Falling Leaves

Skal jeg udøve magi, eller skal jeg meditere?

Mandag morgen stod på havregryn igen. Derefter tog Matt mig med ned på det flade stykke ved siden af hestenes indhegning. Han satte sig på hegnet ind til folden, og bad mig om at løfte en lille bunke blade på jorden. Mit blik må have været et stort spørgsmålstegn, men Matt gjorde ikke noget. Jeg så forvirret på bunken med blade. Hemmeligt land, okay! Svævende ø, hvad kan være bedre?! Men den del med, at jeg åbenbart var magisk, havde jeg stadig ikke fattet. Hvordan jeg på nogen måde skulle udnytte det, var åbenbart ikke noget, nogen havde tænkt sig at svare på.

Jeg prøvede den der standarts 'jeg-lader-som-om-jeg-kan-magi' metode, hvor jeg blot stirrede på bladene, der skete ikke noget. Jeg prøvede forsigtigt at løfte mine hænder. Der skete intet. Jeg kunne mærke Matts blik i ryggen, da han forklarede: "Magi er ofte forbundet med følelser, og bliver løsladt i ekstreme situationer, vrede eller frygt er gode eksempler" han holdt end pause, og ventede til han så mig nikke forstående, "Der er ligesom... et sted i dit sind, hvorfra den kommer. Det kan tage tid at finde, og endnu længere tid at trænge igennem" forklarede han. Jeg havde stadig fronten mod bladene, men lukkede øjnene blidt. Jeg lod duften af nyfaldne blade strømme ind i mine lunger, vinden legede let med mit hår, og jeg kunne mærke solens svage efterårsstråler på mine blottede kinder. Jeg kunne nærmest føle hele engen omkring mig, træerne, der slumrende drømte svage drømme om det nye år. Græsset, der sukkede når brisen rislede igennem det. Bunken af blade, der lå dovent 5 meter foran mig. Jeg fokuserede på bunken, imens jeg prøvede at gennemsøge mit sind. Det eneste jeg stødte på var tanker og frustration. Jeg sukkede og åbnede øjnene.

-"Tage tid? Nærmere årtier!" sagde jeg frustreret. Matt var gået om så han kunne se mit ansigt, han stod lidt væk, og pillede ved en gren. Han så op da jeg talte, de isblå øjne mødte mine, og jeg så hurtigt væk. 

-"Har du prøvet at meditere?" spurgte Matt. Jeg så på ham, meditere? Var han seriøs? "Det er lidt det samme; Når du meditere, skal du finde din indre ro, ikke tænke på noget. Her skal du finde din magiske del af dig selv, den del, som helst vil gemmes væk" han smed pinden fra sig, og gik hen imod mig. Han var næsten et hoved højere end mig, hans øjenbryn var pjuskede på den der lidt nuttede måde. 

"Hvordan?" spurgte jeg opgivende og slog ud med armene i en opgivende bevægelse. Matt trak bare på skulderne, og sendte mig et skævt smil.

-"Det forskelligt fra person" sagde han blot, før han lagde hænderne på hver side af mit hoved.
"Prøv at udelukke alt omkring dig, undtagen mine hænder, kan du gøre det?" Det lød næsten som om, at Matt rent faktisk gav mig valget til at prøve. Jeg sukkede og lukkede øjnene. Jeg fokuserede på Matts hænder, på følelsen af hans kolde fingre, imod min varme hårbund. På den kriblen det gav at stå så tæt på ham. Hvor lang tid jeg stod der og skubbede tanker væk, alt imens jeg kun bemærkede Matts hænder ved jeg ikke, men pludselig skete der noget. En lille del af mig selv vågnede langsomt op, som fra en langvarig døs. Jeg gøs lidt, og gåsehuden krøb ned af ryggen. Jeg åbnede øjnene, og så Matts varme, isblå øjne, og med et var den gysende fornemmelse væk. Matt så på mig og fjernede hans hænder, noget indeni mig protesterede svagt imod det, men jeg tænkte ikke over det. 

-"Du var der næsten, nu skal du bare find det igen" sagde han. Jeg så opgivende på ham, men han gav mig bare det skæve smil, før han gik hen og satte sig op af et træ. 

-"prøv så igen" sagde han, jeg skulede til ham, før jeg igen rettede opmærksomheden indad. 

Hvor længe vi havde øvet magi, vidste jeg ikke, men til sidst havde jeg da nogenlunde kunnet finde den mystiske del af mit sind, der fik en gysen til at løbe ned af ryggen på mig. Matt havde ikke sagt noget udover halvhjertede ord, der skulle give mig modet tilbage. Frokosten bestod af en eller anden grød, der heldigvis smagte bedre end den så ud. Sir. Preleay var taget til Hovedbasen for at udføre er ærinde, og Frk. Pekins var igang med at gøre rent, så der var kun Matt, Emeraude og mig til frokosten. Matt så ud til at være langt væk i tanker, og Emeraude læste en eller anden magikerbog, så jeg sad, som altid, akavet og gumlede på min mad.