Arrogant? - Mathias Gidsel

Kapitel 12

Kapitel 12: En morgen i panik

Mathias og jeg vågner af hans mobil som ligger og brummer på natbordet. Jeg hører Mathias brokker sig lidt, hvilket får mig til at smågrine. Han rykker på sig og trækker mig så tæt ind til ham. Vi ligger helt tæt sammen, og det er svært at beskrive, hvor godt det føles.

Men da Mathias, efter lidt tid, sætter sig op i sengen, og det går op for mig hvad der er sket og gør det at der indtræder en smule panik. Jeg kan se på Mathias at han har det på samme måde. Vi ved begge at det ikke går forbi Henrik, som Mathias deler værelse med, at Mathias ikke har sovet der i nat. Jeg forsøger at berolige Mathias, og mig selv. Nok mest mig selv. Jeg siger, "Vi finder ud af det. Måske opdager han det ikke."

Mathias nikker, men bekymringen er tydelig i hans øjne. "Du har ret," siger han og smiler forsigtigt til mig.

Vi går ned til morgenmad sammen, men vi kan godt mærke de nysgerrige blikke, der er rettet mod os. Da vi sætter os, ved siden af hinanden, bemærker jeg, hvordan der stadigvæk bliver holdt øje med os. Jeg lader som ingenting og begynder at snakke med Magnus som sidder på den anden side af mig. Der går et par sekunder og så begynder alle at snakke med alle selvom det er tydeligt, at de har bemærket, at noget er anderledes og alle er nysgerrige på hvad der foregår.

Min far lægger også mærke til det og tager fat i mig efter morgenmaden. Jeg kan se på ham at han er bekymret og gerne vil vide, hvad der foregår. Han spørger forsigtigt, "Lily, er der noget, du vil fortælle mig?". 

Jeg sukker og ser på min far. Han kigger afventede på mig og jeg ved hvad han hentyder til. Jeg beslutter mig for ikke at lyve for meget. "Øhn nej. Altså Mathias sov bare inde ved mig i nat. Vi så en film i går aftes og endte begge med at falde i søvn under den," siger jeg. Jeg kan se, at han ikke er helt tilfreds med svaret, men han lader det ligge for nu, hvilket jeg er meget taknemlig for. 

Vi fortsætter dagen, som alle de andre dage. Jeg undgår bevist Mathias i løbet af dagen, for hver gang vi står sammen får vi blikke fra de andre og jeg har brug for alt Mathias' fokus er på kampen. Vi sidder alle inde i mødelokalet til taktikmøde, inden vi skal mod hallen.

"Drenge, jeg vil ikke lægge et for stort pres på jer, men vinder I i dag, så er vi sikret videre. Så giv den nu gas og fuld fokus" siger han bestemt. Der bliver nikket rundt omkring og mødet slutter. Jeg bliver siddende mens de andre går ud, til sidst er det kun Mathias og jeg tilbage. Jeg rejser mig og skal til at gå "Lily" siger han og jeg vender mig mod ham.

"Ja?" spørger jeg. Han smiler. Jeg smiler tilbage.

"lige meget" siger han kærligt og skynder sig ud forbi mig ned mod hans værelse. Jeg står forvirret tilbage og kigger efter ham. Jeg ryster på hovedet og går ned til bussen. Magnus sidder derinde allerede. Jeg går ind og vi får øjenkontakt og smiler til hinanden.

"Men dog da, er det ikke min yndlings Lily?" siger han og smiler. Jeg sætter mig ned ved siden af ham. Jeg sukker let, da jeg sætter mig.

"Har du det hårdt?" spørger han drillende.

Jeg smågriner og ryster på hovedet "Jeg er bare forvirret. Livet er forvirrende" siger jeg. Han lægger en arm om mig og giver mig et kram fra siden.

"Du har masser af tid til at finde ud af det" siger han og smiler. Jeg smiler tilbage og nikker. Bussen bliver fyldt. Jeg får øjenkontakt med Mathias, da han kommer ind i bussen men han smiler ikke til mig. Vi kører mod hallen. I dag er der kamp mod Japan. Jeg er ivrig efter at se holdet spille, men det er svært at fokusere på spillet. Jeg kan ikke lade være med at kigge på Mathias og lade mine tanker vandre. Jeg lægger dog mærke til at Mathias virker lidt ufokuseret i hans spil. Jeg kigger over på min far, som tydeligt også har lagt mærke til det, da han giver tegn til Mathias han skal komme over til ham. Han går derover og de har en snak. 

