Falling Leaves

Tre bogstaver: FML

Jeg greb lige akkurat Cecilia inden hun ramte gulvet. "Ceci?" min stemme var skinger, "Ceci? Ceci kan du høre mig?" Jeg kunne ikke tænke på andet end den lille pige, der lå i mine arme, "CECI?!" Min stemme var underligt hul. Cecilias øjne fokuserede på mig, de smukke smaragdgrønne øjne. "Alishia?" stemmen var knap en hvisken, Cecilia var stadig i live! "Ceci! Shhh, jeg er her! Jeg er lige her" jeg kunne mærke tårerne strømme ned af mit ansigt. "Mor sagde, at jeg skulle" Cecilia blev afbrudt af et host, der slyngede blod ud. "Jeg skulle sige, at du" Cecilia toget raspende åndedræt.  "Du skal ikke gøre noget vildt" fik Cecilia stammet ud. Jeg så på hende. Tårerne gjorde mit syn sløret. "Jeg elsker dig Ceci" sagde jeg, hun så på mig og smite, det virkede som om, at den 8-årige pige var blevet ti år ældre på få sekunder. Så gik der et jag igennem hende og hendes øjne kiggede ikke længere på mig, men stirrede ud i luften. Hendes krop blev slap. "Nej, Nej Ceci! Kom nu, kom nu!" Min hviskende stemme rystede. Jeg så op på Lord Groon. Vreden farvede mit blik rødt. "Jeg hader dig!" min stemme var skinger. Lord Groon så bare på mig med kedelige øjne. Min kjole var plettet med blod. Jeg huggede hurtigt kniven ud af Emilys hånd, på den måde som Matt havde lært mig, før jeg af al kraft slyngede den imod Groon. Han greb den. Vinden begyndte at blusse op i rummet, Rådet begyndte at blive urolige, men ingen gjorde mine til at gøre noget. Jeg rejste mig op og stillede mig midt ud i salen. "Hørte du, hvad jeg sagde?!" Jeg tog fat i Fysitó, som jeg havde gemt under kjolen. "Jeg. Hader. Dig" Min stemme var skræmmende kold. Lord Groon så på mig, så begyndte han at le. Jeg kunne mærke vreden skyde op igennem mig. Ud af det blå blev vinden fra før tidoblet. Jeg vidste, at det var mig der gjorde det, men jeg var ligeglad, alt jeg kunne se var Lord Groon. Jeg begyndte at bevæge mig hen imod ham, nu med Fysitó i min hånd. Hænder greb fat om mine arme. Jeg skreg. Jeg fik vristet mig fri, men flere kom til. De tvang mig i knæ. Tårerne trillede ned ad mine kinder. Jeg skreg igen, et skrig der kunne vække de døde. Uheldigvis gjorde det det ikke. En af de magikere der holdt mig, tog en flaske frem. Jeg blev ført tilbage mod døren, "Jeg sværger! Jeg vil dræbe dig! Lad det sidste du ser, være mit hoverende ansigt Groon! JEG SVÆRGER!" Min stemme var en blanding af et skrig og følelseskold. Lord Groons latter blev bare højere. Flere hænder tog fat i mig. Jeg skreg igen. Et skrig fuld af vrede, længsel, sorg og alle de forvirrende følelser, jeg havde holdt inde den forløbne måned. Et Skrig jeg tabte slaget på, et skrig der føltes nærmest guddommeligt. Magien strømmede igennem det. Det lød som om nogle skruede op for volumen af skriget. Jeg faldt sammen. Rundt om mig var flere af de magikere, som havde holdt mig tilbage, faldet sammen. En nærmest gullig vind fløj rundt om mig. Emeraude var ingen steder at se. Det samme gjaldt for Matt og nogle af rådsmedlemmerne. En vagt fangede den magiske vind. Vindens kraft. Jeg havde tabt. Et hyl jog sig vej ud gennem min strube. 

