Falling Leaves

Uventet besøg

Alle undtagen frk. Pekins red fra Nordbasen mandag morgen. Jeg var stadig forvirret over, hvad jeg skulle vælge. Jeg havde brugt søndag på at læse i den bog, som Lady Arina havde givet mig. Den havde for det meste kun bekræftet det, som hun havde fortalt mig, men den havde også bekræftet, hvad Ordenen fortalte mig. Altså at alt ved dette land var fucked up. Emeraude og jeg snakkede lavmælt sammen på turen til Nordbasen. Vi snakkede om lidt af hvert, vejret, facebook, mit gamle liv, alt det der. Cirka halvvejs på rideturen fik jeg en SMS:

OMG Alishia! Sorry jeg ikke har svaret, min mobil har været til reparation! Lyder nice på kostskolen! Savner dig i Frk. Drabens timer, den kvinde kan snakke i årtier! 

Anyway, seneste gossip:

Brent og Alice er begyndt at komme sammen... Jeg ved det, virker underligt! Mr. Hitsch er blevet fyret, jeg kunne nu egentlig godt forstå det, han anede ikke en skid om hvad han lavede. 

Jeg skulle hilse fra Cecilia! Hun savner dig, i går begyndte hun at græde i skolegården, hun sagde hun savnede dig! Nogle fra hendes klasse drillede hende vidst med det. Anyways jeg gik over og snakkede lidt med hende, The Hoe-Code ya know? Hun har det fint. 

Glæder mig til du kommer hjem!

XX

Jeg kunne mærke en tåre bane sig vej. Stakkels lille Cecilia! Jeg vidste, at hun savnede mig. Hun havde altid set op til mig! Jeg kunne mærke en knude i maven, da jeg tænkte, på de mange hyggeaftener vi havde haft, når mor og far var i byen. Tårerne begyndte ligeså stille at trille. Bag mig klingede Emeraude og Matts stemmer sig gennem luften. De var ikke behagelige længere. De mindede mig ikke om hjemmet. De mindede mig om det, de havde taget fra mig. Jeg vidste godt, at det ikke var deres skyld, men noget indeni mig gnavede ved tanken af Cecilia, Gør det for hendes skyld! Tænkte jeg, vælg det rigtige for Cecilia! Og tag så hjem til hende.

Sir Preleay så kort på mig, "Alt okay?" hans stemme var så lav, at Matt og Emeraude ikke kunne høre den. Jeg nikkede sammenbidt, "Hjemvé" sagde jeg. Sir Preleay sagde ikke noget, men satte tempoet lidt op. Jeg kendte efterhånden vejen til Hovedbasen. Den smalle sø, det stejle spor og den smalle bjergsti. 

Vi ankom til Hovedbasen ved aftensmads tid. Fru Loysmeade smilte varmt til os, da vi ankom. Ugen i Nordbasen var gået hurtigt. Alt for hurtigt. Emeraude kom op på siden af mig på vej ned af trappen. "Vi sal snakke med.. Du ved hvem" sagde hun. Jeg nikkede, "Ja! Vi skal snakke med Voldemort!" sagde jeg halvt sarkastisk. Emeraude så overrasket på mig. Vi var nået ned til biblioteket, ""Hvad?" spurgte hun. Jeg så på hende og gav hende det-der-mener-du-seriøst-ikke-blikket. "Voldemort? Du Ved Hvem? Fra Harry Potter?" spurgte jeg, Emeraude så bare på mig, "Undskyld, jeg troede ikke det var passende at lave Harry Potter referencer, når man snakker om en royal" sagde hun sammenbidt. Jeg så på hende og himlede med øjnene. "Midnat? I aften?" spurgte jeg, Emeraude rystede på hovedet, "For åbenlyst. For mange mennesker! Vi gør det fredag aften" sagde hun. Jeg så på hende kort og løftede et øjenbryn, før jeg gik med på den. Jeg gør det for Cecilia. 

Da jeg havde været på Hovedbasen en times tid, bankede det forsigtigt på døren. Det var Fru Loysmeade. Jeg lukkede min computer, som jeg havde siddet og surfet lidt rundt på. Jeg burde egentlig gøre mig klar til at gå i seng, men jeg havde brug for at få styr på mine tanker, og hvilken bedre måde at gøre det på end at se Doctor Who? 

Fru Loysmeade så dybt alvorlig ud. "Lord Groon har bedt dig komme til audiens hos ham i morgen klokken 10. Du vil være fritaget for normal undervisning, indtil du er færdig hos ham" sagde hun. Jeg kunne mære en knude af nervøsitet samle sig i maven. Det var ikke sommerfugle i maven, det var ikke den 'gode' slags nervøsitet. Det var den slags nervøsitet, der fik en til at føle man skulle kaste op, den slags nervøsitet der gav en lyst til at krølle sig sammen i en kugle og græde.