"Vi går i omklædningen drenge!" råber min far, og holdet begynder at gå derned. Jeg prøver at få øjenkontakt med Mathias, som kommer nede fra den anden ende af banen. Han er næsten ude af banen, da det endelig lykkes. Han siger noget til Emil og jeg kan se han siger han bare kan gå videre. De andre forsvinder ud af banen og Mathias kommer hen mod mig.

"Er du klar?" spørger jeg. Han nikker. "Og er du okay? Jeg så lige min far havde fat i dig" tilføjer jeg.

Han smågriner og nikker "Ja, jeg var lige lidt ufokuseret. Der var lige noget andet jeg tænkte på" siger han og lægger hovedet en smule på skrå. 

"Og hvad var det så?" spørger jeg.

Han sukker let og kigger ned i jorden. "Det er så dumt" siger han lavt.

"Hvad så Matti?" spørger jeg.

"Det er fordi jeg vil spørge dig- Ej Lily, det er altså så ligegyldigt og dumt" siger han tøvende.

"Mathias Gidsel" siger jeg alvorligt og han kigger op så vi får øjenkontakt igen. "Hvis det ødelægger dit fokus fordi du har et spørgsmål til mig, så synes jeg du skal spørge mig" siger jeg alvorligt.

"Okay, men det er lidt pinligt og der er sikkert ikke noget men jeg bliver nødt til at være sikker..." siger han stille. Jeg kigger afventede på ham. "Dig og Magnus..." begynder han og jeg hører faktisk ikke resten af sætningen, for jeg ved lige præcis hvad han tænker. Et smil breder sig over mine læber. 

"Du må ikke grine, det er ikke sjovt" siger han stille.

Jeg ryster på hovedet "Jeg smiler ikke fordi det er sjovt men fordi du er sød" siger jeg. Han smiler til mig. Jeg kigger mig hurtigt rundt om og ser at der ikke er andre end os to, så jeg træder et skridt tættere på ham og tager fat om ham og så er vores læber omsider placeret på hinandens igen. Jeg kan næsten mærke Mathias smile i kysset. Vi trækker os fra kysset men står stadigvæk tæt. Han smiler.

"Var det svar nok?" spørger jeg. Han smågriner og nikker. 

"Ja undskyld. Jeg ville bare være sikker" siger han. 

"Det er okay. Det har aldrig været noget og vil aldrig være noget. Jeg er nærmest vokset op med ham. Han er som en storebror" siger jeg og skær en grimasse over hvordan det lyder. Mathias gør det samme, hvilket får mig til at grine.

"Det jeg prøver at sige er at der er ingen som dig, Mathias Gidsel, i mit liv" siger jeg og jeg kan se på hans smil at han er tilfreds med svaret. 

"Jeg må nok hellere gå ned til de andre, de undrer sig nok over hvor jeg bliver af" siger han og jeg nikker. Han går et skridt væk fra mig inden han vender sig op og kommer tilbage efter et kys mere. Jeg smiler stort da han trækker sig fra kysset og løber mod omklædningen. I samme øjeblik opdager jeg at Anja står i døren. Shit, hvor lang tid har hun stået der og hvor meget har hun set??

Jeg sætter mig op på tribuen i dag. Spillerne kommer ind på banen og synger nationalsangen inden kampen går i gang. Mathias' fokus er tilbage og han spiller fantastisk igen i dag. Jeg kan ikke lade være med at beundre ham. Vores hold er i topform, og det føles fantastisk at være med til at opleve det. Kampen slutter med en sejr på 34-27 til Danmark.  

Da kampen er færdig går jeg ned til banen igen. Jeg står ved siden af min far. Mathias og jeg får øjenkontakt. Han smiler til mig og jeg smiler tilbage. Selvom vores lille hemmelighed stadig er nogenlunde intakt, ved jeg at det bliver sværere og sværere; på bare en dag har jeg allerede svære ved at lade vær med at kigge på ham og modstå ham end i går.