Falling Leaves

Hvad er der med de vinduer?!

Der lød et svagt bank på døren, før den blev åbnet. En lav dame trådte ind. Hun var buttet på den der Man-Kan-Stole-På-Mig måde. Hendes hår var et kæmpe virvar af mørke krøller, og hun havde varme brune øjne. Hun smilte til mig, det var et smil, der vidste en pæn række tænder. "Alishia!" sagde hun glad, og krammede mig, trods jeg knap var stået op, og vi alrdig havde mødt hinanden før. "Jeg er Frk. Pekins! Jeg har sådan glædet mig til du kom! Nu får Emeraude endelig nogle andre at snakke med!" hun plaprede videre, imens hun tog mine kufferter ind på værelset. Hendes glade plapren fik mig helt til at smile. I løbet af de to minutter, jeg havde kendt Frk. Pekins, kunne jeg allerede mærke den glade, livlige aura hun afgav.

Frk. Pekins blev et stykke tid, og ordnede min seng, imens jeg blev vist ud på badeværelset for at tage et bad. "En Dame, uanset årstal, bør aldrig at lugte grimt, i nærheden af mænd" havde Frk. Pekins sagt. Jeg havde smilet lidt af det, hun virkede lidt gammeldags, men dog på den hyggelige måde. 

Jeg stod under det varme vand et stykke tid og lod støvet fra rejsen falde af. Hvis jeg havde været hjemme, havde jeg sikkert været i gang med et eller andet spændende med Emily, eller også havde jeg hentet Cecilia fra en af hendes veninder. Jeg havde sikkert sovet. Klokken var 8 her, altså 7 i England, men jeg havde på fornemmelsen, at ligge længe i sengen om morgenen, var noget magikerne slet ikke havde tænkt over man kunne.

Da jeg endelig gik ud af badet, og tog det tøj på Frk. Pekins havde lagt frem til mig, følte jeg mig ikke i meget bedre humør, end jeg havde været i, da jeg vågnede. Jeg var hvad man kunne kalde det største 'B-menneske' i verden; Jeg havde intet imod at gå sent i seng, til gengæld havde jeg heller intet imod at sove til klokken 2 om eftermiddagen. 

Tøjet Frk. Pekins havde lagt frem til mig, var et par sorte bukser, som mindede lidt om løbebukser. Der udover var det en sort trøje, der var let at bevæge sig i, og et par flade, sorte sko. Sikke farverige deres tøj var!

Jeg tøffede stille ud af badeværelset, og gik op til fællesområdet, hvor et stort spisebord prydede rummet. Glasgulvet det stod på, bar ikke en eneste ridse, trods alle de gange, stolene måttet have været trukket ud og ind.

Matt og Sir. Preleay sad allerede ved bordet og spiste noget, der lignede havregrød. Sir. Preleay så op fra den avis, han var igang med at læse. Han smilte til mig, og nikkede til at jeg skulle sætte mig overfor ham, jeg satte mig forsigtigt ned. Matt sad og læste i en bog, og sir. Preleay samlede straks avisen op igen. Ingen morgensnak ved bordet åbenbart. Frk. Pekins smilte trøstende til mig, da hun stillede en tallerken med havregrød, og et glas vand foran mig.

"De ikke specielt snakkesaglige de to, men det skal nok gå" sagde hun lavmælt til mig. Jeg blev ramt af lugten fra hendes parfume. Det duftede som den samme parfume, Emilys mor brugte. Et øjeblik havde jeg en knude i maven, men så sukkede Frk. Pekins. "Der er ikke altid havregrød til morgenmad. Vi laver andet, jeg skal nok sørge for, at du får andet at spise end pokkers havregryn" hun smilte til mig, og jeg smilte let igen, før jeg begyndte at nippe lidt til havregrøden.

Der lød et smæk, og både Matt og sir. Preleay så op. En pige med langt sort hår og dybblå øjne, næsten samme farve som Matts, kom ind i rummet. Hun bar sig selv flot, med rank ryg og hovedet højt. Hun var et par centimeter lavere end mig, men ligeså veltrænet som Matt og Sir. Preleay. Pigen så irriteret ud, hun bandede højlydt, og lagde vidst ikke mærke til mig. "Sir. Preleay" sagde hun hårdt og så på Sir. Preleay, "Ved du hvorfor Ragni ikke er på mit værelse?" spurgte hun hårdt. Sir. Preleay så blidt på hende, og nikkede mod bordet for at indikere, at hun skulle sætte sig ned. Pigen satte sig ned, stadig temmelig rød i hovedet. Hendes hud var fin, og der var intet tegn af hverken bumser eller makeup.