Falling Leaves

Fucking kryptiske beskeder og morderiske monarker

Mandag morgen stod som altid på en omgang havregrød efterfulgt af træning. Emeraude var væk hele dagen sammen med Matt, de skulle løbe en eller anden ærinde for Sir. Preleay. At de var væk, betød at jeg skulle trænes af Sir. Preleay. Hvis jeg havde syntes, at Matt og Emeraude var irriterende lærere, var Sir. Preleay en pinsel. Han var værre en Frk. Draben, og det siger altså noget. Han havde ikke tålmodighed til, at jeg skulle finde den der underlig del af mit sind, der udløste magien. Han blev bare ved med at råbe af mig. Det må have hjulpet på en eller anden måde, for på et tidspunkt blæste det for alvor op. Den lille bladbunke fløj rundt, og jeg gispede, da jeg mærkede energien strømme ud af mig. Jeg mistede dog hurtigt koncentrationen, og bladene dalede stille ned på jorden igen. Sir. Preleay så på mig, hans mine var ikke til at tyde. "Det er fremskridt" sagde han omsider. "Du styrede din magi, om end kun et par sekunder. Nu skal du gøre det igen" 

Da jeg endelig blev fritaget den dag, var jeg øm i hele kroppen. At udøve magi krævede energi. Jo mere energi man havde, jo mere magi kunne man bruge. Jeg forstod det ikke helt. Jeg faldt tungt ned i stolen og begyndte at spise. Emeraude og Matt var stadig ikke kommet hjem, så der var kun Frk. Pekins, Sir. Preleay og mig. Der blev ikke sagt noget under middagen, og det var jeg egentlig tilfreds med. 

Tirsdag forløb nogenlunde som dagen før, bortset fra, at det var Matt der undervidste mig, hvilket resulterede i mere tålmodighed fra min lærers side.  Onsdag skulle vi på tur. Matt og jeg! Sir. Preleay havde givet Matt lov til, at lade mig se Nordegnen, så vi ville ride til den Glemte By. En kort 3 timers tur langs Floris. Jeg red som sædvanligt på Monnie, og Matt red på Bobbie, den samme sorte hest, som han havde redet på, da jeg for første gang ankom til Spartrom. Det var vildt at tænke på, at jeg for under tre uger siden havde haft et normalt liv. 

Hestene gik roligt ved siden af hinanden. Stien, der fulgte Floris, snoede sig mellem bjergene. De rødelige farver dominerede overalt, både i de røde træer og de gyldne buske. "Så, hvad vil du gerne se i Den Glemte By" spurgte Matt efter en smule tavshed. Jeg trak på skulderne, "Jeg kan godt lide ruiner. Ruiner indeholder tusinde historier. Man kan aldrig kende de små detaljer, til historierne der er opstået der. Men jeg elsker at gætte mig til, hvordan den pige eller dreng, der levede her hundrede af år før, jeg satte fod her, havde det" sagde jeg. Jeg løj ikke, jeg elskede virkelig at se ruiner, der var noget fantastisk over at se noget, der havde været uberørt så længe. Stonehegne havde altid været en favorit. Matt så på mig og smilte let, "Ved du, hvorfor den hedder den Glemte By? Hvorfor den blev glemt?" spurgte han. Jeg rystede kort på hovedet, men forholdt mig tavs. Matt trak lidt i en af Bobbies tøjler, før han begyndte at forklare:

"Som du nok har læst, så boede Lady Arina der, de første mange år af hendes liv. I følge det, jeg har hørt, var indbyggerne i byen med til at gemme hende, da hun første gang gjorde noget ulovligt. Da hun blev idømt fængsel, mente man også, at de havde skjult hende, da hun forsvandt, men man fandt aldrig spor fra hende." 

Nej selvfølgelig gjorde man ikke det. Lady Arina var slet ikke forsvundet, Lord Groon vidste præcis, hvor hun var. Han havde bare brug for en undskyldning. om det var til at stoppe eftersøgning for Lady Arina eller hævne sig på byen, det vidste jeg ikke. Men jeg var sikker på, at han havde haft en grund til det. 

"Lord Groon henrettede alle indbyggerne, hele bundtet, selv børnene, der ikke vidste, hvad der foregik. Jeg ved ikke meget om Lord Groon, men mellem dig og mig" Matt holdt en pause og så sig lidt omkring, der var sorg i hans øjne. "Så kan jeg ikke vente til, at han dør, og Emeraude bliver leder" sagde han. Jeg så forskrækket på ham. "Hvad?" spurgte jeg forvirret, "Er Emeraude tronfølger?" min stemme var en hvirvel af spørgsmålstegn. Matt så på mig, "Har hun ikke fortalt det?" spurgte han, jeg rystede forvirret på hovedet, og han trak på skulderne. "Hun har sikkert ikke tænkt, at det var vigtigt" sagde han. "Men ja, Emeraude er tronfølger til den Spartromske trone. Hun er Lord Groons niece og den eneste arving" sagde han. Jeg pillede lidt ved Monnies tykke man, "Men blev hun ikke smidt ud af Hovedbasen?" spurgte jeg, endnu mere forvirret nu end før. Matt lavede et sært ansigtsudtryk, "Jo, det en lang historie. En mindre straf. Ingen tronfølger har været pletfri. Se selv Lord Groon! Jeg ved ikke præcis, hvorfor Emeraude blev sendt væk, hun har aldrig fortalt hele historien, så hvis du vil have det afvide, må du nok desværre spørge hende" sagde han. Jeg nikkede sammenbidt. Spørgsmålene hobbede sig op, men jeg holdt dem inde, det var ikke Matt, der skulle svare på dem.