"Naboens dreng."

Kapitel 11

*30 minutter senere*
Jia og jeg er endelig kommet hjem, men på vejen hjem var der stille. Der blev ikke sagt et eneste ord ord.

Vi går ind i huset. Jin er stadig ikke hjemme og det er godt, han skal helst ikke se min røde kind.

Jia ind på mit værelse og jeg går ind i stuen. Jennie sidder der og kigger på mig. Jeg ignorerer hende, men hun tager fat i mit håndled.

"Undskyld Chae-Rin, det var ikke meningen at flippe sådan ud, men der er noget du burde vide om Taehyung" siger Jennie. "Hvad er det?" Spørger jeg surt. Men i håb om jeg får nogle svar.

"Taehyung og jeg gik i klasse sammen i Seoul, han var sammen med alle mulige piger, og nej Taehyung er ikke en player. Men efter noget tid kom de i skole med blå mærker og ar. Alle beskyldte Taehyung. Jeg trøstede Tae og vi blev rigtige gode venner. Jeg støttede ham altid, når ingen andre gjorde. Men alt var fint, indtil jeg mødte hans mor. Hun slog Taehyung og behandlede ham dårligt, og det værste var, at hun tvang Tae til at slå sine kærester og hans venner, ellers ville hun slå ham og gøre mere skade på ham. Tae blev slået, truet og var døden nær på mange tidspunkter, en dag fik jeg nok og ville melde dem til politiet, men Taehyung sagde hvis jeg nogensinde gjorde det, ville han slå mig ihjel og skade min familie, og efter et stykke tid flyttede han, og jeg er ked af at sige det, men du er bare den næste i rækken." siger Jennie og ligger en arm om mig.

Jeg kigger på gulvet og ved ikke hvad jeg skal føle eller tænkte. Jeg græder ikke, men føler mig ødelagt indeni. Den Taehyung Jennie beskriver er ikke den Taehyung jeg kender. Men hvorfor ville Jennie lyve for mig? Og hendes historie giver jo mening. Men en del af mig, tror ikke på hende.

Jeg rejser mig op. "Tak, fordi du sagde det." siger jeg. "Vær forsigtig når du er sammen med ham, han er en god fyr, men vær ikke sammen med hans mor." siger Jennie, men jeg går bare og lytter ikke helt til hvad hun siger.

Jeg går ind på mit værelse og Jia snakker i telefon med Jin Woo. Jeg stiller min taske og går over til Taehyung.

Jeg banker på hans dør og Chun-ja  kommer ud. "Er Taehyung hjemme?" spørger jeg. "Ja, kom indenfor." siger hun og lukker mig ind. Da jeg går ind føles det forkert og der er noget mærkeligt over huset, men det er nok bare min fantasi.

Jeg finder hans værelse og går ind. "Hej." siger jeg og sætter mig på hans seng. "Hey, hvad laver du her?" Spørger han. "Ville bare besøge dig." siger jeg.

Pludselig går døren til Taehyung's værelse op og Chun-ja kommer ind. "Jeg smutter, vi ses om et par dage Taehyung " siger Chun-ja og smiler. Ikke et almindeligt venligt smil, men det samme smil fra tidligere.. Jeg får gåsehud og kan mærke jeg bliver lidt bange, men lader som om jeg er helt okay.

Et par minutter senere kan jeg høre hende låse hoveddøren. "Vi skal snakke sammen." siger jeg og kigger seriøst på Taehyung. Han kigger bare på mig. "Er det rigtigt du yder vold mod dine kærester og venner, p.ga. din mor siger du skal?" Spørger jeg.

Der bliver stille og pludselig bryder Taehyung sammen. "J-Ja, men det er en lang historie.." siger han. Han tørrer nogle af tårene væk og sætter sig over til mig. Han smøger ærmerne på sin bluse op og jeg ser hans arme. De er fyldt med sår og blå mærker.

"Jeg har aldrig haft en god barndom, mine biologiske forældre drank meget og slog mig, min egen far misbrugte mig i flere år, indtil jeg blev fjernet og kom på børnehjem. Jeg var omkring 8 år. Men en dag kom en familie og adopterede mig, så har jeg boet med dem lige siden.

Chun-ja og min stedfar havde en søn der hed Min-Jae, han var på min alder og vi blev hurtigt gode venner, vi betragtede hinanden som brødre og alt var godt. Mine nye forældre jo arbejder meget, min stedfar behandler mig altid godt, men han arbejder meget i USA, så jeg ser ham ikke så tit og han ved ikke jeg bliver slået..

Tilbage til historien om Min-Jae. Alt var godt og Chun-ja var virkelig sød, hun var faktisk gravid med en dreng på det tidspunkt. Der skete så det at en dag blev Min-Jae alvorligt syg og han var på hospitalet hele tiden. En dag var det så slemt, at hans krop ikke kunne klare det mere. Min-Jae døde og vi var alle kede af det, jeg havde mistet min bror og bedste ven, og mine forældre havde mistet deres søn.. Men et par måneder senere fødte Chun-ja så sin anden søn og kaldte ham "Jae-Min," men hun var ikke glad og min stedfar skulle arbejde hele tiden. Chun-ja var rigtig deprimeret, men viste det aldrig til min far. Min far ville til USA og arbejde, da han kunne få hans drømmejob, så det endte med at Jae-Min kom med min stedfar til USA, mens Chun-ja blev i Korea.

Chun-ja begyndte pludselig at beskylde mig for Min-Jae's død, men jeg havde jo intet gjort. Hun så ned på mig og begyndte at slå mig og mishandle mig, det levede jeg med i flere år og vi skulle altid flytte fra by til by.

Et par år senere da vi kom til Seoul, kom jeg til en god skole og fik gode venner. Men ting ændrede sig hurtigt.

Min mor kunne ikke lide det og især ikke mine venner og kærester. Jeg tog tit venner med hjem og min mor var okay med det i starten, men så tvang hun mig til, at slå mine venner.

Hun mente at jeg ikke fortjente venner og jeg var en forfærdelig møgunge, efter det med Min-Jae. Hun ssagde hvis jeg ikke gjorde skade på mine venner, ville hun skade mig og i værste fald slå mig ihjel.

Alle de piger der blev slået. Alle de venner jeg har haft mistet. Folk fik det hurtigt at vide og til sidst var det bare for meget for mig.

Men den sidste pige jeg gjorde det ved, var Jennie eller Jia's søster. Hun ville melde min mor og resten af min familie, som ikke havde gjort noget. Og hvis min mor fandt ud af det, ville hun slå mig ihjel, og derefter Jennie. Jeg ville ikke selv dø, eller have Jennie skulle dø. Så derfor truede jeg Jennie, med at slå hende ihjel hvis hun sladrede.

Efter det flyttede mig og Chun-ja til Busan og her mødte jeg dig, du er dejlig og jeg vil ikke skade dig eller have min mor skal skade dig. Du er det bedste der nogensinde er sket for mig. Jeg har aldrig kunne lide at gøre skade på nogen, men jeg vil ikke selv dø.. Jeg er så egoistisk.. Jeg håber du kan tilgive mig.." siger Taehyung og kigger mig i øjnene med hans røde opsvulmede øjne. Jeg tager hans hånd og krammer ham..