On the road - Shawn Mendes Fan Fiction

Køjesengen

Olivia's synsvinkel:

Jeg ville sætte mig dramatisk og fortabt ned på vejen, ligesom i en Hollywood film men en lastbil dyttede voldsomt af mig og tvang mig ud i vejkanten. Hvor var det altså bare typisk mig! Hvorfor bed jeg ikke mærke i at chaufføren rent faktisk mente hvad han sagde?! Nu var jeg strandet ud på en eller anden rasteplads i nord Tyskland - flot!! Efter jeg havde siddet og halv grædt, slog det mig at jeg havde glemt min kuffert oppe ved 7eleven. Jeg rejste mig hurtigt op og gik med faste skridt tilbage. Jeg nåde ikke langt før en turkis grøn bus stoppede ud foran mig, jeg tænkte ikke videre over det før en stemme råbte efter mig

"Vi har din kuffert..." Øhm wtf?!

Heldigvis for mig kunne jeg genkende stemmen, men alligevel, hvorfor har du min kuffert?! Jeg kiggede om på ham, og han færdig gjorde sin sætning,

"kør med os, så skal vi nok få dig hjem i morgen" var det nogen god ide? Burde jeg ikke bare vente her indtil min mor kom efter mig? Det var vel det sikreste, ik? Men hun ville nok ikke svare før om 2 til 3 dage, og så sikkert er det vel hellere ikke at sidde i nord Tyskland helt alene? Jeg stod og overvejede mine muligheder i et lille stykke tid, et kort øjeblik ville jeg helst bare blive her, ind til en bil med høj musik og fuldemænd kom kørerne ind på rastepladsen med en alt for høj fart! Jeg skulle ikke sidde og vente på at komme hjem til hverdagen, imens jeg sad i noget der mindede alt for meget om den!

Det fik mig ikke til at tvivle et sekund mere. Jeg gik med hurtige skridt over til Shawn og hans bodyguard John. Shawn så undrende på mig, men da han opdagede jeg var på vej over til dem, rystede han det af sig og smilede kort. De lod mig gå først ind i en helt mørk og stille bus, her duftede af mand også lidt mere af mand, hvilket egenligt ikke overraskede mig.

Uden jeg havde tænkt over det, var jeg stoppet op, Shawn gik lige ind i mig.

"Mhh... Undskyld, jeg så ikke lige du var stop... Stoppet op" jeg svarede ikke, men gik bare til side så han kunne komme forbi, og forsatte så med at kigge mig omkring, selvom jeg ikke kunne se for meget. Et mindre chok fór igennem hele min krop, da han tog min hånd og træk mig med sig videre ned igennem bussen. Han stoppede op foran en køje der var tom, og gjorde tegn til jeg kunne sove her. Ingen af dem sagde noget, så jeg nikkede bare, kravlede ind og lagde mig med ryggen til gangen.

Da jeg kunne hører deres skridt forsvinde længere og længere væk, slappede jeg mere af.

Det overraskede mig faktisk lidt, at jeg ikke havde grædt eller begyndt at fangirle over at jeg rent faktisk mødte ham igen. Selvfølgelig var jeg glad, ikke tag fejl af det! Men jeg sprang ikke op og ned, måske fordi at jeg var så træt og det stadig ikke var gået op for mig. Hvordan kan det her overhovedet være muligt?! Jeg kiggede mig over skulderen for at sikre mig at jeg ikke bare lå i den gamle turistbus. Det gjorde jeg ikke, hvordan... jeg var mundlam! Hvordan kan sådan noget her ske for en som mig?

Først en så to, også fik de alle ellers bare frit løb, midt i Shawn's tour bus lå jeg og græd lydløst, det ikke mange der kan sige de har prøvet det.

"Hey..." jeg stivnede, alle andre tidspunkter end nu, alle andre! Jeg tørrede hurtigt tårne væk i dynen, og vænnede mig rundt, jeg kunne knap nok se det var ham så han kunne nok hellere ikke rigtig se mig, heldigvis.

"...hvad handlede det der om før?" hvad snakker han om? Da jeg ikke svarede, forsatte han.

"Du så så tøvende ud, og så ud til at du allerede havde bestemt dig for, at du hellere ville vente ud på den rasteplads... Lige indtil der kom en bil farende ind" først var jeg helt mundlam og havde ingen ide om hvad jeg skulle svare ham. Men kom frem til at det nok bare var nemmest at sige sandheden, "jeg orkede bare ikke at komme tilbage til dagligdagen endnu..."