On the road - Shawn Mendes Fan Fiction

Du fylder

Olivia's synsvinkel:

En forsigtig rusken vækkede mig, fra min ellers så dybe søvn. "Bare lige 2 minutter mere..." da det gik op for mig hvad jeg lige havde sagt, tog jeg helt automatisk armene op foran mit ansigt. Men så slog det mig, jeg var ikke hjemme, men hos Shawn, shit! Hvad tænker han nu ikke?!

Jeg kiggede op, og der sad han, med render under øjne, uglet morgenhår og så forvirret ud. "Rolig, jeg gør dig ikke noget?!" sagde han bestemt, men med en undrende stemme samtidig. "Soundcheck begynder om en halv time, hvis du vil med der over igen?" hvorfor havde han vækket mig, hvis det først var om 30 minutter? Jeg nikkede bare stille, og lod et simpelt mh komme ud af min mund. Han så endnu mere undrende på mig denne gang, hvad havde jeg gjort forkert? Ikke en eneste gang havde han kigget med et andet blik end et undrende blik! "Du siger godt nok ikke meget..." denne gang kiggede han lidt mere undersøgende på mig. "Jeg... æhm... hvad vil du have jeg skal sige?!" det sidste kom hårdere ud, end det skulle hvilket fik mig til at kigge ned på mine hænder. Hvorfor var det så vigtigt for ham?

"Fortæl noget om dig selv? Jeg ved ikke en gang hvad du hedder..." denne gang lød hans stemme nærmest såret. Var det derfor? Fordi han ville lærer mig at kende? Et kort øjeblik drev jeg rundt på en lyserød sky, men kom hurtigt ned fra den igen. Jeg havde fået falske forhåbninger, om få timer ville jeg sidde i et fly på vej hjem til Århus, og aldrig se ham igen. "Der er ikke meget at fortælle..." jeg kiggede ikke op fra mine hænder.

"Så bare fortæl mig det der er at fortælle! Det gør mig sindsyg at du fylder så meget her, men jeg har ikke den fjerneste ide om hvem du er!!" jeg kiggede overrasket op på ham.

"Jeg fylder meget her?" jeg så overrasket og lidt såret på ham, han vidste godt jeg ikke ville være til besvær eller i vejen, men det var jeg jo så åbenbart. Han havde ikke engang været her hele dagen, også var jeg stadig et problem for ham, jesus!

"Ja du fylder meget! Jeg har ikke bestilt andet end at tænke på dig det sidste døgn! Der er et eller andet over dig, noget der skriger om at blive lukket ud og taget hånd om! Hver gang jeg har rørt dig, om det så bare har været din skulder eller din hånd, har det givet et sæt i dig, så jeg endda kunne mærke det, fysisk! Når du har sagt en lang sætning, eller noget der måske kom for hårdt ud, har du kigget ned med det samme, eller set helt skræmt ud! Da jeg vækkede dig, troede du jeg ville slå dig, efter du havde sagt du gerne ville ligge 2 minutter mere! Jeg bliver snart sindsyg, du siger der ikke er meget at fortælle, men af hvad jeg kan se, er der ikke andet end meget at fortælle!" jeg var mundlam, hvordan...

Jeg sad bare og stirrede på ham, hvordan... hvordan kunne jeg fylde hele hans tanke gang, når han som sagt ikke en gang kendt mig? Hvorfor var det så vigtigt for ham?

"Undskyld... undskyld. Det var ikke fordi jeg ville råbe af dig!" han var faldet lidt mere ned nu, og snakkede i et helt andet toneleje. Uden jeg havde den fjerneste forventning om det, trak han mig ind til sig, og lukkede hans arme om mig, mens han lod sit hovede hvile på mit, og mit på hans brystkasse. Jeg fik endelig taget mig sammen til at svare ham.

"Hvorfor er det så vigtigt for dig? Hvorfor fylder jeg så meget i dit hovedet?" jeg sagde det ikke ret højt, men højt nok til han kunne hører det.

"Fordi jeg er fuldstændig betaget af dig!" jeg stivnede, hvad var han?! Det kunne han ikke, det måtte han ikke!