Falling Leaves

Jeg er åbenbart blevet stalket

Oktober, Reading, England 2010

Bladende dansende gennem luften i den milde oktoberbrise. Det var en varm dag i dag, der var godt 13 grader, og solen skinnede. Det var en flot efterårsdag, som desværre skulle bruges i et koldt og kedeligt klasselokale. Frk. Drabens uegentlig ordstrøm gjorde det ikke lettere, samfundsfag havde nok været mere spændende, hvis man måtte sige sin mening og deltage i debatten, men desværre var Frk. Drabens ord alt der blev hørt. Hendes personlighed passede vel egentlig meget godt til hendes udsende, de smalle læber og små ører, hendes hår var farvet mørkebrunt, men man kunne se det grå hår i skilningen, hun havde lædernederdel på i dag, i det mindste var det ikke den alt for lille læderjakke, hun nærmest altid brugte - og lynede - fordi det fik hendes 'bryster til at se flottere ud'. Jeg afsluttede endnu en cirkel ved siden af minee noter i hæftet og begyndte på en ny krusedulletegning: Et træ hvis blade langsomt dalede gennem luften, indtil de ramte jorden. Sådan så hele mit hæfte stort set ud. Små ubetydningsfulde tegninger af øjne, træer og cirkler.

"Alishia" lød en hvisken, det var min veninde Emily. Jeg kiggede på hende, hendes lange lyse hår var sat op i en høj hestehale, hendes læber var let lyserøde idag, og linserne farvede hendes øjne en let grønlig farve. Hun var ikke specielt stor, hverken højde- eller bredde- mæssigt, kun 154 cm, modsat mig med mine 176 cm.

-"Hvad?" mimede jeg, hun nikkede mod vinduet, hvorfra vi havde udsigt over skolens 'fælles udendørsareal', og det store kastanjetræ, som stod i midten.

-"Hvad?" spurgte jeg. Emily himlede med øjnene "Der står en fyr ved træet" hviskede hun. Jeg trak på skuldrende, som et slags 'Og hvad så?'. Jeg var ikke i drengehumør lige nu, faktisk var jeg meget sjældent i drengehumør. Emily sukkede opgivende, "Han stirrer på dig" sagde hun, men blev afbrudt af Frk. Draben: "Hvad er så interessant, at du sidder og laver grimasser til Alishia, Emily?" spurgte hun. Emily blev helt bleg, "Øøh. De.. Det" stammede hun. Jeg sukkede let, Emily var virkelig ikke en god løgner, trods hendes mange forsøg på at snige sig uden om reglerne.

-"Ikke noget, vi snakkede om kjoler til festen" sagde jeg friskt. Frk. Draben så skarpt på mig, hun troede ikke på mig, men hun lod det ligge. Jeg kiggede forsigtigt ud af vinduet. Der stod en dreng ved kastanjetræet og kiggede på mig. Han havde mellemlangt sort hår, han så stor ud, ikke kun fordi han var høj, men han så også veltrænet ud. Et øjeblik mødte hans blik mit, hans øjne så ud til at være en dybblå farve, så ringede klokken. Da jeg kiggede ud igen var han væk.

Vinden var taget til i løbet af dagen, den bed i kinderne, da jeg gik den sædvanlige tur gennem skoven for at komme hjem. Det gjorde mig dog ikke så meget, jeg elskede efterårets farver. Der fandtes alle nuancer af rød i bladene. Emily plejede at sige, at efteråret var ligesom mit hår, ildrødt med den der glød over sig. Vinden pjuskede i mit hår og fik mine nakkehår til at rejse sig. Det føltes som om jeg blev iagttaget. Jeg vendte mig hurtigt om, der var ingen at se. Kun de høje træer, og bare grene. Jeg gøs let, før jeg vendte mig og skyndte mig hjem. Jeg kunne have svoret jeg hørte nogen le.

Det første jeg gjord da jeg kom hjem, var som altid at smide min taske, og så gå i gang med at læse i min bog. Folk syntes ofte jeg var underlig. Lidt af en nørd, men sandt at sige, så elskede jeg bøgernes verden. Bøger havde den der ting, hvor man levede et liv gennem en anden, lærte af personen fejl og nærmest rejste i tiden. Enhver læser lever tusinder af liv, ikke kun et.

Det føltes som en blanding mellem 2 år, og 2 sekunder, siden jeg havde sat mig, da min mor råbte, at der var mad. Jeg sukkede og lukkede bogen. Mit værelse var ikke specielt stort, men der var plads til mine bøger, et lille TV, og min dejlige seng. Så havde jeg selvfølgelig også vindueskarmen, som jeg brugte til at lave lektier, læse og generelt bare dagdrømme. Der var stort set altid lyst på mit værelse, det kæmpe vindue med den komfortable vindueskarm sørgede for det, det hvide tapet og den lyse indretning hjalp også. Mit værelse lå på anden sal, da jeg var mindre, havde jeg ofte åbnet vinduet, for at hoppe over på den store gren, der var lige overfor; Jeg havde aldrig frygtet højder, den åbenhed man følte omkring sig når man var oppe i højderne. Det med at man kunne se ud over verdenen, var noget, jeg fandt helt unikt.