Arrogant? - Mathias Gidsel

Kapitel 17

Kapitel 17: Mathias' familie

Mathias parkerer bilen foran hans forældres hus. Han smiler til mig. 

"Jeg er så glad for du ville med" siger han. Jeg smiler og nikker.

"Selvfølgelig vil jeg da det. Det er ret sødt din familie holder fødselsdag for dig i dag når du ikke kan være her på den rigtige dag" siger jeg. Vi stiger ud af bilen og kulden rammer os med det sammen. Sneen ligger som et tyndt tæppe over det lille kvarter. Mathias smiler til mig igen mens vi går mod huset. Han tager mig i hånden og giver først slip da han banker på. Han når nærmest kun at banke én gang inden døren åbnes, og varmen fra Mathias' barndomshjem omfavner os. Mathias' mor, Helle, kommer gående med åbne arme og et smil, der lyser hele hendes ansigt op.

"Mathias, min dreng! Og du må være Lily," siger hun og giver os et varmt kram. "Jeg har hørt så meget om dig!"

Jeg smiler genert. "Hej, Helle. Ja, det er mig."

"Kom ind, kom ind. Vi har glædet os så meget til at møde dig," siger Helle og fører os ind i stuen, hvor der allerede er dækket op med fødselsdagspynt og gaver.

Mathias' far, Ole, kommer ind fra køkkenet og giver Mathias et klap på skulderen. "Tillykke, Mats! Og dig må være Lily. Godt at møde dig," siger han med et venligt smil og rækker hånden frem mod mig. Jeg smiler og tager imod den. Ved siden af ham står Mathias' bror, Christian.

"Så er du er den pige, Mathias ikke vil holde mund om" siger han drillende men han rækker hånden frem. Jeg smiler genert. Mathias sender ham et alvorligt blik.

Vi sætter os alle ved det opdækkede bord og nyder en lækker fødselsdagsmiddag, hvor samtalen, efter lidt tid,  flyder naturligt. Helle og Ole er begge meget nysgerrige, men på en behagelig måde, og jeg føler mig gradvist mere og mere afslappet i deres selskab.

Efter middag, har Mathias' forældre og bror et par gaver til Mathias som han pakker op med glæde i øjnene. Jeg ser på det med et smil og tager igen mig selv i at blive fanget i at kigge på ham. Jeg har selvfølgelig også købt en gave til Mathias men den får han først på den 'rigtige' dag. 

Som dagen går, bliver stemning mere afslappet og hyggelig. Da vi når aften, foreslår Helle at vi spiller et brætspil sammen. Jeg er lidt tøvende men ender med at gå med til det og opdager, at jeg i dette simple øjeblik føler mig som en del af Mathias' familie. De har taget så godt og naturligt imod mig og selvom jeg var ret nervøs da jeg ankom, så føles det nu som om jeg har kendt dem i årevis. 

Jeg er ude i køkkenet efter et glas vand og står kigger ud af deres store vindue til haven. Den er smukt dækket af sne. Jeg står et øjeblik for mig selv og overvejer om det her faktisk sker.

"Hey skat" siger en stemme og jeg vender mig. Det er Mathias og vi får øjenkontakt. 

"Hvad så?" siger jeg men stopper op. "Vent, kaldte du mig lige skat?" spørger jeg overrasket. Mathias smågriner og klør sig i nakken.

"Øh, ja det gjorde jeg vist" siger han og smiler. Jeg smiler tilbage. 

"Men hvad så?" spørger jeg.

"Jeg har slet ikke fået det sagt til dig men jeg tænkte vi blev og sov i nat" siger han. Jeg nikker og smiler.

"Det lyder som en god plan" siger jeg. Han kommer over til mig.

"Er du okay?" spørger Mathias og tager hendes hånd.

Lily smiler. "Ja, det er bare-" siger jeg men stopper.

"Men hvad?" spørger han.

Jeg ryster på hovedet og sukker. "Ikke noget du skal bekymre dig om. Det er bare min hjerne der er på overarbejde" siger jeg og smågriner.