On the road - Shawn Mendes Fan Fiction

Uventet drejning

Shawn's synsvinkel:

"Så giv det en chance. Hvad hvis alt det her ender med, at være det helt rigtige valg for dig?" "Jeg... Shawn... Jeg ved det virkelig ikke... Jeg har aldrig haft et valg før, hvordan skulle jeg kunne vide hvad der er bedst for mig, når alle andre altid har valgt alt for mig! Lige fra mine handlinger, til hvad jeg skulle sige og gøre. Jeg... jeg... jeg er så forvirret og... jeg er bange!" hun brød grædende sammen, det hele var for meget for hende. Jeg havde svært ved at sætte mig 100% ind i hendes situation, men forstod hende godt. Det var en stor beslutning, der i sidste ende kunne påvirke resten af hendes liv, om det så var positivt eller negativt.

"Du kan stadig nå at tænke over det, du behøver ikke svare lige nu." jeg trak hende tættere ind til mig, og prøvede så godt jeg nu kunne, at få hende til at slappe af igen. Give hende tryghed. "Shawn hvad er vi?" hendes spørgsmål overraskede mig, men et jeg også selv havde tænkt meget over, jeg havde bare generelt tænkt rigtig meget her på det sidste. Hvad var vi egenlig? Vi havde ikke kendt hinanden i mere end 2 dage, men alligevel følte jeg at jeg kendte hende godt nok. Vi var ligesom Romeo og Julie, bare en lidt mere neddæmpet version af dem.

"Jeg ved det virkelig ikke... Tro mig hele denne her situation, er mindst ligeså forvirrende for mig, som for dig..." jeg holdte en kort pause, "men lov mig du ikke tvivler på det her!" jeg afventede hendes svar. Hun nikkede og kiggede ned, men ikke lang tid, jeg løftede hendes hovede op igen, så jeg kunne kigge hende lige ind i hendes grønne øjne, når jeg sagde det. "Jeg er helt vild med dig! Der er noget over dig som fangede mig første gang jeg så dig, og jeg mener ikke i nord tyskland, da jeg havde læst dit brev og fortalt at du havde sneget dig ud, for at komme til Berlin, begyndt der at flyde billeder ind af dig. Du gjorde allerede dengang et kæmpe indtryk på mig, Olivia! IDENYN var klistret til min hjerne en uge efter, det irriterede mig grænseløst at jeg ikke havde spurgt efter dit navn! Okay for at være ærlig, er jeg vild med dig, Olivia! Jeg kan behandle dig langt bedre end han gør! Du fortjener en gentleman!" sagde jeg. "Jeg... jeg... du har soundcheck nu" var det eneste hun kunne sige, hvorefter hun rejste sig og begyndte at gå ud til køknet, hun slap ikke så let fra det her. Hun spurgt og hun fik et svar.

Jeg rejste mig hurtigt, og fulgt efter hende. Lige inden hun gik ud af bussen nåde jeg at gribe fat i hendes håndled og trække hende tilbage, og ind til mig. Hun så skræmt på mig, men gjorde ikke modstand. Jeg løftede hende uden besvær hen på køkkenbordet, satte hende fra mig så jeg nu stod med et af hendes ben på hver sin side af mine hofter. Jeg skulle nok få hende til at indse, hvor meget hun egenlig holdte af mig. Vi vidste begge hun gjorde, hun ville bare ikke indrømme det, pga. hendes far? Han skulle være den sidste til at ødelægge det her. Jeg pressede mine læber mod hendes uden tøve, lagde en hånd på hver af hendes hofter og trak hende tættere på mig, måske lidt for tæt. Jeg kunne ikke styre mig selv, det tog overhånd.

Olivia's synsvinkel:

Efter han havde trukket mig tættere ind til sig, var det som om han var blevet besat. Fair nok at han ikke var herre over hvornår den rejste sig eller ej, men han havde ikke kontrol over noget som helst, som var han blevet til en helt anden. Jeg trak mig skræmt væk, hans øjne strålede af sult, som var jeg en gazelle han lige havde nedlagt som løve. Hvad skete der med ham?

"Shawn stop!" han var slet ikke til at nå, han var i en helt anden verden. Han forsatte, ned af min hals og videre til mit bryst. Før havde det været rart, nu var jeg skræmt for vid og sans! "Shawn stop! Jeg... Shawn?!" først en, så to og så fik de ellers bare frit løb. Jeg skubbede ham hårdt væk fra mig, og trak mine ben op under mig. Hvad havde han gang i? Da det gik op for Shawn hvad han havde haft gang i, så han chokerende på mig. Var han bange for sig selv? "Olivia... undskyld, jeg ved ikke... det tog overhånd!" han prøvede at få øjenkontakt med mig, men jeg kunne ikke se ham i øjne. Jeg var chokeret, han var den sidste jeg forventede der ville gøre sådan noget, forsætte selv om jeg bad ham om at stoppe! Jeg lod dem få frit løb igen.