De Dødes Land ~ Min Falske Død

1 uge senere

Jeg har været her i mange dage.
Mange dage.
Jeg er blevet mere og mere sulten, tørstig og sindssyg i mange dage.
Jeg kan ikke tælle dem, for her er der altid mørkt.
Altid.
Jeg tror ikke jeg klarer den meget længere.
Nogen gange får jeg lidt mad ind, men jeg nægter at spise det.
Ikke deres mad.
Aldrig.
Jeg ved ikke hvad deres planer er med mig.
Hvis de vil have at jeg skal dø af sult, ville de nok ikke give mig mad.
Jeg ved ingenting om de her mennesker.
Andet end at jeg ikke har lyst til at bliver her sammen med dem.
Jeg er nødt til at flygte.

Manden uden for cellen kiggede ind til hende.
Hun var der stadig.
Hun sov.
Eller... næsten.
Hun lå og mumlede et eller andet.
Han kunne ikke høre det herfra, men det irriterede ham.
Han prøvede at kalde på hende, men hun hørte ham ikke, og blev ved.
Blev ved.
Han tog sig til hovedet.
Lyden af hendes mumlen fyldte snart hele hans krop, og han kunne ikke komme væk fra det.
Han satte sig forvirret på gulvet og prøvede alt hvad han kunne at holde sig for ørene så lyden forsvandt, men det var som om den sad inden i ham.
Den sad fast.
Han prøvede at skrige, men var hel lammet.
Alt sortnede for hans øjne.
Men pludselig ændrede lyden sig.
Den blev tydeligere.
Mere klar.
Det var ord.
Tre stærke selvsikre ord.
SLIP MIG FRI!