. 

Under morgenmaden kan jeg flere gange mærke Mathias' øjne på mig og jeg kæmper alt i mig for ikke at kigge tilbage og blive fanget i hans blik. For hver dag der går, jo mere har jeg lyst til at være sammen med ham og desto svære bliver det at skjule vores følelser for hinanden for de andre. 

Formiddagen går let hen, med taktikmøde. Jeg står inde på mit værelse og er ved at lede efter mit 'Danmarks-trøje'. Jeg står med hovedet ned i kufferten da jeg hører døren gå op. Jeg vender mig ikke engang, jeg lytter bare til hans skridt og så til han sætter sig på sengen og jeg er ikke i tvivl om hvem det er. Jeg vender mig mod ham og smiler.

"Hej" siger jeg stille.

"Hej" svarer han og smiler. Jeg smiler tilbage og han rækker sig hånd ud mod mig. Jeg tager imod den og han trækker mig straks hen mod ham, så jeg kommer til at sidde ovenpå ham med vores ansigter mod hinanden. 

"Er du klar til kamp?" spørger jeg.

Han nikker stille "Det håber jeg. Det er jo virkelig i dag, det gælder" siger han. Jeg smiler til ham og læner mig ind mod ham. Han tager sine arme rundt om mig og krammer mig tæt. Vi 'vælter' ind i sengen. Jeg ruller ned ved siden af ham, så jeg bruger hans overarm som pude. Vi siger ikke så meget men det er okay. Jeg nyder at være i Mathias' selskab - og en af grundene til det, er at jeg ikke behøver sige eller gøre noget hele tiden.

"Jeg så forresten godt du stirrede til morgenmad" siger jeg drillende.

Han ruller øjne og griner "Jeg stirrede ikke. Jeg betragtede dig bare" svarer han.

Jeg griner. "Stalker anyways og så kommer du ogs bare ind på mit værelse uden at banke på, du er faktisk lidt en-" begynder jeg men bliver afbrudt af hans læber på mine. Jeg tror aldrig jeg bliver vant til den følelse. Alt jeg var ved at sige forsvinder helt ud af hjernen og det eneste jeg kan tænke på er Mathias.