De Dødes Land ~ Min Falske Død

En nat jeg aldrig vil glemme

Den nat vågnede jeg ved at jeg hørte en skramlen inde på mit værelse.
Jeg satte mig op i sengen og kiggede i det samme hen mod lyden.
Skikkelsen stod midt i mit værelse.
Jeg kunne mærke mit hjerte banke.
"F*ck! ", sagde skikkelsen højt.
"Jeg skulle jo bare advare hende, ikke vække hende. Nehj, hvor er jeg klod... set. ".
Han stoppede midt i sætningen.
Stirrede på mig.
Der gik et stykke tid hvor vi bare stod og stirrede på hinanden, men så rømmede han sig og sagde: "Ahøm... hvad øhh... er det nu du hedder? ".
Jeg stod først som lammet, men tog mig så sammen til at sige:
"Jeg hedder... øhh... Ste-Stephanie. ".
"Stephanie, aha, det var det hun hed. ", mumlede skikkelsen for sig selv.
Så kiggede han undskyldende på mig.
"Nåh, men jeg burde jo nok også lige præsentere mig.
Jeg hedder Zonilsio Arkenmuld II, men du kan bare kalde mig Zonil.
Jeg er kommet her fordi at min herre har bedt mig om at advare dig.
Han sagde godt nok at jeg skulle gøre det dæmpet, men det har jeg allerede glemt alt om ik'? ", spurgte han, og kiggede på mig som om jeg burde stå og grine lige nu.
"Hvad... hvad var det du skulle advare mig om? ", spurgte jeg bekymret.
"Åh ja, hvad var det nu det var.
Jeg kan ikke helt huske det. ".
Væsenet gik frem og tilbage i mit værelse og mumlede i cirka 5 minutter inden han sagde.
"Ah, ja! Det jeg skulle advare dig i om! Selvfølgelig! Herren sagde at jeg skulle sige til dig at du dagen efter juleaften vil opleve noget som intet menneske burde opleve. ".
Han kiggede spændt på mig som om det var en god ting.
"Hvad er det jeg skal opleve? ", spurgte jeg.
Der gik noget tid igen hvor han gik rundt og spekulerede over om han skulle fortælle mig det.
Men efter lidt tid sagde han alligevel:
"Du skal gå vejen til de døde... "