Cellen jeg sad i bestod af glas. Glas hele vejen rundt. Der stod en vagt i hver hjørne af rummet udenfor glasset. Jeg sad på en lille briks, som var yderst ubehagelig. Jeg stirrede tomt ud i luften. Min kjole var stadig plettet af blod, jeg måtte ligne et mareridt. Cecilia, Cecilia, Cecilia. Mine tanker kredsede kun om hende. Hun havde været 8! 8 år gammel! Helt uskyldig! Hvorfor ville man? Hvem kunne? Hvad så nu? Mine tanker kredsede rundt i en stor tåge, en ting stod dog skræmmende klart, jeg ville dræbe Groon. Vagten til højre for mig nyste. "Prosit" Ordet kom uden at jeg ville det. "Du skal ikke snakke" sagde en af de andre vagter. Jeg så på ham. "Seriøst? Lord Groon har lige dræbt min søster for derefter at spærre mig inde, og jeg må ikke engang sige prosit? Hvad er det her 1500-tallet?" Min stemme var spydig, på trods af at det kun var ca. 10% af min hjerne, der fokuserede på de ord, der kom ud af min mund. Vagten svarede ikke, og jeg begyndte at stirre ud i luften igen. Mit sværd var blevet taget fra mig. Der lød et klik da døren ind til rummet åbnede. Der kom ingen ind, jeg stirrede på det et øjeblik. Det var første gang i flere timer, at døren havde åbnet sig. En af vagterne gik over for at se, hvad der skete, da døren pludselig åbnede hårdt op i hans ansigt og slog ham omkuld. De tre andre vagter løb nu hen til døren, hvor Matt kom ind. Han havde sit sværd i hånden og så bekymret på mig. Hans mund formede et ord: Ali. Han nåede ikke at sige det, før vagterne var på ham. Matt var yderst dygtig i kamp. Hans klinge flængede igennem luften og ramte dens mål. Bag ham smuttede en ældre mand ind. En ældre mand med gråt hår og varme brune øjne. Professor Aries? Han åbnede ind til mit glasbur, jeg rejste mig hurtigt. Aries gav mig Fysitó, som han havde haft i hånden. Jeg tog sværdet, for første gang glad over, at det var i min hånd. Jeg havde hadet følelsen af, at sværdet var nødvendigt, men lige nu var min verden alligevel så mærkelig, at sværdet gav mig en varm følelse indeni. Matt, der havde taget sig af vagterne, så på mig, da jeg kom hen til ham. "Ali!" han sagde ikke mere. Han omfavnede mig bare. Jeg tog imod omfavnelsen, jeg havde haft brug for sådan en. Det brændte, der hvor Matt rørte mig. Hvordan kunne en enkelt omfavnelse føltes så normal, så velkommen, når alt anden i ens verden var blevet ikke bare vent på hovedet, men rystet godt sammen, stegt over bålet for så at blive spist og fordøjet? Den lette duft af regn, der altid fulgte med Matt omsvøbte mig. En tåre trillede ud af min øjenkrog. Matt tog mit ansigt i hans hånd, før han gave mig et kys. Kysset var fuld af kærlighed og sorg. Det var en underlig kombination ar farvel og goddag. Et svagt host afbrød os. Professor Aries stod ved døren og så på os med et hævet øjenbryn. "Vi har ikke tid til at snave lige nu. Vi skal afsted, Emeraude og Lady Arina venter på os" Aries' stemme var alvorlig. Jeg så kort på Matt, "Arina?" Min stemme var ligeså forvirret, som jeg følte mig, "men hun er da under...?" min stemme døde hen, Matt sendte mig et smil, "Det ved jeg. Jeg fangede Emeraude, da hun prøvede at befri Arina. Vi aftalte en slagplan, Aries så os og tilbød sin hjælp" sagde Matt. Jeg så på Aries med et løftet øjenbryn. Han havde ikke ligefrem virket som en, der var imod Groon, sidst jeg havde set ham. "Jeg har altid vidst, at jeg skulle hjælp dig. Hvem tror du hjalp Lady Arina med at få de bøger ned i fangehullet? Groon har aldrig nogensinde forventet, at jeg foragtede ham" sagde Aries. Jeg så på ham, før jeg så så på Matt, "Skal vi?" spurgte jeg og løftede hånden op, som befandt vi os i 1700-tallet. "Det skal vi" svarede Matt og tog min hånd. 

