Falling Leaves

Prolog

Bern, Schweiz, September 1912 

Pigen med det lange blonde hår gik med hurtige skridt ind i salen. Hendes mine var ikke til at tyde, men noget sagde Lord Groon, at hun var vred. Pigen så ikke ud til at ænse, hvad der skete i salen. Rundt omkring var magikere i fuld gang med, at sætte de blå bannere op over alt og pynte op til Årstidernes Banket. Pigen gik hurtigt over til Lord Groon, som sad og holdt øje med, at folket arbejdede som de skulle. Med et stoppede alle magikerne i salen, hvad de havde gang i, og så på pigen. Magikerne rundt omkring så enten chokeret eller beundrende ud, nogen begge dele. Hun var ikke inviteret, og hun var ihvertfald ikke en arbejder, så hvorfor dukkede hun op?

"Lady Arina, hvormed skyldes dette påstyr?" spurgte Lord Groon noget irriteret. Lady Arina, som var standset op, ikke så meget som trak i mundvigen. Hendes lange gyldne hår lå fladt ned af ryggen, hendes smaragdgrønne øjne stirrede trodsigt på Lord Groon. Den store lysekroner kastede uhyggelige skygger på hendes ansigt. "De er væk" sagde hun. Lord Groon rynkede panden, "Hvilke?" spurgte han. "Sommerens familie, de som har genet! De kan være hvem som helst" Lady Arina lød underligt rolig, nærmest som var hun ligeglad. Sommerens familie, den sidste ifølge profetien. Lord Groon rynkede brynene, han vidste ikke hvad han skulle tro, for blot en time siden, havde hans 2. kommanderende og bedste ven, Sir. Preleay, bekræftet at alle familier var i sikkerhed, og alt igen var, som det skulle være. Lady Arina var måske nok en af de sidste få ladies i verden, ligesom han var en af de sidste få lords, det var dog ikke sjældent i deres tilfælde at være af ædel eller royal slægt. Lord Groon kendte dog Lady Arina, han vidste, hvor god hun var til at trække i snorene og få ting til at ske, som hun ville have det.

"Hvorfor skulle jeg tro på dig?" spurgte han. Hun så på ham, man kunne se, at hun tænkte over svaret. Ligesom Lord Groon kendte hende, kendte Lady Arina også ham.

"Du burde ikke tro på mig, og du burde da slet ikke stole på mig, men jeg kommer med information, som kan være vigtig. Det er op til dig, hvad der skal gøres med den" med de ord vendte Lady Arina sig brat med håret svingende bag sig som en vifte. Hun gik ud af salen med rank ryk. Lord Groon stirrede ondskabsfuldt på hendes bare skuldre. Han vidste at Lady Arina kom og gik når det passede hende, men det her var en opførsel, som ikke kunne glemmes.

Inden døren stoppede Lady Arina og vendte sig, "Det blå banner symboliserer ikke årstiderne, kun vinteren" sagde hun trodsigt, hendes øjne fulde af arrigskab. "Jeres tro er ikke bare forkert, den er misledende!" Hun vendte sig igen og nærmest løb ud af salen. Lord Groon så efter hende, der var en blanding af arrigskab og forvirring i hans blik. Han opdagede at alle magikerne rundt omkring, der havde set optrinnet med stor interesse, nu mumlede internt om,a hvad de havde overhørt.

"Tilbage til arbjedet!" brølede Lord Groon. Ingen havde nogensinde kunnet pille ved hans tålmodighed, som Lady Arina kunne.

Lady Arina havde - som altid - næsten ødelagt forberedelserne til den banket, som skulle holdes for årstiderne. Trods hans uendelige kommandoer til arbejdermagikerne om at de skulle komme tilbage til arbejdet, havde det først været langt op på aftenen,at salen var præsentabel for de adlige gæster, som ville komme strømende til den følgende morgen

Ordenen holdt øje med de fire familier og de mulige genbærer. Sommerens familie kunne ikke være forsvundet. Lady Arina havde prøvet at lave rav i den, som altid. Når noget skulle besluttes, læste hun alt hvad hun kunne få fat i, hedenske tekster eller ej, for at finde noget som påpegede, at idéen var forfærdelig. Til tider havde hun dog ret, og hendes pludeslig udbrud om magikernes tro, havde gjort Lord Groon mistænksom, så efter forberedelserne besluttede Lord Groon sig for at opsøge professor Aries, en mand som vidste mere end han burde.

