Falling Leaves

Jeg afgiver et løfte

Jeg lå i en meget behagelig seng, da jeg vågnede. Mit ben emmede af smerte. Det var helt sikkert brækket. Sengen, jeg lå i, stod i et lille overraskende lyst, rum. Jeg kunne ikke se Emeraude, så jeg tænkte, at hun måtte være i et andet rum. Rummet jeg befandt mig i, havde sjovt nok en væg, der bestod af vinduer. Udenfor kunne jeg se en lille skjult bjergdal. Det lignede næsten et gammelt vulkankrater. Der var en masse aktivitet i bunden af dalen, folk vrimlede frem og tilbage. Da der ikke var meget andet at se på i min lyse, dog irriterende lille, celle, kiggede jeg på magikerne, der vrimlede rundt, indtil der kom nogen. Alle magikerne så forskellige ud, nogle havde skrigerødt hår, nogle var lave, nogle var høje og nogle var mørkere end andre. En ting gik dog igen ved dem alle, de så, trods deres smil, fattige ud. De var åbenbart de såkaldte hedninge, Emeraude havde snakket om. Folk der havde læst hedenske tekster. Hvad end det betød.

Der lød en skrumlen udenfor døren, og en høj, sydamerikansk-udseende kvinde trådte ind. Hendes mørke hår hvirvlede omkring hendes hoved. Over den brede næse, var hendes øjne så dybt mørkebrune, at det næsten lignede, man kunne falde i dem og aldrig komme ud igen. Bag hende smuttede den lyshårede pige, der havde angrebet Emeraude og mig, med ind. Hun var helt tavs, da hun satte sig på gulvet. Den ældre kvinde så på mig, jeg havde på fornemmelsen hun undersøgte mig, vejede mig fra top til tå.

"Alishia Evens" Kvindens stemme var dybere, end jeg havde forventet. "Jeg beklager det grusomme overfald. Vi ville egentlig bare snakke med dig, uden selskab" Kvindens stemme var dybt alvorlig, men jeg så alligevel trodsigt på hende. "Næste gang, så spørg lige! Et opkald er alt det tager! Jeg er træt af, at folk tror de kan koste rundt med mig" Min stemme var fuld af tilbageholdt vrede. Kvinden så undrende på mig. Pigen ved siden af havde taget en daggert frem og sad nu og pillede åndsfraværende ved den.

"Du vil ikke tale til mig i det tonefald. Jeg er Natália González, og du vil ikke komme på tværs af mig" Natália mente det gravalvorligt, det var der ingen tvivl om. Jeg var bare ikke enig. "Lige siden jeg er kommet hertil, har ingen svaret på mine spørgsmål! Ingen har givet mig besked på, hvad der skal ske! Jeg er bare fuldt med, for hvad kunne jeg ellers gøre?! Men det her er over stregen! At kidnappe en for at snakke med vedkommende, det er for meget!"

Natália ikke så meget som løftede en mundvig. "Jeg undskylder igen. Det er de færreste af os her" Hun tav og sendte den lyshårede pige et blik, der fik pigen til at krympe sig sammen, "Der kender til gode manerer."

Med de ord vendte hun sig om og gik. Pigen blev siddende i hjørnet. "Altså ville hun ikke snakke med mig?" Spurgte jeg, pigen trak bare på skulderne. "Natália er god nok, hun er bare lidt for... Stolt" Pigens stemme var tøvende, men ikke en eneste gang lød hun usikker. Jeg så nysgerrigt på hende. De smaragdgrønne øjne had en glød i sig, det pjuskede lyse hår, hang løst i dag. Hun havde en relativt bred mund. "Og du?" Min stemme var overraskende rolig efter mit vrede udbrud. Pigen så på mig, "Jeg hedder Summer Hayden" sagde hun, jeg så på hende. Jeg prøvede at ændre stilling så jeg kunne se hende bedre, men tog handlingen i mig igen, da mit ben smertede ved det. "Jeg er ildmagiker, sommerens magiker, hvad end du vil kalde det" sagde hun. Jeg kunne mærke spørgsmålene trænge sig på. Jeg startede ud med et af de mest simple: "Hvad vil i snakke med mig om? Og hvorfor efterlod Natália dig herinde?" Jeg kunne høre, at min stemme havde en underlig opgivende klang i sig. Summer så bare på mig, "Fordi jeg er den eneste fra rækken, som er med i oprørsgruppen"

Jeg kunne mærke flere spørgsmål trænge på, men Summer viftede dem væk. "Vi tror ikke at Groon lyver for os. Vi ved det. Vi ved at Ordenen holder ting skjult for magikerne! Hedenske tekster? Seriøst?" Hun tav kort og satte sig på min seng, før jeg begyndte at snakke igen. "Ordenen vil finde ud af, hvad de fire elementer til sammen giver! De fire årstider. DE tror det er alt viden i verden! Viden til at stoppe enhver sygdom. Men vi Hedninger" Summer holdt en pause, nærmest for at understrege hendes mening om ordet hedeninger. "ved at alt viden der findes, bør udrette mere ondskab, end hvad godt er. Det vil også være viden om at bygge våben, dræbe mennesker, kontrollere verden. Viden er magt" Summer holdt inde. Jeg så på hende, de unge øjne var dybt alvorlige. "Hvor gammel er du Summer?" min stemme var knap mere end en hvisken. Summer rejste sig fra sengen, og gik de få skridt, der var over til vinduerne. "Jeg er 12. Og nej, jeg er ikke hjernevasket. Når jeg fylder 17 skal jeg vælge, hvad jeg tror. Oprørsgruppen prøver at indsnævre mit synspunkt. Uden mig kan rækken ikke fuldføres, men jeg vil selv vælge" ved de sidste ord vendte Summer sig mod mig. Hendes gamle T-shirt havde noget slidt skrift på, men jeg kunne ikke tyde hvad det var.