Emeraude og Arina havde sadlet 4 heste op, da vi kom. Monnie, Bello, Bobbie og en kridhvid hest, jeg ikke vidste, hvad hed. "Skal vi ride to på en?" Spurgte jeg. Emeraude, som havde hørt, hvad jeg sagde, rystede på hovedet, men det var Aries, der svarede. "Groon ved ikke, at jeg har hjulpet. Jeg har tænkt mig, at det forbliver sådan. Jeg ved ikke, hvor i vil ride hen, men hvorend det er, så håber jeg, at vil blive ved med at kæmpe" Han holdt en pause og så på mig. En klar tone skar igennem luften. "Alarmklokkerne. Pis" sagde Emeraude. Arina sad allerede på den hvide hest. Matt og Emeraude var på vej op. Aries tog fat i min arm, netop som jeg satte foden i Monnies stigebøjle. "Husk på" sagde han, "Du har måske tabt slaget, men du har ikke tabt kampen! Der er stadig 3 mere i rækken!" Aries løftede hånden fra min arm, og jeg svang mig i sadlen. Emeraude råbte på mig. Jeg så på Aries, "Held og lykke" sagde han. Jeg drejede Monnie rundt og kiggede tilbage på ham. "Tak" sagde jeg. Han vinkede os blot væk, og inden længe var alle fire af os i fuld galop. 

Vi red af en rute jeg ikke kendte. Vi red næsten 6 timer uden andet end korte stop for at hestene kunne drikke. Vi red igennem et bjergpas dækket af en dyb troldeskov. Vi slå endelig lejr ved en lille bæk. Jeg sad forsigtigt af. Min røv gjorde ondt. Vi havde ikke skridtet meget af vejen, kun de få steder, hvor det var strengt nødvendigt. Hestene prustede alle efter det hårde ridt. "Så hvad nu?" min stemme var hæs. Jeg havde brugt de sidste timer på at for Cecilia ud af hoved. Jeg måtte holde hovedet koldt, og for at gøre det, kunne jeg ikke tænke på min lillesøster. "Vi rider videre" sagde Arina. Hendes blege skikkelse så helt malplaceret ud. Hun var averraskende nok ikke blændet af sollyset, trods de mange ord i et mørkt fangehul. "Vi tre" sagde hun og pegede på hende selv, Matt og mig, "Rider til et skjul. Vi holder kontakt med Emeraude" sagde hun. Jeg så på Emeraude, som stirrede ud i luften, "I har brug for min placering. Jeg er tronfølger. Groon har intet bevis på, at jeg har hjulpet jer. Ikke når han finder mig 'bevidstløs' i en lysning" sagde hun. Jeg så overrasket på hende. "Jeg lader som om, at jeg prøvede at stoppe jer. Jeg vil få en skideballe, for ikke at have alarmeret de andre, men han kan ikke gøre noget imod mig" sagde hun. Jeg så på hende. Jeg ville helst ikke forlade hende, det var trods alt Emeraude, der havde hjulpet mig mest med det her sindsyge eventyr. Jeg nikkede dog alligevel, det hun sagde gav mening. Professor Aries var måske en respekteret mand, men han var ikke tæt nok på Groon, og vi havde brug for en spion, der kunne kalde monarken for 'familie'. 

Det var mørkt, Emeraude var redet væk fra os. Vi havde midlertidigt gemt os i en lille dal. Vi havde sat kursen mod den Glemte by. Arina lå og sov, hun var måske hårdfør, men hun var stadig svag. Jeg havde holdt mig vågen sammen med Matt, som havde vagttjansen. Det var umuligt at se stjernerne. Det næsten stormede rundt om os. Det skrig, der havde udleveret vindens kraft, havde formået at ødelægge det vejr, vindmagikerne ellers havde frembragt. Matt sagde, at det ville gå over, men det ville nok gøre en del skade på landet. Lige nu var jeg ligeglad. Jeg lå op imod Matts brystkasse. Han havde armene omkring mig. Min hjerne var tom lige nu. Fortidens pinsler ville fortsat pine mig imorgen, fremtids prøvelser ville prøve mig af, men lige nu var der ikke noget, kun Matt og mig under den rasende himmel. "Alishia?" Matts stemme var en svag hvisken. "Mhmm" svarede jeg og så på ham. Hans blik fangede mit, "Jeg elsker dig" sagde han. Jeg kunne mærke en boble briste i min mave, så alle sommerfuglene, der havde gemt sig i den, endelig fik lov til at baske frit rundt i hele min krop. Et smil bannede sig vej frem til mine læber. "Jeg elsker også dig" hviskede jeg. Og med hjælp fra vinden fortsatte de ord ud i den endeløse nat.