De Dødes Land ~ Min Falske Død

Kigger de på mig?!

Jeg kigger - stadig forskrækket - på min hånd.
Tror jeg har siddet der i sådan ca. 3 min.😂
"Jeg ved godt det er chokerende, men du er altså ikke død. ", siger Tristan.
Jeg kigger på ham.
Mit hjerte er helt oppe i min hals, og jeg ved ikke om det er på grund af overraskelsen, eller om jeg stadig er chokeret over at han kaldte mig smuk.
Jeg smiler til ham.
Prøver at se pæn ud, men jeg er sikker på at jeg må ligne noget der er løgn.
Jeg kigger bekymret i spejlet til højre for mig - som jeg nu kan se.
Mit røde hår sidder stadig i den løse knold jeg satte for nu... hvor lang tid har jeg egentlig sovet?
Nå, men den er helt rodet.
Mine gråbrune øjne er rådvilde, og alle mine fregner ligner store brune pletter på mit ansigt.
Jeg har en hvid, løs, kort kjole på med lange ærmer.
"Hvor... hvor lang tid har jeg været her? ", spørger jeg bekymret.
"I omkring 3 dage. ", svarer han.
Jeg gisper.
Min familie må være syge af bekymring.
Hvis... de overhovedet er der.
Hvad skete der med dem.
Er de her også???
Jeg skal lige til at spørge ham om det, da han afbryder mig.
"Du kan får svar på dine spørgsmål senere. Lige nu skal min herre snakke med dig. ".
"Så den del var ikke løgn? ", driller jeg, og følger med ham ud af døren.

Udenfor ligner det hele noget fra en sort-hvid film.
Det ligner fuldstændig en normal, måske liiidt gammeldags by i sort-hvid.
Folk på gaden ligner også almindelige mennesker.
Men... de er selvfølgelig gennemsigtig ligesom mig og Tristan.
Jeg kigger flovt ned på mig selv.
Jeg må blive ved med at trække kjolen ned, for at den ikke skal ryge op.
Piiinligt😅
Men til sidst når vi til en stor hvid borg i midten af byen.
"Det er her vi skal ind. ", siger Tristan og åbner høfligt døren for mig.
Jeg griner.
Men indeni er jeg rædselsslagen...