De Dødes Land ~ Min Falske Død

Spørgsmål⁉️

Jeg står stadig under lysekronen.
Eller... ikke under den.
MIDT I DEN?!
Jeg skriger, men der kommer ikke en lyd ud, jeg er nok for chokeret.
Tristan ligger stadig på gulvet.
Han kigger på mig og smiler.
Den idiot.
Lod han mig bare opleve det her?
Men jeg kan alligevel ikke lade være med at sukke af lettelse.
Jeg er ikke død.
Eller... er jeg?
Er den eneste grund til at jeg ikke døde... at jeg allerede er død?!
Det havde jeg ikke tænkt over.
Jeg begynder at græde.
Det hele går bare så hurtigt.
Jeg ved ikke hvor jeg er, hvor min familie er eller om jeg overhovedet kan stole på nogen som helst.
Jeg skynder mig ud af lysekronen, sætter mig ned på gulvet og græder.
Det føles befriende.
Bare at slippe det hele løs.
Der er heller ikke sket noget med Tristan, så han går over til mig og lægger hans arm om mig.
Jeg skubber den ikke væk.
Jeg kan ikke.
Hvad hvis der er en god grund til at han gjorde det?
Men jeg krammer ikke igen.
Det kan jeg heller ikke.
Alt er ødelagt.
Jeg savner alt det normale.
Jeg savner Sara, jeg savner min familie.
Jeg savner at være hjemme.

Da jeg er færdig med at græde fører Tristan mig ind i et rum.
"Hvad skulle det til for?! ", spørger jeg fortvivlet.
Jeg kan mærke vreden stige op i mig igen.
"Hvad for noget? ", spørger han bare roligt som om han allerede har glemt det.
"Det med lysekronen! Hvorfor gjorde du ikke noget?! ".
"Jeg var nødt til det. ", kommer det rolige korte svar.
Jeg surmuler.
Gider ikke spørge ham om mere.
Ikke før al det her er overstået.

~ Tristan's synsvinkel ~

Jeg kan mærke at hun er sur på mig.
Hun forstår det ikke.
Jeg kan ikke forklare hende det endnu, for vi er allerede for sent, og det piner mig.
Bare hun vidste alt.
Så ville hun være gladere.
Eller rettere sagt...
Det ville hun nok ikke.