Jeg Elsker Dig Jo

Hvorfor gjorde du det?

"Hun vågner!" Siger en. Da jeg hørte den stemme sidst var den ikke så glad, den var trist og knækket. "Anthon?" Mumler jeg og kigger på ham. Jeg sætter mig langsomt op i stolen.
Jeg ser ned på mine hænder, de er fyldt med ledninger og plastre. "Hvordan har du det?" Spørger han. "Forfærdeligt" mumler jeg.
Han bevæger sin hånd mod min, som ville han holde i hånd, men jeg tager min ind til mig selv inden han når den. Jeg har brug for længere tid til at finde ud af hvad jeg vil lige nu.
Efter det her vil min mor nok have at jeg har flere timer hos psykologen. Det gider jeg bare virkelig ikke.. "vi har ringet til din mor, hun er på vej" smiler Anthon. Ligesom han ikke lige var blevet totalt friendzoned 2 minutter siden.
Jeg nikker. Vi sad og snakkede lidt. Der var virkelig akavet stilhed. Især efter at alle så mig afvise Anthon for vildt.. Man kunne tydeligt se at Munke var flad af grin, men han holdte det inde. Det havde nok også bare været mere akavet hvis han begyndte og grine, især for anth. Min mor kommer ind ad døren. "Alle ud ligenu!" Siger hun vredt. Alle forsvinder hurtigt og hun sætter sig på stolen ved siden af sengen.
"Hvad fanden tænkte du på?!" Siger hun vredt.
"Alt" siger jeg trist. "Hvad mener du?" Spørger hun. Hendes tone er gået fra skingrende sur til ok sur. "Far" siger jeg bare. Der er så meget andet som fx voldtægterne osv.. men det vil jeg ikke nævne. Min mor ved at min fars død tog hårdt på mig så tror hun vil tro på mig hvis jeg bare siger at det er derfor jeg prøvede at begå selvmord. Men det er jo ikke kun det.. jeg er faktisk begyndt ikke rigtig kun og tænke på min fars død, nok på grund af alt andet der er sket, men Hva så... "skat.. jeg ved at det er hårdt, men du må simpelthen ikke gøre sådan noget imod mig!" Jeg nikker forstående og hun rejser sig. "Jeg ville bare se om du var ok igen. Du ringer hvis der er det mindste!" Hun forsvinder ud ad døren. Selvfølgelig.. ikke noget med og blive lidt eller måske snakke i er ordentligt toneleje.. næ nej alt andet er vigtigere end din datters selvmordsforsøg..

Lægen kommer ind. De andre kommer bagefter ham, lige i hælene. "Du kan blive udskrevet nu"
En sygeplejerske kommer bag ham og begynder at tage alle ledninger og nåle af mig.

()

Jeg ved ikke om jeg er glad for at være hjemme.
Jeg er jo alene og det minder mig bare om alt der er sket her. Danny.. det igår..
Jeg går ind ad døren. "D/N!!" Råber en og løber i armene på mig. "Jonas?!" Jeg begynder at græde. "Shh det okay" siger han og strammer grebet. "Jeg troede ikke du var hjemme? Var du ikke hos en ven?" Hulker jeg. "Nej eller jo, jeg tog hjem med det samme jeg fik en besked" svarer han. "En besked? Fra hvem?" Spørger jeg. "Det ved jeg ikke.. nummeret var ukendt" jeg svarer ikke. Vi krammer videre. "Jeg har virkelig savnet dig!" Siger jeg da vi giver slip på hinanden. Han smiler "I lige måde". Jeg tager jakke og sko af og går op på værelset. Bag mig kommer Jonas ind ad døren. "Kan du klare dig i to minutter? Smutter lige ned og handler"
"Jaja gå du bare" smiler jeg.
"Og øhm du skal nok ikke gå ud på toilettet.. jeg har ikke lige fået ryddet op endnu"
Jeg nikker og han lukker døren.
Da jeg hører hovededøren smække, går jeg mod toilettet. Det er helt smadret. Der er blod overalt på gulvet og alle hylder er revet ud af sømmene. "Jeg sagde jo at du ikke skulle gå herud" siger en bag mig. "Chok" siger jeg og vender mig om. Det er bare Jonas. "Nej du sagde at jeg nok ikke skulle gå herud" svarer jeg flabet. "Er du allerede tilbage?!" "Har været væk i 20 minutter" griner han. "Jeg må nok have gået i spåner eller hvad det nu hedder." Griner jeg. Han griner endnu mere nu. "Hvad?" "Ikke noget".
Det banker på døren. "D/N det er til dig!" Råber Jonas. Jeg går nedenunder. Thor står i døråbningen. "Hvis du vil have have en kærlighedserklæring eller du vil give mig en.. så kan du godt gå" siger jeg træt imens jeg går imod ham. "Vil bare snakke" siger han. "Okay" jeg går ovenpå igen og tænker da at han følger med. Jeg sætter mig på sengen og han ved siden af.. så han fulgte faktisk med.
"Hvad vil du snakke om?" Spørger jeg.
"Hvorfor gjorde du det?" Spørger han. Pis er virkelig ikke i humør til det der Thor..
jeg kan jo ikke sige det.. en af grundene til at jeg gjorde var jo at jeg elsker ham, men det kan jeg jo ikke fortælle... ikke nogen kærlighedserklæringer jo.. plus jeg gide ikke mere kærlighed lige nu.. jeg tager en pause fra kæreste livet. "Det kan jeg ikke sige.." siger jeg stille.

Tusind tak for 800 visninger!
Er virkelig glad!:))❤️❤️
Håber i kunne lide kapitlet:) like og kommenter gerne:) så ved jeg i følger med:) det giver altid skrivelyst❤️❤️
- Sebrine