De Dødes Land ~ Min Falske Død

Træmassakren

Jeg havde lagt mærke til det noget før, men der havde det ikke virket som nogen stor ting.
Det gjorde det nu.
Der var noget galt med den her skov.
Den var ikke som den plejede at være.
Det var som om her var... for stille.
For sultent.
For dødt.
Det føltes som om alt omkring mig var dødt eller døende.
Det lod ikke til at nogen af de andre havde lagt mærke til det.
De gik bare og småsnakkede som om ingenting var anderledes.
Jeg ikke bare troede at der var noget anderledes.
Jeg vidste det.

Det var dagen efter juleaften, og min fars familie og jeg var ude at gå en tur i skoven lige ved siden af deres hus.
Det var en tur vi gik hvert år, det var der ikke noget nyt i.
Men det var skoven der var noget galt med.
Vi gik videre.
De voksne var i gang med en dyb samtale om kedelig voksenting som f.eks. hvad alle de forskellige fugle de så, hed.
Gaaab.
Min lillesøster gik rundt og lejede med vores lille fætter, Frede.
De havde gang i en eller anden gætteleg.
Jeg gik bare og kiggede ud i luften, og undrede mig over skoven.
Normalt er jeg ikke sådan en der går rundt og spekulerer over ting, men den dag var jeg, fordi at nu var der noget fornuftigt at spekulere over.
Fornuftigt og fornuftigt, det er måske så meget sagt.
Jeg var bare sikker på at der var noget galt.
Jeg blev endnu mere sikker i min sag da vi kom længere ind i skoven.
For der, midt blandt de høje piletræer, lå et stort, tykt træ.

Det lå ned.
Altså på jorden.
Det lyder måske ikke så mærkeligt, men prøv lige at tænke over det.
Det kunne selvfølgelig været væltet i en storm, men for det første havde der ikke været nogen storm for nyligt, og for det andet var det et af de største træer jeg havde set indtil videre.
Så hvis der virkelig havde været en storm, burde det så ikke have været et af de små træer der var væltet?
Det var ikke det første.
Efter nogle meter, så vi et mere, og så et til.
Træerne blev større og større, og der var flere og flere der væltede.
Jeg kiggede rundt på de andre, men de lod ikke til at have opdaget noget, de gik bare videre.
Det var dér jeg lagde mærke til det.

Onkel Martin var der ikke længere.
Han gik ikke længere sammen med os.
Hvor var han?!
De voksne fortsatte bare deres samtale som om ingenting var sket.
Hvad skete der?!
Jeg gik over til min far, og trak ham til siden.
Han kiggede uforstående på mig.
"Hvor er onkel Martin?! ", hviskede jeg til ham.
"Hvem? ", spurgte han.
"Onkel Martin! "
"Jeg aner ikke hvem onkel Martin er. "
"Jo, du gør! Onkel Martin!!! "
Og så pludselig lagde jeg mærke til noget.
Hvor var Frede nu henne?!
Min lillesøster lejede ikke længere med ham, men stod og prøvede at overtale mor til at leje med hende.
De lod heller ikke til at have bemærket noget.

Og sådan blev det ved.
Flere og flere træer lå på jorden, flere og flere personer forsvandt, og til sidst lå alle synlige træer ned, og jeg gik helt alene.

Jeg kunne ikke længere høre noget.

Ikke engang mine skridt eller mit eget åndedræt.

Det var som om at jeg også var død.