Professor Aries var allerede godt oppe i årene, det grå hår strittede let, og han briller sad langt ned på næsen. Man kunne se, han før havde været en ganske pæn mand, men alle årene på biblioteker i ordnen med at læse havde taget på ham. Hans hud var bleg, og øjnene matte. Lord Groon spurgte ham straks omkring hvorvidt Lady Arinas teori om flere bannere var mulig. Professoren rynkede panden. "Tjooh, det kommer jo an på hvad man tror på" sagde Professoren. "Mange hedninge troede på en delt magt mellem de fire årstider, en delt magt, som ikke kunne samles under ét symbol. Men det gør det jo ikke sandt".

Lord Groon så på professoren med et spørgende blik. Professoren måtte ikke have bemærket det, for han sagde ikke mere, men pillede bare ved en eller anden dims, han var igang med at opfinde. Til sidst vendte Lord Groon sig akavet mod døren, han havde tænkt så det knagede. Hedensk tro var forbudt i ordenen, han havde noget ,der omsider kunne få Lady Arina spærret inde bag tremmer. "Tak" sagde han kort, professoren nikkede blot.

Lady Arina var blevet overraske da hun fik nyheden om sin anholdelse. Hedensk tro? Nej, nu måtte det da være nok! Ikke nok med at Ordenen ikke kiggede på fakta, nu vil de også indespærre de som gjorde, inklusiv Lady Arina. Lord Groon havde personligt påført sig ansvaret for a spærre Lady Arina inde, hvilket bare gav Lady Arina en sur smag i munden. Selv om Lord Groon sagde hun ville blive behandlet ganske fint, vidste hun bedre. Lord Groon havde arbejdet på et fangehul længe, et fangehul hun vidste altid havde været beregnet til hende. Et fangehul, som Ordenen ikke kendte noget til, og som hun selv kun kendte til af et rent tilfælde. En af hendes nære -afdøde- venners husbond, havde arbejdet dernede, og han havde ved et uheld nævnt det. At han nævnte det, havde dog kun ført til, at Lady Arina for længe siden havde taget sine forholdsregler. Hun vidste derfor, hvor tingene var, og hvordan det var dernede. Hun sukkede, at dø af alderdom ville være noget af en bedrift for hende.

"Når de er klar MyLady" Lord Groons stemme var hæs, et tegn på, at han ikke havde rent mel i posen. "Og hvis jeg flygter?" spurgte hun. Lord Groon smilte til hende, "Det har vi prøvet før, husker du? Det gik ikke så godt" sagde han, og Lady Arina skælvede ved minderne. Hun skulle nok komme ud på et tidspunkt, hun havde lagt et for stort præg på verdenen til at blive glemt. Hun havde altid været et skridt foran alle andre. Undtagen nu da hun satte sig op på den lille plettede hest, som skulle bære hende til magikerenes land, Spartrom, et land, som lå der hvor Østrig og Schweiz grænser mod hinanden. Et land, som engang havde været noget så smukt. Hun sukkede, ikke blot på grund af tilfangetagelsen, men også over det faktum, at magikerne stadigt insisterede på, ikke at få hverken biler eller cykler, så ridtet op til Hovedbasen ville blive noget så langt.

Da de ankom nogle dage senere, blev Lady Arina ikke overrasket over, at det kun var Groon og hans 2. kommanderende, Sir. Charles Preleay, som fragtede hende indenfor. Der var tomt I bjergsiden, Biblioteket var iskoldt, og selv fangekælderen emmede af stilhed. Lady Arina blev dog ikke ført ind i fangekælderen, men ind af døren, som ingen nogensinde trådte igennem. Hun blev ført gennem de lange gange, som ned til Groons fangehul. Hun blev smidt ind i det ny-moderne bur, et fald på omkring 5 meter. Der var en enkelt lampe i hvert hjørne på gangen udenfor buret. Glasvæggen indtil buret havde et hul midtpå, man kunne under ingen omstændigheder kravle ud igennem det, men man kunne høre på Groons uendelige strøm af nonsens. I selve buret lå en madras. Der hang to malerier, og i det andet hjørne var en lille dør ud til at rum, hvor hun kunne gå på det lille hus. Fangehullet var blevet bygget til hende, men selv Lord Groon kunne ikke tåle at se hendes skam, over at skide foran en gentleman. "Et fangehul enhver Lady ville drømme om" sagde Gronn. Arina så iskoldt på ham. Hun havde ikke sagt et ord, da de smed hende ind i fangehullet, og hun forblev tavs da de i timevis nedgjorde hende. Først da de var gået ud, og Lady Arina havde hørt dørene blive låst, gik hun hen til 'toiletgangen'. Hun fumlede lidt på væggen, før hun fandt den kontakt hun havde designet, og den hemmelige dør lydløst gled op. Bag døren havde hun fået professoren til at smule de fleste af de skrifter, andre fandt hedenske, ind. Hun ville nok ikke kede sig. Viden var jo magt.